Stiftet
Prædikener

2. søndag i fasten

2019-03-17
Dagens evangelium om kvinden med den store tro er mærkeligt, overraskende og forunderligt. Hun bliver gerne fremstillet som et forbillede for tro. Det kan der være noget om, i hvert fald hvis vi får det overraskende ved evangeliet og kvindens tro med.

Evangeliet indeholder en underberetning, men den skiller sig ud fra andre af den slags beretninger i Det nye Testamente. Den skiller sig ud ved alt det, der bliver sagt og ikke sagt. Den skiller sig også ud i kraft af sine hovedpersoner – Jesus, som ikke optræder helt, som vi måske forventer, og kvinden, der til gengæld står så markant som en person i en af hans lignelser. Og måske skiller selve underet i denne fortælling sig også ud fra dem i de fleste andre af evangeliernes underberetninger. Det kommer jeg tilbage til.

Allerførst præsenteres scenen: Efter at Jesus ved Genesaret har haft en strid med farisæerne og de skriftkloge om de jødiske renhedsforskrifter, fortrækker han over Israels nordlige grænse til egnen ved de hedenske byer Tyrus og Sidon. Han er dermed uden for lands lov og ret, i hvert fald jødelandets lov og ret, og så ved man jo ikke, hvad der kan ske.

Hvad der til at begynde med sker, er, at Jesus opsøges af kvinden, som er mor til en pige, der er besat af en dæmon.

Kvinden er kanaanæer. Hun er med andre ord hedning og efter almindelig opfattelse i Israel jødernes fjende og også uren. Jesus har altså her lejlighed til at vise sin undsigelse af de jødiske renhedsforskrifter i praksis. Han bliver efter sagens natur ikke præsenteret nærmere, og vi kender ham jo også i forvejen. Eller gør vi nu det? Som vi skal se, kan man godt komme i tvivl.

Om kvinden hører vi ellers kun, at hun er i nød. Ikke en hvilken som helst nød, men den nød, der består i, at hendes elskede datter er alvorligt syg, uden at hun – moderen – formår at hjælpe hende. Vi aner alle, hvilken pine denne mor er i. Det er i denne nød, hun råber Jesus an. For at sige det med et tysk ordsprog: Nød lærer hende at bede.

Først svarer Jesus tilsyneladende ikke på hendes bøn. Som det hedder: ”han svarede hende ikke et ord”. Det har været hævdet, at man ikke skal opfatte det ”som en ukærlig afvisning, men som Jesu opmærksomme lytten efter den himmelske Fars ordre og efter troens tale hos kvinden” (Prenter). Det forslag lægger dog bagklogt noget ind i dette sted i evangeliet, som det ikke viser nogen som helst antydning af. Sagen er den, at Jesus svarer kvinden med sin tavshed, og det kan næppe opfattes som andet end en – om man vil: ukærlig – afvisning. Den studser vi uvilkårligt over, og den er unægtelig overraskende. For den synes slet ikke at ligne ham. Er det den Jesus, vi kender, som kommer ethvert udsat og udstødt menneske i møde på sin vej?

Man får nærmest indtryk af, at han tænker, at ikke så snart er han sluppet fra sine hjemlige plageånder, før der kommer en ny og fremmed. Det må være noget i den retning, disciplene tænker, når de siger: ”Send hende væk! Hun råber efter os”. De hører overhovedet ikke kvindens nød i hendes bøn, kun, hvad de opfatter som et plagsomt og irriterende skrigeri. Hører Jesus nødråbet? Han synes for en gangs skyld at bakke disciplene op. I hvert fald bliver han ved sin afvisning. Det gør han med et svar, som også giver en slags forklaring på den: Han henviser til, at hans komme kun gælder ”de fortabte får af Israels hus”. Ifølge Luther og mange prædikanter efter ham er heller ikke dette svar dog en afvisning: Jesus prøver kun kvindens tro, prøver, om hun i afvisningen kan fornemme tilsagnet, om hun ”i det, der lød som Jesu klare nej til hendes ønske”, kan høre ”hans skjulte ja” (Prenter). Men også dette er bagklogskabens tolkning. Jesu svar skal tages for pålydende: Han ser sin sendelse som begrænset til hans eget jødiske folk. Han forstår sig kun som hyrde for de fortabte får i Israel, alene som dets messias.

Den hedenske kvinde lader sig imidlertid ikke affærdige. Hun beder: ”Herre, hjælp mig!” Men også Jesus bliver ved sit og her med den begrundelse, at at hjælpe hende ville være det samme som at tage husets børns brød og give det til de små hunde. ”Små hunde” – det lyder kært og nuttet, men man skal ikke gå galt af billedet, Jesus bruger om den kanaanæiske kvinde. Hunde er ikke som hos os menneskets bedste venner, ja, nærmest ligestillede med menneskelige medlemmer af familien, men derimod ringeagtede dyr. Dette svar fra Jesus er altså ikke udtryk for en opblødning af hans afvisning. Det føjer snarere spot til skade. Ja, måske er det blot et andet udtryk for, hvad Jesus siger i Bjergprædikenen: ”Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin” (Matt 7,6).

