Stiftet
Kirker

2. søndag i advent

08-12-2019
Anette Melbye Madsen
Sognepræst, Skalborg Sogn
74 - 885 (Kirkesangbogen) - 448 - 80 - 87
Lignelsen om de ti brudepiger
Matt. 25,1-13
Es. 11,1-10 eller Mal. 3,1-3 Jak. 5,7-8
Så gik vi lige her og hyggede os med adventskrans, lys og julestemning – og så skal vi høre det her! Her er ingen julehygge – og det er fordi, vi i kirken IKKE er i gang med at forberede julen – men advent. I advent venter vi, at Jesus Kristus kommer igen og gør alting nyt. Ikke som et barn i en stald, men som en voksen, myndig mand. En, der hersker, en konge i gammeldags forstand.

Ærens konge, brudgom – er noget af det, han kaldes. Han kommer engang i fremtiden, og når det sker, bliver jorden anderledes. Alt – som i alt – skal blive godt. Ulve og lam bliver venner. Køer og bjørne leger sammen. Ingen dør, igen bliver syge, ingen ulykke, ingen sorg.

Når han kommer, bliver der fest. Teksten her kalder det en bryllupsfest – og ja, den er gammel, den spiller på forestillinger, som kun få af os har, om et bryllup med en brudgom, der kommer og henter brudepigerne. Sådan er det med de her gamle tekster. Det må vi finde os i. Men hvad værre er, så kan det nok knibe med at se, hvad festen er. Der er i hvert fald ikke meget fest for de såkaldte tåbelige brudepiger. Snarere frygt, usikkerhed, modløshed.

Tekster som den her er blevet brugt til at dunke andre – og sig selv – i hovedet med. Den har fået mennesker til at leve i frygt – og når man gør det, så brænder man ud. Hvis man hele tiden skal se sig over skulderen, hele tiden skal være på forkant og omgangshøjde, så glemmer man det øjeblik, som er lige nu og her – og så, ja, så er man ikke med i festen. Man er udenfor.

Den fest, det her handler om, er livet. Lige her og nu – ikke i fremtiden, men her. Nu. Hvad er det, vi gør med livet, mens vi venter? Er vi så fokuseret på fremtiden, at vi glemmer det, der sker lige nu og her?

Sker det ikke for de fleste af os i ny og næ, at vi oplever noget i livet, som vi ikke rigtigt deltager i?

Sker det ikke, at livet går forbi? At man ikke tager del i det. Man er måske optaget af noget andet – eller man er ikke optaget. Kan ikke få fodfæste. Kan ikke overskue at tage del i det?

Nogle gange kan andre hjælpe, men andre gange ER det sådan, at intet andet menneske kan hjælpe – heller ikke selvom de gerne ville. Nogle gange kan det ske, at det eneste man kan er at bede. Gud, være med mig for jeg kan ikke selv.

(pause)

Jeg mener altså ikke, at den tekst handler om, at NOGLE lades ude for Guds rige og andre kommer ind. (Bl.a. fordi Jesus fortæller den til sine disciple, der følger ham – og fordi det ikke er Jesus’ stil at skræmme os.)

Den viser os, at vi somme tider er udenfor og andre tider er vi indenfor.

Vi er både kloge og tåbelige. Skellet går ned igennem hver enkelt af os – ikke mellem os.

Det er hver især af os, der kan løbe tør for olie. For liv, for tro – for livsmod.

Livet lukker nogle gange døre, så vi står udenfor. Noget, vi gerne vil, men ikke kan. Eller noget, man måske godt kan, men ikke lige får gjort. Fordi vi gør noget andet – eller måske fordi man intet gør. Ikke rigtig kan.

Vores lampe er løbet tør – for at bruge billedsproget fra teksten. Og man kan ikke lige få olie til den af en anden. Det er dybere end det. Så det kan være svært at komme ind i livet igen.

Tanken er, at advent er tid til fordybelse. Spørge sig selv, hvad vil jeg med mit liv? Gør jeg, som jeg vil, eller gør jeg noget andet?

Adventstid er tid til at overveje, hvilke værdier man lever efter – lever jeg efter de værdier, jeg har, eller er noget andet sneget sig ind? Lever jeg, som jeg vil? Og hvorfor?

Og adventstid er tiden til at åbne sig for fylden i livet. Få kontakt med tro, tillid, håb og kærlighed.

Hvad er det for værdier, jeg lader fylde i mit liv – eller sagt her med tekstens ord: hvilken olie hælder jeg på min lampe?

At fordybe sig over sit liv – det kan vi kun selv. Det virker ikke, hvis andre gør det for én.

Men her i kirken forsøger vi at hjælpe olien i lampen, så at sige. Det er i hvert fald hensigten, at vi her i kirken kan få energi og nærvær til at hverdagen og livet og de mennesker, vi deler det med.

Vi er i en sammenhæng. Med hinanden, med Gud, Kristus og Helligånden. Den sammenhæng som også Paya er. Og det er olie på lampen. Paya har lige har fået olie på sin lampe – ligesom vi fik det, da vi (hvis vi) blev døbt. Vi er i en sammenhæng, hvor det ikke kun afhænger af én selv. Hvor man trods fejltrin, trods lukkede døre, trods modløshed ikke er udenfor, men er sammen med andre, der vender sig til Gud – beder om livsmod, tro håb og kærlighed – olie på vore lamper.

Hvordan gør man lige det? Det kan være svært, Og derfor sker det i kirken - ikke kun i advent, men søndag efter søndag, så man kan komme igen og igen. Her er der plads til at fordybe sig. Til advent, til jul, til påske og pinse og en helt almindelig søndag. Det er tænkt som en hjælp til at få olie på lampen – få livsmod og – lyst til være her på jorden som den er nu. Lige nu og her.

Og så engang – siger kristentroen – kommer Jesus Kristus som konge og hersker og tager os alle med til sin fest. På en jord uden mørke og sorg – det har kristne ventet på i ca. 2000 år, så det er ikke sikkert det bliver i år, derfor skal vi forsøge at være i livet her og nu og lige nu – og når så det bliver d. 24. december og han ikke er kommet som voksen, så fejrer vi, at han kom første gang. Det gør vi til den tid.

Så glædelig advent!