Stiftet
Prædikener

1. søndag i fasten

2019-03-10
Almægtige Gud og Jesu Kristi fader!
Giv os din nådige bistand, når vi kæmper mod de onde magter, der hos os selv vil lægge livet øde for både os selv og andre, og som således vanærer dit navn.
Amen.

I enten studiet af eller beskæftigelsen med det onde kommer man ikke uden om at se på sig selv først. For så skulle der tilmed være en chance for, at man mere realistisk vil kunne isolere det ondes problem og adressere det mere realistisk. Det onde er ikke først de andre eller noget andet.
Man behøver heller ikke straks at ulejlige djævelen for at forstå og indse, hvad der er ondt. Meget ondt må vi skrive på vores helt egen kappe og skal bekæmpe hos os selv. Ikke hos andre eller hos en personliggjort ondskab, vi behændigt placerer uden for os selv. Som f.eks. en djævel.

Historien om det onde er lang. Og indbefatter mange perspektiver. Man ville således kunne få et meget lærerigt indblik i det ondes problem, hvis man læser dets historie. Og om hvordan tidligere tiders filosoffer, teologer og helt almindelige mennesker har beskæftiget sig med det onde. Og navnlig er blevet anfægtet, fortvivlet og ægget til kamp mod det onde.Man kan kort sige, at tidligere tiders beskæftigelse med det onde næsten altid var et teologisk problem, fordi gudstroen var både direkte og indirekte forudsat i hele samfundet og kulturen. Hvad vi i vores moderne, sekulariserede verden og kultur har svært ved at forstå, dét var indgribende virkelighed for langt de fleste mennesker i førmoderne tid: Gudsfrygten!

Vores egen kirkes reformator, Martin Luther (1483-1546), indleder meget sigende forklaringerne til hvert af de ti bud i sin lille katekismus med ordene: ’Vi skal frygte og elske Gud, så …’ Ligesom Ordsprogenes Bog indledes med de berømte ord: ”At frygte Herren er begyndelsen til kundskab.” (1, 7).
Men det er nok de færreste mennesker i dag, der kan genkende denne følelse. Dels fordi de enten ikke gør sig nogen forestillinger om Gud overhovedet. Eller fordi de har skabt sig Gud i deres eget bløde og tilforladelige billede, hvor ingen for alvor slår sig. Humanismens gudsbillede er ufarligt, ualvorligt og i sidste ende uholdbart, fordi Gud dér ikke yder nogen modstand.

I de stærkt monoteistiske religioner som Islam og Jødedom er det onde ikke på samme måde et problem som i kristendommen. Det onde går så at sige op i den almægtige Gud, netop fordi Gud er almægtig og derfor i sidste ende ansvarlig for alt. Også det onde. Det får de gammeltestamentlige forfattere til at komme med mange udspekulerede forklaringer på det onde, fordi det som virket af Gud alligevel i sidste ende må være godt. For Gud er god. Ikke ond. Både det onde og det gode får derved mere påstandskarakter. Det bliver mere et postulat og en affærdigelse af alle indvendinger, inden man når at stille en masse næsvise tillægsspørgsmål.

En undtagelse er for så vidt Jobs bog. Det er ikke alene snæver religiøs litteratur eller et ligeså snævert teologisk spørgsmål, der behandles her. Det er universelt, og det er verdenslitteratur og helt enestående i sin originalitet og menneskelige dybde. Det mærkelige er, at der i Jobs bog ikke gives nogen forklaring på det onde. Eller mere præcist, hvorfor Gud sender alle disse prøvende lidelser ned over hovedet på den stakkels Job. Job vedbliver med over for Gud hårdnakket at påberåbe sig sin retfærdighed, og at han derfor ikke synes, han har fortjent al den modgang, der møder ham. Mens det virker som om, at Gud på sin side alene bruger al ondskaben og modgangen til at trodse Jobs vilje og derved bevise eller fastslå sin egen almagt. Og følgelig må Job nærmest resignerede slutte sin kamp med Gud af med ordene:

Nu ved jeg, at du formår alt,
intet, du har besluttet, er umuligt for dig.
Hvem er det, der uden kundskab tilslører det, du har bestemt?
Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod,
om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked.

Jeg sagde: »Hør, jeg vil tale,
jeg vil spørge dig, og du skal give mig svar.«
Jeg havde hørt rygter om dig,
men nu har jeg set dig med egne øjne;
derfor kalder jeg alt tilbage og angrer
i støv og aske.
(28, 1-6).

