Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

2018-07-01
Der var engang en fisker ved navn Simon. Han var ved at gå i land efter i mange timer, at have fisket helt forgæves. Men så kommer der en mand forbi og siger, at Simon skal kaste fiskegarnene ud igen. Som den erfarne fisker Simon er, ja som den fornuftige mand han i det hele taget er, så ved han godt, hvad der kan nytte noget, og hvad der ikke kan nytte noget. Derfor ved han også, at det er absolut nytteløst at kaste garnene ud igen, så han protesterer lidt, men af en eller anden grund, som Simon sikkert ikke engang selv kan forklare, så gør Simon alligevel som manden siger, at han skal.

På dit ord, siger Simon, kaster jeg garnene ud igen. Og Simon ender med at få fyldt fiskenettene med så mange fisk, at nettene er lige ved at sprænges.

Manden, der bad Simon kaste garnene ud igen, viser sig at være Jesus, som herefter kalder Simon til at være sin discipel.

Simon gjorde altså, ved sit allerførste møde med Jesus, den erfaring, at Jesu ord var stærkere end Simons egen fornuft. Der er mennesker, om hvem vi siger, at de har ordet i deres magt, men Simon gør faktisk den omvendte erfaring, nemlig at han er i ordets magt, i Jesu ords magt, og det er på det ord Simon kaster garnene ud igen.

Det er også på Jesu ord, at Simon forlader alt og følger efter Jesus for at blive menneskefisker.

Simon, der som discipel kom til at følge Jesus igennem mangt og meget, har gang på gang måttet erfare, at Jesu ord var stærkere end Simons egen fornuft og forestillinger om hvad der nytter og ikke nytter.

Hvad nytter det at omgås de fattige, de syge, ludderne og tolderne, samfundets udskud? Ja, med sin fornuft har Simon vel betragtet det hele som nytteløst, men på Jesu ord, fulgte han Jesus og så hvordan livet kom til den fattige, den syge, ludderne og tolderne, når Jesus mødte dem.

Jesu ord har også fået Simon til at gøre ting, som han havde tænkt var nytteløse eller umulige.

Nu hvor Jesus gerne vil vide, hvem disciplene mener at Jesus er, ja så kunne det lyde som om Simon har ordet i sin magt, for han svarer: »Du er Kristus, den levende Guds søn.«

Det er sandt, hvad Simon her bekender, men når han taler sandt, så er det ikke fordi han har ordet i sin magt, men igen så er det fordi Simon selv er i ordets magt, Guds ords magt, for da Simon bekender om Jesus, at »Du er Kristus, den levende Guds søn.«, da svarer Jesus: »Salig er du, Simon, Jonas søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.”

Igen og igen siger Guds ord dét til Simon, som Simon ikke kan sige sig selv!

Når Jesus herefter kalder Simon for Peter, og kalder ham den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på, så skyldes det altså ikke, at Peter kan og ved alt muligt om hvad der nytter og ikke nytter, og det skyldes heller ikke, at han har ordet i sin magt, og det skyldes da slet ikke, at Peter kan sige sig selv hvad Guds vilje er, tværtimod. Når Jesus vil bygge sin kirke på Peter og kalder ham for en klippe, så er det fordi Peter altid har brug for at få tilsagt det, som han ikke kan sige sig selv. Han har brug for at høre Guds ord, talt direkte til sig selv, og det er det bedste fundament for kirkebyggeri.

Jesus kender godt til Peters tvivl og tro og svigt, men Jesus ved også godt, hvad Guds ord kan, at Guds ord skaber hvad det nævner. Derfor kan Jesus bygge sin kirke på Peter og på dig og mig.

Ganske få øjeblikke efter Peters klare bekendelse af, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn, da fortæller Jesus disciplene hvad der videre skal ske, at Jesus skal gå op til Jerusalem og lide og død og opstå på den 3. dag. Straks protesterer Peter og går i rette med Jesus og siger: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vender sig om og siger til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

Så snart Peter vil bygge kirke på sine egne tanker og idéer om, hvad der skal ske, og hvad der kan nytte, så går det altså galt. Men det er værd at bemærke, at Jesus holder fast i Peter, og bliver ved med at holde fast i ham, for da Jesus siger til Peter, ”Vig bag mig Satan”, da siger han netop ”Vig bag mig” og ikke” Vig bort!” Jesus beder ikke Peter om at forsvinde, han beder ikke Peter om at forsvinde med hans tanker og ideer, men han beder Peter gå bag ham, altså følge i hans fodspor, følge i det spor som Guds ord kalder ham til at gå i.

Når Jesus spørger disciplene, hvem de siger at Jesus er, så er det fordi Jesus elsker sine disciple. Han vil gerne vide, hvad de bekender om ham, og ikke blot hvad ”man” i al almindelighed siger om ham. Han vil den personlige samtale med disciplene, den personlige samtale og det personlige forhold, hvor man åbner hjerterne for hinanden.

Af situationen mellem Jesus og Peter kan vi lære i hvert fald to ting, nemlig for det første det, at når dit hjerte er åbent for Jesu spørgsmål, som Peters hjerte var det, da han blev spurgt, hvem han mener Jesus er, så vil Gud give dig svar. For det andet kan vi lære det, at når du svarer "forkert", sådan som Peter gjorde, da han ville modsætte sig, at Jesus skulle lide og dø, så skal du ikke være bange for at blive forkastet eller for at blive elsket mindre eller regnet for mindre værd, for Jesus holder fast i Peter.

Vi kan tage nok så meget fejl, og svigte og komme på afveje, men som det gjaldt for Peter må vi tro, at det også gælder for os, at det ikke er vore tanker og idéer og fornuft, der holder kirkens fundament og sandheden om hvem Kristus er levende. Nej, det er sandheden om hvem Kristus er, der er livet for dig og mig og skænker os livet nu og i al evighed. For Guds søn kom ikke til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.

Jesus siger til disciplene, at ”Hvis nogen vil følge efter mig skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig…”

At fornægte sig selv, det vil sige, at løfte blikket og se, at livet er langt større, end hvad jeg selv har gjort det til eller kan gøre det til.

At fornægte sig selv og tage sit kors op, er at sætte sin lid til Guds nåde, i stedet for at forsøge at gøre sig selv fortjent til livet og til syndernes forladelse. At ville gøre sig fortjent er at fornægte Guds nåde, men det var ikke Guds nåde, men dig selv, Jesu bad dig fornægte.

Igen, ”Hvis nogen vil følge efter mig skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig…” siger Jesus.

At følge Jesus, det er at lade Guds ord lyde som ord sagt til dig, og se, at du intet vinder ved at prøve at gøre dig fortjent til livet og nåden og kærligheden, eller ved at hænge fast i og fokusere på din egen utilstrækkelighed, men at du vinder alt ved at løfte blikket og se, at Gud har skænket dig livet, har antaget dig som sit elskede barn i dåben, møder dig med tilgivelse og barmhjertighed, og har sendt sin søn til jorden for at skænke dig sin kærlighed, den kærlighed der overvinder alt, og har givet dig en plads i sin evige kærlighed. Amen!”
Mette Krogholm Pedersen
Sognepræst, Vejgaard Sogn
413, 446, 52, 332 ,11
Peters bekendelse Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse
Matt. 16,13-26
Jer. 1,4-9 1. Pet. 2,4-10
Prædikener fra 5. søndag efter trinitatis Prædikener af Mette Krogholm Pedersen

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.