Supervisionskonsulent

Hanne Kragh Pahuus, som har været ansat som sognepræst fra 1983 – 2012, er i 2004 uddannet samtale- og arbejdsvejleder fra det nuværende Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) og har siden arbejdet som supervisor med tilknytning til Aalborg Stift og FUV.

Fra 2011 – 2015 har hun været kursusleder og underviser på grunduddannelsen i sjælesorg for sogne- og institutionspræster ved FUV. Hun har også afholdt samtaletræning for studerende i faget sjælesorg på Pastoralseminariet i Aarhus.

Relevante udgivelser for supervision:

Præsteforeningens Blad 2005/7: Det forvandlende i samtalen
Hanne Pahuus (2017) : Samtaler om eksistensen (Aalborg Universitetsforlag)
Hanne Pahuus (2021). Artiklen Eksistentiel teologisk sjælesorg i bogen Sjælesorg i bevægelse, red. Lone Vesterdal og Thomas Gudbergsen (Forlaget Eksistensen)

Form og indhold

Supervision foregår i dialogisk form enten i grupper eller ved samtaler mellem supervisor og en enkelt supervisand.

Som supervisor i folkekirken er man uddannet samtale- og arbejdsvejleder. I denne betegnelse ligger der, at man i supervision både kan bringe sjælesorgssamtaler og samarbejdsproblemer frem som emner.

Supervision i en gruppe

I gruppesupervision taler supervisor med supervisanderne en ad gangen, men inddrager samtidig gruppens medlemmer i den proces, som er i gang i samtalen. Derved opstår der en ligeværdighed mellem supervisor og gruppens medlemmer.

I supervisionen kan man vende indtryk fra sit sjælesorgsarbejde med kolleger i et fortroligt rum. Man kan enten have mødt mennesker i sorg eller nogle, som er kommet ud for voldsomme hændelser. Sjælesorg kan også være med mennesker, der er i en eller anden form for eksistentiel krise. I supervisionen kan man vende og få kastet lys på de møder, man har haft med mennesker og få støtte til at kunne være i noget, som er tungt.

Som præst har man ofte mangfoldige opgaver. Til tider kan ens arbejdsliv komme til at fylde for meget, ligesom samarbejdet med kolleger og kirkepersonale kan være vanskeligt. Supervisoren kan i kraft af en årvågen lytten og åben spørgemåde være medvirkende til at bringe supervisanden på sporet af det afgørende i hans eller hendes måde at være præst og kollega på. Ligesom det også er en hjælp at mærke, at man ikke er alene om til tider at skulle kæmpe med problemer i sit arbejde. Den kollegiale støtte er således afgørende.

Supervision er også en måde at lære selve samtalens kunst på. Den lærer man dels ved at lytte til samtalen og dels ved selv som gruppemedlem at blive inddraget i og give bidrag til samtalen. 

Gruppesamtalerne er af tre timers varighed pr. gang.

Individuel supervision

Her kan man ligesom i gruppesupervisionen vende sjælesorgsamtaler og andet arbejdsrelateret. Det sidste kan være samarbejdsproblemer eller et arbejdsliv, der er belastende for en. Også her er den ligeværdige dialogiske form afgørende.

Individuelle samtaler varer halvanden time pr. gang.

Tavshedpligten

I forbindelse med supervision har man absolut tavshedspligt. Det betyder for det første, at man anonymiserer de personer, som man måtte omtale, og for det andet betyder det, at hvad der kommer frem i en gruppe bliver inden for gruppens rum. Supervisor selv har også tavshedspligt i forhold til det, han eller hun får at høre.