Stiftet
Prædikener

2019-04-14
’Det ufattelige indtog – at sige ja til Gud’

Fordi det hænger sammen alt sammen, fortsætter vi, hvor vi slap Mariæ Bebudelsesdag.
Altså festen, hvor vi fejrer undfangelsen af Jesus. Sådan som man engang regnede sig frem til det, så det passede med hans fødsel Julenat.
Palmesøndag holder påskeugen indtog. Ugen efter at Mariæ Bebudelsesdag gav os den kristne tilværelses dybe grundtema: At sige ’Ja’ til Gud! Kort og godt.
Så enkelt kan man sige, hvad det handler om i det daglige livsgrundlag. Det lille ord ’tro’.

Kernen i vores livsforståelse og liv med andre mennesker i et fællesskab, der giver mening og retning på livet, så det bliver synligt i vores ord og handling.
Lige så enkelt sagt begynder det med at have tillid til, at der uden om den virkelighed, vi kan se og forholde os til, er en større, grænseløs virkelighed, skabt af en uendelig kærligheds vilje.
At tro begynder med at sige ’ja’ til Gud.

Det var pointen, da en ganske ung pige blev forbillede for ethvert menneske. Da hun sagde ja til noget, hun i grunden ikke kunne forstå. Til noget, hun var nødt til at tro.
Tro er altid en udfordring. Til mere end viden. Sådan har de to brug for hinanden.

Udfordringen fra tro til menneskelig viden er et ’kvantespring’, skabt af en livsfortælling, der begynder med, at en ung pige bliver gravid uden nogensinde at have været sammen med sin kæreste, og slutter med en korsfæstelse, der trods sin brutalitet ikke kunne forhindre livet.
Fortællingen om, hvordan den mand, vi på en gang kalder Guds Søn og mennesket Jesus, med sit liv virkeliggjorde en helt ny erkendelse af forholdet mellem Gud og mennesker - og mellem mennesker.

Det siger næsten sig selv, at den tro simpelt hen har og er udfordret fra dag et. Og dag et kunne vi for nemheds skyld sige, var den dag, Maria fik besøg af Guds engel, Gabriel. Altså af Guds kraft.
Intet andet livsgrundlag bygger både på en undfangelse, som selv på Marias egen tid må have krævet en forklaring, og en livsafslutning, som i virkeligheden var en ny begyndelse. En gave til mennesker.
En gang for alle viste Gud skabelsens magt, hvad intet menneske før eller senere, uanset vores viden om livet og døden, i grunden har kunnet forstå, men tværtimod har fundet grunde nok til at tvivle på.

Intet andet livsgrundlag bygger på, at den enkelte er givet friheden til at sige ’Ja’ til Gud.
Kun i den kristne tro er Gud kommet ind i menneskers liv, og kun i det kristne fællesskab handler Gud med vore egne hænder.

Palmesøndags indtog i hjertet er udfordringen i den tro, der er kristenhedens klippegrund.
På Guds magt til at skabe liv, når Han vil.
Som Maria tillidsfuldt bøjer sig for.
Som enhver lige så tillidsfuldt kan se frem til i opstandelsen.

Profeten Zakarias fortæller i Det gamle Testamente om kongen, der holder sit indtog i Jerusalem; sagtmodig, ridende på et æsel.
Kongen kunne være et andet ord for al verdslig magt. Den magt, der afgør, om der skal være krig eller fred. Den magt, der har ansvaret for, at vi har mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet.
Profetien hos Zakarias er billedet på, hvad vi skylder hinanden, så vores liv og den verden, vi giver videre til vores børn, får så gode rammer som muligt. Derfor er han sagtmodig.
Sådan en retfærdig håndhæver af magt er det vel ikke så svært at sige ’ja’ til.

Det understreges yderligere af et af de mest kendte citater af apostlen Paulus: at vi skal have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus.
Paulus konstaterer, at Gud blev menneske i Jesus Kristus, i en tjeners skikkelse, og at Han endda ydmygede sig i lydighed indtil døden. Og derfor blev ophøjet.
Forstået på den måde, at det er i tanke og handling for det andet menneske - at det er, når vi giver slip på vores eget, i tjeneste til fællesskabets bedste, at vi som mennesker finder livets sande værdier og glæder. I omsorg, respekt og kærlighed.
Det burde heller ikke være så svært at sige ’ja’ til.