Eller som det programmatisk hedder i indledningen til bogen:

»Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage!
Herren gav, Herren tog,
Herrens navn være lovet.«
(1, 21).

På samme måde kan man i Salmernes Bog læse om, hvordan både mennesker og folk kan beklage deres nød og resignere over deres modgang og i dén anledning stille en masse skjult bebrejdende spørgsmål til den almægtige Gud om, hvorfor? Men ingen af salmerne slutter med et forklarende svar fra Guds side, men med noget så bemærkelsesværdigt som en lovprisning af Gud?! Ligesom Job. For i afmagten oplever mennesket akkurat, i hvor høj grad man er dybt afhængig af en magt uden for sig selv.

Der er med andre ord en meget stærk forsynstro i Det gamle Testamente, hvor alt i sidste ende – gennem både ondskab, modgang og lidelse – ender godt. Uanset hvad, underkaster både folket og den enkelte sig den almægtige Guds vilje. Fordi der ikke er andet at gøre; intet andet valg. Og fordi man dybest set ikke kan forestille sig verden uden Gud, kan man i Det gamle Testamente og i de stærkt monoteistiske religioner i det hele taget godt få en ligeså stærk fornemmelse af, at hvis Gud her er god, så insisterer han i mindst lige så høj grad på sin egen retfærdige almagt. Gud står så at sige på vagt om sin almagt, af hvilken han kun allernådigst øser og er gavmild over for os menneskebørn. Blot det, at vi for intet har fået skænket livet, stiller os i en uafkortet skyldnerposition, i hvilken vi under ingen omstændigheder vil kunne hævde nogen form for ret over for livets skaber og opretholder.

Dette énsidige og i såvel første som sidste instans stærkt monoteistiske forhold mellem Gud og mennesker kan ikke opretholdes i det evangelium, som bliver forkyndt i Det nye Testamente. Ikke fordi der i evangeliet er tale om en anden Gud end i Det gamle Testamente. Der er kun én Gud, og han er altid den samme Gud.

Men et eller andet er sket. Både med Gud, med ondskaben og med os. Og i dén rækkefølge. Det begynder og slutter hos Gud. Og Guds almagt ændres der ikke på. Gud er også almægtig i Det nye Testamente, men hans almagt undergår en betydelig forandring. Eller forvandling, hvis vi skal blive i billedet fra forklarelsens bjerg, hvor der som bekendt står skrevet, at Jesus forvandledes for de tre disciples øjne. Gud bliver menneske i Jesus fra Nazareth. Som én af os. Og begrundelsen for denne forvandling aftegnes med både hele Jesu liv og skæbne. Men udtales også direkte af forfatteren til 1. Johannes Brev, når han klart skriver:

”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” (1. Joh. 4, 7-10).

Gud er kærlighed! Det er det, vi véd, fra evangeliets forkyndelse af Jesus Kristus, korsfæstet, død og opstanden. Det er den måde, hvorpå Gud afslører sit sande ansigt i den hengivenvende, altopofrende og for alvor uselviske kærlighed hos Jesus fra Nazareth. Gud er dernæst først kærlighed, lader nåde gå for ret og insisterer derfor ikke i samme omfang som i den gamle pagt på sin retfærdighed og almagt. Hvilket han har al mulig god ret til! Gud deler sin almagt med Jesus selv efter opstandelsen og gør derved alle Jesu ord, handlinger og opofrende og barmhjertige kærlighed til sin egen. ’Mig er givet al magt i himlen og på jorden’, som der står i den såkaldte Missionsbefaling til slut i Mattæusevangeliet. Gud sætter sin skabermagt bag Jesu afmagt, sådan som Jesus viste den i sin tilgivelse, kærlighed og nåde, i sit offer af sit eget liv, i sin lidelse og død. Alene Guds almagt kunne oprejse denne afmagt og hensygnende opofrelse fra døden igen.

Men derved er der også sket noget med Guds almagt. Og denne forvandling kan man bedst beskrive med ordet kærlighed. Gud elsker os. Det véd vi fra forkyndelsen af det kristne evangelium. Og intet som helst andet sted fra!
Men på baggrund af denne forkyndelse bliver spørgsmålet om det onde blot endnu mere radikaliseret, fordi vi nu ikke længere blot uden videre kan forklare det onde ind i Gud; at det onde eller den onde er en del af Guds vilje og har en skjult hensigt gemt et eller andet sted inden i Gud selv.

