Stiftet
Prædikener

2. søndag i fasten

28-02-2021
Ejnar Grønlund
Sognepræst, Gistrup Sogn, Gunderup Sogn, Nøvling Sogn
Den kana'anæiske kvinde
Matt. 15,21-28
Sl. 42,2-6 1. Thess. 4,1-7
Gudstjenester denne tid må være korte. Og der må ikke synges. I stedet er menigheden med til at sige indgangsbønnen i kor, Salme 42.v2-6 læses som veksellæsning. Og prædikenen bliver kortere end vanlig. Salmer (synges af kirkesanger/korister) 410 v 1.3.7, 158, 457.

Folk skal virkelig føle sig velkomne. Derfor skal vi gøre tærsklen til kirken lavere. Vi skal tale forståeligt. Vi skal gøre det let for mennesker at komme til Gud. Jo lettere adgang, jo flere vil komme. Jo færre krav, jo mere vil folk tage budskabet til sig.

Ja, sådan hører vi ofte. Men vi kan jo ikke fjerne alle forhindringer. Det fortælles, at kirken ofte vokser på steder, hvor kirker og kristne udsættes for pres. Hvor det kræver ofre, synes der at være større interesse for at opsøge kirken, end i et land som Danmark, hvor der ikke kræves meget.

I dagens evangelium møder vi et menneske, der stødte på modstand. Endda fra Jesus og hans disciple. Det var en hedensk kvinde, og hun skulle ikke mænge sig med en jøde som Jesus, fik hun at vide. Jesus var kun sendt til de jøder, der var kommet på afveje, ikke til fortabte hedninger.

Men kvinden lod sig ikke kyse. Hun havde åbenbart hørt om Jesus og hans særlige forkærlighed for mennesker i nød. Og hun nægtede at tro, at afvisningen var hele sandheden. Jesus sagde ”nej”, men hun så hun bagved et ”ja”. Om det skyldes det gode, hun havde hørt om ham, eller hans milde øjne, ved vi ikke. Men vi ved, at hendes nød var stor, hendes datter var slemt plaget. Hun viger ikke tilbage, end ikke da Jesus sammenligner hendes folk med små hunde. Hun ser en mulighed, et håb i det billede: ”De små hunde får dog, hvad der falder fra deres herres bord,” som hun siger. ”Træd blot på mig, jeg flytter mig ikke, det gælder mit barn.”

Og Jesus bevæges af hendes bøn: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”.

Vi præsenteres altså for en Jesus, der i første omgang delte sin tids fordomme i forhold til de fremmede hedninger. Men han lod sig bevæge af kvindens vedholdende bønner. Hun fik ham til at overvinde fordommene. Måske er det også en grund til, at Gud blev menneske i Jesus: at han skulle mærke menneskers nød og høre deres bønner, nedefra, i øjenhøjde. Bevæges.

Der kan være mange forhindringer i mødet med Gud eller Jesus eller kirken. Det kan være uforståelige prædikener. Eller kristendommens dogmer kan virke ude af trit med tiden. Det kan også være erfaringen af livskriser eller voldsomme hændelser, som udfordrer gudstroen.

Nogle afskriver Gud, når han ikke hjælper og forklarer sig. Andre bliver ved Gud, kæmper med Gud. Skælder måske ud på Gud. De tror Gud trods alt. Eller tvivler og kæmper med det.

Det ligger i tiden af afskrive den, der krænker os eller afviser os. Det kan jeg godt forstå. Men der er også god visdom i at tro på, at det nytter, når man banker på. Ligesom den hedenske kvinde må vi tro og holde fast i, er der en vej at gå, trods modstand. Ikke altid let, undertiden vindes den gennem kamp.

Én (Asger Baunsbak-Jensen) sagde sådan: ”Jeg kender ikke Gud. Men jeg stoler på ham. Jeg holder mig til den Gud, jeg ser i Jesu ansigt.”

Tærsklen til kirken og budskabet og til Gud skal selvfølgelig ikke gøres unødig høj. Men vi skal heller ikke gøre troen til en slatten ting. Vi skal give hinanden den tillid, som kvinden havde, så vi tør banke hårdt på de mure, som vi møder i livet. Vi ærer ikke Gud ved beskedenhed eller pænhed. Vi ærer Gud ved vedholdende at tro og håbe på den kærlighed, vi ser i Jesu ansigt.

Amen.

Tilbage