Evangeliet citerer næsten ordret profeten Zakarias i fortællingen om det ufattelige indtog i Jerusalem, da Jesus, som den tjenende konge, rider sin skæbne i møde.
Beretningen om hans glædelige komme som fredsfyrste. Til verden. Til menigheden. Til den enkelte.
Den samme festlige læsning hører vi første søndag i advent, som en slags forord til fire ugers glad forventning op mod jul for store og små. Verdens største familiefest.

Men det er Palmesøndag, op til påske, den hører hjemme i Marias søns livsfortælling.
Også her er den en fortælling om forventning. Men denne gang knækker filmen.
Denne gang varsler indtoget en ufattelig lidelse.
Palmesøndag står den glade forventning i kontrast til den grusomme virkelighed.

Vi kender fortællingen. Alligevel er historien om dette indtog lige ufattelig hver eneste gang, den bliver fortalt. Ufattelig som undfangelsen og opstandelsen er uden tro.
Det overgår - ikke mindst den moderne menneskelige forstand - at Gud, vor Fader, livets skaber og opretholder, skulle vælge at sende sin egen Søn ind i et helt almindeligt menneskeliv. Og vel at mærke et menneskeliv, der begyndte under de mest ydmyge forhold, et sted, som ingen historisk betydning havde. Dengang. Til et liv som håndværker.
Uden rigdom, magt og ære - ikke særlig kongeligt - det daglige arbejde for dagen og vejen.
Et liv, som i en kort periode medførte en enestående berømmelse, og som trods det ufattelige indtog, på under en uge endte i fornedrelse, lidelse og smerte; og til slut henrettelse som en gemen terrorist.

Men selvfølgelig hænger det sammen alt sammen. Guds Søn blev undfanget med en udfordring fra ’tro’ til al menneskelig erfaring. Han blev født ind i en ganske almindelig, ja, nærmest ualmindeligt almindelig familie.
Og selv om han samtidig opfylder Zakarias gamle kongeprofeti, er det i al ydmyghed - ikke som en mægtig krigerkonge, omgivet af soldater til hest - han indtager sit folks hellige by op til påsken.

Til daglig havde Jerusalem dengang relativt få indbyggere. Men til påske blev det tal mangedoblet. Når de kom fra hele Israel og de mange lande, hvor jøderne også dengang levede, halvt om halvt i landflygtighed.
De mange i hans følge har sikkert let kunnet opsluges blandt de tilrejsende pilgrimme. Og hvem andre end hans egne tilhængere lagde forresten lige mærke til en mand i snavset kjortel, der red ind i byen på et æsel? Trods palmesving og hosiannaråb.
Hans måde at indtage byen på har stået i voldsom kontrast til den forventning, der må have været blandt de af byens almindelige borgere, som kendte til ham - og især hans tilhængere.
Dengang kendte enhver til Esajas profeti om den Underfulde Rådgiver, Den vældige Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.
Profetien om arvingen til Davids trone, der med ét slag ville sende den romerske besættelsesmagt tilbage, hvor den kom fra. Rydde op i Herodeskongernes korruption og magtmisbrug. Forene kongens og templets magt, og med den sørge for sundhed, velfærd og fred til folket. I det hele taget genoprette det Israel, som enhver troende jøde kender som Guds gave. Også i 2019.

Det hebraiske ord hosianna betyder ’Herre, frels dog!’ Man så ham som en af Gud indsat kongesøn med både verdslig og religiøs magt, som for al fremtid ville befri sit folk fra undertrykkelse.
Det er noget af en forventning til et menneske! Men Jesus forstod udmærket, at den forventning lå på ham. Derfor har han sikkert også redet lige så sagtmodigt, han kunne, over kapperne, mellem palmegrenene og de begejstrede hosiannaråb.
Guds Søn er ikke den kongesøn, verden venter. Han vil ikke herske med politisk magt og føre krig. Det er så overfladisk og så kortvarigt som enhver menneskelig idé om magt.
Jesus skal ind under overfladen. Helt derind i mennesker, hvor vores daglige livsgrundlag har sit udspring. Derfor begynder han med at gøre op med sin egen tids religiøse praksis.
Det har religion og politik nemlig til fælles. De kan bruges - og de kan misbruges.

