Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

11-07-2004
Jette Christensen
Sognepræst, Bangsbostrand pastorat
736 - 450 - 332 / 54 - 477 - 356
Peters bekendelse Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse
Matt. 16,13-26
Jer. 1,4-9 1. Pet. 2,4-10
Helt mod nord, hvor Jordanfloden udspringer ligger Kæsarea Filippi. Byen er bygget af Filip, der var Herodes den Stores søn, til ære for den romerske kejser. Kæsarea betyder da også noget i retning af kejser.
Folk forbandt noget ganske bestemt ved ordet kejser. Han var den hersker, flertallet af jøderne helst havde været fri for. Det de drømte om var deres egen ny kong David, som selv den romerske kejser måtte bøje sig i støvet for.
Dagens tekst er fuld af et mærkeligt spil med ord og navne og benævnelser. Jesus kaldes forskellige ting. Simon får et nyt navn: Peter, men lidt senere kaldes han for Satan. Hele scenen kan være vanskelig at få overblik over, men det der er på færde er noget vi meget vel kender til.
Vi har brug for navne og betegnelser for overhovedet at forstå noget. Det vi ikke ved hvad er, gør os urolige. Vi hører en klapren ude i entreen - hvad er det? Så lytter vi indtil ordet melder sig: det er posten.
Med ordene og navnene bliver det uforståelige forståeligt og det onde mister sin magt.
Men navne og ord kan også bruges på en helt anden måde. Betegnelser, vi hæfter på vores medmennesker kan bruges til at ekspedere dem ud til højre med: han er en kværulant, sige vi om én eller anden, og så behøver vi ikke tage ham alvorligt og tage stilling til hvad han faktisk siger. Eller han er kommunist, eller københavner, eller missionsk - vi har masser af ord parat, kasser til at putte folk i og blive færdige med dem, forhindre dem i at blive sig selv. Vi danner os billeder af dem, som vi nemt kan få dem til at passe ind - i hvert fald så længe vi ikke kommer for tæt på dem. Mange billeder - især af vores fjender har jo en tendens til at smuldre, når vi står ansigt til ansigt med dem. Men selv i de nærmeste forhold kan der trænge billeder ind imellem os og dem omkring os, så selv vores nærmeste ikke får en chance for bare at være sig selv, fordi vi nok ved, hvordan de er og hvilke fejl, de har.
Men nu til fortællingen. Den begynder med en liste over de navne og betegnelser folk har fundet frem og brugt om Jesus. Det er slet ikke ringe navne og billeder, der er tale om. Folk mener, at Jesus er Johannes Døber, Elias, Jeremias - eller en anden af de store fra Det gamle Testamente.
Jesus har ingen kommentar, men går videre til det spørgsmål, som han vel er mest interesseret i at få besvaret: Hvad mener I?
Og Peter svarer: Du er Kristus, den levende Guds søn!
Det er ganske klart at Jesus er dybt bevæget over dette svar. Det er den egentlige sandhed om Jesus - og Peter er nok talerør, men han har ikke selv fundet på det: det er Gud selv, der taler gennem ham! Derfor er Peter "salig" - dvs. "særlig udvalgt", fordi han er Guds redskab. Og det er det, vi skal tænke på, når vi kommer til det vanskelige, at forstå Peters rolle i det, som bliver sagt: Du er Peter, klippe, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke.
Bygge Jesu kirke på Peter personligt? Det kan næppe være meningen. Så står og falder det hele jo med ham, og han var unægtelig lidt svag i det, da det skærtorsdag aften gjaldt om virkelig at bekende Jesus - med livet som indsats - og hvor han altså fornægtede Jesus.
Jesus bygger ikke på Peter, men på "den klippe". Hvilken? Naturligvis den bekendelse, Peter på disciplenes vegne lige har aflagt, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Det er den bekendelse kirken står og falder med - og som dødsrigets porte - dvs. alt hvad, der hører død og djævel til og truer Guds rige, ikke skal få magt over.
Og så har Jesus en tilføjelse til det han allerede har sagt. Og det er pga. denne tilføjelse han strengt forbyder disciplene at sige til nogen, at han er Kristus. De er nemlig ikke modne til at forkynde og folket er ikke modent til at høre om Kristus, før Jesus har forberedt dem på den skæbne, der venter ham og som hidtil har været en hemmelighed, kun Jesus kendte.
Kristus den levende Guds søn skal nemlig dræbes som en anden forbryder - om end han skal vende tilbage fra døden og opstå.
Her stopper al forståelse for disciplene. For dem, som for andre jøder, var den bratte død, for ikke at sige en forbryders død et tegn på Guds forbandelse. Og den død skal den levende Guds søn altså lide?
Det rimer ikke. Det føles, som verden styrter sammen. Alt, hvad de har hørt og lært er altså meningsløst!
Peter må igen tage ordet - for dette her må jo bero på en alvorlig misforståelse, og han sætter Jesus i rette. Han mener at vide alt om hvem Gud er, og hvordan det må gå hans søn. Han har for længst dannet sig sit billede af Gud, og har svært ved at lade det forandre, svært ved at bringe det i bevægelse.
Og ret meget længere er vi vist ikke kommet. Det er smerteligt at få sine billeder brudt ned, og lige så hurtigt evangeliet bryder vores billeder ned, lige så hurtigt bygger vi dem op igen. Vi vil så gerne se Gud i billedet af den mægtige sejrherre med kejserstatus, som støtter os og vore meninger og mål i et og alt. Men Jesus siger: Den som vil frelse sit liv skal miste det, men den som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det.
En schweizisk digter har sagt det på denne måde: altid bygger vi en mur af billeder op omkring os - kun når vi giver vores liv væk og får det igen i kærlighed er vi uden billeder.
Amen.