Det onde bliver i kristendommen i langt højere grad en anfægtelse?! Og det er Guds egen skyld, vi står med det problem, fordi han i det kristne evangelium har forkyndt sig selv i lighed med Jesu Kristi grænseløse tilgivelse og kærlighed. For hvis Gud således er god og kærlig og samtidig almægtig, hvorfor lader han så alt det onde ske? Hvorfor skal vi dø? Hvorfor skal vi lide, græde, sørge og fortvivles? Hvorfor sætter Gud ikke blot sin almagt igennem igen, sådan som han gjorde det, da Kristus opstod sejrrigt fra graven påskedag? Og sådan som han endelig og sluttelig vil sætte sin opstandelsesmagt igennem ved de sidste tider, hvor vi alle skal opstå til det evige liv?

På disse spørgsmål får vi i sidste ende ikke noget fyldestgørende svar. Det er skjult et sted i Guds almagt, som vi aldrig i evighed kan udgrunde og gennemskue. Den kristne Gud er ikke filosofiens Gud, hos hvem vi kan få svar på alle vore filosofiske spørgsmål og hos hvem der intet mysterium findes. Men det vi ved om og fra Gud selv er: at han i det kristne evangelium endegyldigt viste os menneskebørn, at han uanset hvad er en nådig, barmhjertig og kærlig Gud, som vi kan betro hele vores liv, skæbne og evige salighed. For i Jesus fra Nazareth, i hans liv, skæbne og endelige sejr over synden, døden og ondskaben, stillede Gud sig selv solidarisk med os midt i ensomheden, døden og fortvivlelsen og banede en vej ud af den.

Dét forklarer ikke det onde, døden eller synden, men det forkynder, at Gud er stærkere end det onde og døden. Og ikke alene vil bruge sin almagt til gavn for sig selv, men at hans storhed rækker til i Jesu liv, død og opstandelse at gøre sig afmægtig for vores skyld. Mere behøver vi sådan set ikke vide om Gud, mens vi lever på jorden. Alt andet er anmassende og forfængelig nyfigenhed og dertil nyttesløst tidsspilde, som om vi ikke med vores eget liv stadig stod i ubetalelig gæld til kærlighedens og barmhjertighedens skabende og opretholdende Gud. Vi skylder ham alt, fordi han gav alt. Fordi Gud er kærlighed!

Amen.
Henrik Bang-Møller
Sognepræst (kirkebogsfører), Hulsig Sogn, Skagen Sogn
336, 634, 59 v. 2, 166, 459 v. 6, 637 v. 4-9
Jesu fristelse i ørkenen
Matt. 4,1-11
1. Mos. 3,1-19 2. Kor. 6,1-2[10]
Prædikener fra 1. søndag i fasten Prædikener af Henrik Bang-Møller

Hjælp til søgning

Klik på det ønskede faneblad og start din søgning.

Præster og medarbejdere
Her kan du søge efter præster og medarbejdere og se i hvilke sogne, de er ansat. Du finder kontaktinformationer ved at klikke på sogn i søgeresultatet. Du kan også finde prædikener fra præster, som har bidraget til prædikensamlingen her på hjemmesiden.

Sogne
Her kan du finde information om alle stiftets sogne, ansatte og kirker. 

Kirker
Under kirker er der fotos af alle stiftets 334 kirker samt forklarende tekst om kirkernes historie og udsmykning. Kirkedatabasen bliver løbende opdateret, se de seneste opdateringer her. Kontaktinformationer på kirkens personale finder du ved at søge specifikt på præster og medarbejdere eller ved at søge under sogne. 

Provstier
Søger du på et provsti får du kontaktinfo på provst, provstisekretær og provstiudvalg samt et overblik over, hvilke pastorater og sogne der hører til i provstiet. Der er i alt 14 provstier i stiftet: Brønderslev, Frederikshavn, Hadsund, Hjørring Nordre, Hjørring Søndre, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Sydthy, Thisted, Aalborg Budolfi, Aalborg Nordre, Aalborg Vestre og Aalborg Østre.

Prædikener
Under prædikener finder du prædikener tilbage fra 1998 og frem til i dag. Det er præster i stiftet, der løbende bidrager til samlingen. Du finder en prædiken ved at søge specifikt på prædikantens navn, på årstal, en dag i kirkeåret eller fritekst. Navne på dage i kirkeåret finder du her. Du finder et direkte link til 'ugens prædiken' fra hjemmesidens forside.