Jesus fortsætter til det sidste med at kritisere præsterne og de skriftkloge for at være hyklere, indspiste med både besættelsesmagt og kongemagt. Han anklager dem for at misbruge deres stilling i samfundet, og afslører, hvordan de fører mennesker på vildveje.
Lige fra det ufattelige indtogs første sekund vil han vise, at han er konge på en helt ny måde, som overgår og udfordrer al forstand. Al menneskelig fornuft og viden. Dengang og uden for tid og rum.
Vi, der kender slutningen, ved, at han målrettet red ind i Jerusalem. Ikke for som en anden action-helt at blive taget til fange i en mission impossible, og trods det, heltemodigt og dumdristigt, at undslippe og udrydde slynglerne til sidst - og SÅ lade sig hylde.
Nej, han er hele vejen klar på, at han skal dø af det. At mennesket Jesus skal dø et menneskes død.
Han går hele vejen for, en gang for alle, midt ind i menneskers begrebsverden at vise Guds skabelsesmagt - hvad intet menneske før eller senere, uanset vores viden om livet og døden, i grunden har evnet at forstå, men tværtimod finder grunde nok til at tvivle på.
Hans kamp skal ikke vindes med våben, med en politikers eller en feltherres magtmidler.
Ondt skal ikke bekæmpes med ondt. Det bliver det ikke bedre af.
Det skal besejres indefra. Med det gode. Af os selv. Med vore egne hænder. Og tro.
Derfor gav han sit liv. Større kærlighed har ingen, end at sætte sit liv til for sine venner.

Det er, når vi giver slip på vores eget, i tjeneste til fællesskabets bedste, at vi som mennesker finder livets sande værdier og glæder. I omsorg, respekt og kærlighed.

Det burde ikke være så svært at sige ’ja’ til.

Amen!
Asger Hørving
Overenskomstansat sognepræst, Biersted Sogn, Gjøl Sogn
84 – 173 – 380 – 192 – 57
Indtoget i Jerusalem
Luk. 21,1-9
Zak. 9,9-10 Fil. 2,5-11
Prædikener fra Palmesøndag Prædikener af Asger Hørving

Hjælp til søgning

Klik på det ønskede faneblad og start din søgning.

Præster og medarbejdere
Her kan du søge efter præster og medarbejdere og se i hvilke sogne, de er ansat. Du finder kontaktinformationer ved at klikke på sogn i søgeresultatet. Du kan også finde prædikener fra præster, som har bidraget til prædikensamlingen her på hjemmesiden.

Sogne
Her kan du finde information om alle stiftets sogne, ansatte og kirker. 

Kirker
Under kirker er der fotos af alle stiftets 334 kirker samt forklarende tekst om kirkernes historie og udsmykning. Kirkedatabasen bliver løbende opdateret, se de seneste opdateringer her. Kontaktinformationer på kirkens personale finder du ved at søge specifikt på præster og medarbejdere eller ved at søge under sogne. 

Provstier
Søger du på et provsti får du kontaktinfo på provst, provstisekretær og provstiudvalg samt et overblik over, hvilke pastorater og sogne der hører til i provstiet. Der er i alt 14 provstier i stiftet: Brønderslev, Frederikshavn, Hadsund, Hjørring Nordre, Hjørring Søndre, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Sydthy, Thisted, Aalborg Budolfi, Aalborg Nordre, Aalborg Vestre og Aalborg Østre.

Prædikener
Under prædikener finder du prædikener tilbage fra 1998 og frem til i dag. Det er præster i stiftet, der løbende bidrager til samlingen. Du finder en prædiken ved at søge specifikt på prædikantens navn, på årstal, en dag i kirkeåret eller fritekst. Navne på dage i kirkeåret finder du her. Du finder et direkte link til 'ugens prædiken' fra hjemmesidens forside.