Stiftet
Prædikener

8. søndag efter trinitatis

02-08-2020
Martin Johannes Skov
Overenskomstansat sognepræst, Sankt Hans Sogn, Sankt Olai Sogn
743 – 318, 369 - 474, 7.
Lignelsen om huset på klippen og huset på sand
Matt. 7,22-29
Mika 3,5-7 1. Joh. 4,1-6

Det har været lidt af en uge for mange unge mennesker i vores lille land. I denne uge fik mange nemlig svar på ansøgningen til deres drømmestudium. Det har været en glæde for mange, og en skuffelse for mange andre.

En bivirkning ved coronakrisen, er at mange unge, har været nødt til at aflyse planer for det kommende år. Det typiske sabbathår med midlertidigt arbejde og dannelsesrejse er blevet erstattet med en tidligere studiestart. Ansøgningstallene har derfor været usædvanligt højt.

Det er altid interessant at følge med i hvordan der bliver talt om de nye studerende og deres studievalg. Der mangler aldrig stemmer i den offentlige debat, som gerne vil fortælle hvordan de mener, unge mennesker bør vælge uddannelse.

Personligt er jeg efterhånden så gammel, at jeg synes jeg har oplevet en forandring i argumenterne for at vælge uddannelse. For godt og vel 20 år siden, da jeg først valgte uddannelse, var stemningen præget af en vis liberalisme, kan man kalde det. Vælg efter hjertet, rådgav mange. Du ved alligevel ikke, hvor der vil være arbejde, når du er færdig, så lad være med at vælge efter det. Uddannelsen var ikke for pengenes, men for dannelsens skyld. Det blev næsten set som et samfundsgode, at der blev uddannet litterater og sprognørder.

I dag synes jeg ofte, jeg hører det modsatte. Det er lige før, man møder forestillingen om, at det bør være arbejdsmulighederne, som definerer hvilken uddannelse, man skal have lov til at søge. Kan uddannelsen ikke på en eller anden måde kapitaliseres i sidste ende. Er der ikke penge i det, enten for den enkelte selv, eller for samfundet, så er uddannelsen ikke rigtig noget værd. Måske man bare skal lukke de studier, som ikke fører til noget. Hvad skal vi egentlig med alle de fag, som ikke skaber vækst. Hvorfor skal vi bruge samfundets midler på at lade folk læse litteratur, eller sære sprog, ja eller teologi.

Nu er det ikke for at starte en diskussion om uddannelsespolitik. Men måden vi ser på uddannelser på, fortæller faktisk ret meget om, hvad vi mener, det er rigtigt at bygge vores liv på.

Det er her at dagens læsninger begynder at røre på sig. For der er noget i mødet mellem lignelsen om klippegrund og sandjord, og talen om de sande og falske profeter, som er lidt vanskelig.

Man kan med andre ord ofte være ret overbevist om, at man er i gang med at opføre sit hus, på den allermest faste klippegrund, for senere at finde ud af, at det blot lignede en klippe. Lidt ligesom de sten man nogle gange finder på stranden. Når man kommer tættere på og samler dem op, finder man ud af, at de bare er sammenpakket sand, som går i stykker mellem fingrene.

Det er nu engang sådan, at vi ofte i vores liv, møder temmelig mange falske profeter, som tilsyneladende gør alt, for at få sandet til at ligne en klippe. Spørgsmålet er med andre ord, hvordan vi kender forskel? Hvordan kender man de sande profeter fra de falske?

I dagens episteltekst er svaret på en måde lidt for nemt. Vi kan prøve om ånden er fra Gud, ved at høre om den bekender at Jesus er Kristus kommet i kød. Allerede dagens evangelielæsning taler også imod dette. De, der har profeteret og drevet dæmoner ud i Jesu navn, kan være falske profeter. Også selvom de mener noget andet. Man kan altså ikke nøjes med at lytte til hvad de selv siger, eller hvad de selv tror. For nogle lader som om de har sandheden, selvom de ved de ikke har den, og nogle tror de har sandheden, men har den i virkeligheden ikke.

Det vigtige i dagens lignelse er på den måde ikke at konstatere, at der nogen der bygger på sand, og andre der bygger på klippe. Det er for så vidt en temmelig banal indsigt. Det vigtige er egentlig at lægge mærke til stormen. Det er stormen, der viser os, om vi har bygget på fast grund eller ej.

For nu at blive lidt ved uddannelsestemaet, talte jeg engang med en ung kvinde. En ambitiøs kvinde, som altid kun havde fået de allerhøjeste karakterer. Det er som om, der er noget indenfor hele karaktersystemet, som skaber en form for logik. Når jeg nu har fået så høje karakterer, så må jeg også hellere søge ind på en uddannelse, som kun jeg kan komme ind på, på grund af mine høje karakterer. Så hun endte på en universitetsuddannelse med et navn, som jeg ikke kan udtale.

Da hun så mødte uddannelsen, viste det sig temmelig hurtigt, at den beslutning absolut ikke stod på klippegrund, og selv den mindste storm fik det hele til at vælte. I stedet endte hun på noget så simpelt som læreruddannelsen. Egentlig et spild af et godt karaktergennemsnit, men der var tilsyneladende noget, der var bedre at bygge sit liv på.

Når det kommer til stykket, så er de primære drivkræfter, som efter sigende bestemmer vore færden i livet, meget lidt værd. Om vi så kalder det vækst, konkurrencesamfund, velfærdsstat eller selvrealisering. Der er ingen af dem, som kan stå prøven, når det kommer til at danne grundlaget for vores liv.

Det er stormen som viser os det. Det er den, som afslører om vores liv bygger på klipper eller sand. Den fjerner godt nok grunden under vores fødder, men det er også i stormen, når vi er ved at synke i, at Jesus Kristus viser sig for os. Nogle gange tydeligt, andre gange blot som en skygge, noget vi fornemmer, der hvor vi finder fast grund under fødderne igen.

Det er ikke til at bestemme nøjagtigt, hvordan klippegrunden ser ud. Vi kan ikke udstikke en kristen moral, som bare gælder fra nu og til evig tid. Kristus peger ikke på love og regler, men på sig selv, som den klippe vi skal bygge på.

Det betyder ikke, at vi alle skal blive præster eller munke, eller hengive hele tilværelsen til tilbedelse. Det er ikke sådan vi skal bygge vores hus. Tværtimod vores opgave er at gå ud i verden, i hele den verden som Gud har skabt og forsøge at være tegn på den klippegrund. Uanset om vi er pædagoger eller læger, eller håndværkere, eller præster, kan vi leve vores liv til ære for Gud. Ikke med vækst, penge, og magtbegær som vores pejlemærker, men i sandhed, tillid og kærlighed, som er den eneste grund, der ikke giver væk under os, når det stormer udenfor.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand tre-enig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Tilbage