Det er som i et eventyr, hvad denne fortælling måske også er: Efter endnu en gang at være blevet afvist tager kvinden for tredje gang til orde, idet hun gør Jesu udtryk til sit: ”de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Tredje gang er måske ikke ligefrem lykkens gang, men det er her den gang, hvor der for alvor sker noget på dette sted uden for jødisk lands lov og ret, noget, der her på grænsen mellem jøder og hedninge ophæver denne grænse: Jesus besinder sig. Han vender om og fortryder sin afvisning. Det gør han, fordi han nu bevæges af kvindens ord og røres af hendes nød. Derfor viser han kvinden den barmhjertighed, som hun beder om, men som han først har forbeholdt de fortabte i Israel.

Altså gør Jesus datteren rask. Alligevel er spørgsmålet, om det er det egentlige under, eller om ikke underet i denne beretning som indledningsvis antydet er noget andet. For Jesus er det kvindens tro. Det er den, han undrer sig over: ”Kvinde, din tro er stor”. Det er dette udsagn, fortællingen med sine tre skridt bygger op til og når sit højdepunkt i, og det er således i sidste ende denne tro, dagens evangelium handler om. Det er også det ganske særligt overraskende ved evangeliet. For hvad er det for en tro, Jesus tilskriver den hedenske mor?

Det er en tro, der ikke går op i vante forestillinger om tro. Dem vender Jesus op og ned på: Hvor såvel farisæerne og de skriftkloge som de jødiske folkeskarer hos kvinden kun ville kunne se vantro og hedenskab, ser han stor tro, og hvad de vil kalde tro og mener at have i loven og templet, kalder han vantro. Heller ikke disciplene, i evangeliet så at sige repræsentanterne for den kommende kirke, kan ifølge Jesus måle sig med kvinden, for dem kalder han lidettroende.

Evangeliet rykker også ved gængse forestillinger om tro i vores tid. Et enkelt eksempel: ”Er du troende?” eller endda ”er du meget troende?” er spørgsmål, man i dag kan få stillet, hvis man på én eller anden måde giver udtryk for åbenhed over for kristendom og folkekirke. Er man præst, får man spørgsmålet med jævne mellemrum. Bag spørgsmålet ligger da ofte den vistnok udbredte forestilling, at når medlemmerne nu mere tvivler end tror, så må det være præstens opgave så at sige at tro på menighedens vegne. Lad os sammenholde sådanne talemåder og forestillinger om tro med den tro, Jesus tilskriver den kanaanæiske kvinde.

Siger man om nogen, at vedkommende er meget troende eller stærk i troen, lægges vægten i det mindste til en vis grad på personen selv og på dens forudsætninger og formåen. Det er ikke det, evangeliet mener med, at kvindens tro er stor. For hendes tro viser væk fra hende selv, samtidig med, at den er en ganske personlig sag. Den eneste forudsætning, hun kommer med, er hendes nød, sorg og smerte og hendes bevidsthed om, at hun ikke kan klare tingene selv. Nøden lærer hende ikke kun at bede, men også at tro. Hendes tro består i, at hun trænger til Jesu hjælp, er helt henvendt på ham, føler sin afhængighed af ham. Hendes tro består – med Luthers prædiken over dagens evangelium – i hendes hjertes tillid til Jesus, tillid til Gud. Den kanaanæiske kvindes rigtignok også for os forbilledlige store tro består i, at hun insisterer på af Jesus at høre Guds ja til hende.
Peter Grove
Sognepræst (kirkebogsfører), Arden Sogn
741, 410, 316, 158, 892 (i: 100 salmer)
Den kana'anæiske kvinde
Matt. 15,21-28
Sl. 42,2-6 1. Thess. 4,1-7
Prædikener fra 2. søndag i fasten Prædikener af Peter Grove

Hjælp til søgning

Klik på det ønskede faneblad og start din søgning.

Præster og medarbejdere
Her kan du søge efter præster og medarbejdere og se i hvilke sogne, de er ansat. Du finder kontaktinformationer ved at klikke på sogn i søgeresultatet. Du kan også finde prædikener fra præster, som har bidraget til prædikensamlingen her på hjemmesiden.

Sogne
Her kan du finde information om alle stiftets sogne, ansatte og kirker. 

Kirker
Under kirker er der fotos af alle stiftets 334 kirker samt forklarende tekst om kirkernes historie og udsmykning. Kirkedatabasen bliver løbende opdateret, se de seneste opdateringer her. Kontaktinformationer på kirkens personale finder du ved at søge specifikt på præster og medarbejdere eller ved at søge under sogne. 

Provstier
Søger du på et provsti får du kontaktinfo på provst, provstisekretær og provstiudvalg samt et overblik over, hvilke pastorater og sogne der hører til i provstiet. Der er i alt 14 provstier i stiftet: Brønderslev, Frederikshavn, Hadsund, Hjørring Nordre, Hjørring Søndre, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Sydthy, Thisted, Aalborg Budolfi, Aalborg Nordre, Aalborg Vestre og Aalborg Østre.

Prædikener
Under prædikener finder du prædikener tilbage fra 1998 og frem til i dag. Det er præster i stiftet, der løbende bidrager til samlingen. Du finder en prædiken ved at søge specifikt på prædikantens navn, på årstal, en dag i kirkeåret eller fritekst. Navne på dage i kirkeåret finder du her. Du finder et direkte link til 'ugens prædiken' fra hjemmesidens forside.