Stiftet
Kirker

1. søndag i advent

2019-12-01
Vi står i dag 1. søndag i advent ved begyndelsen af et nyt kirkeår. Mange benytter et tidsskifte til at tænke over deres liv; hvad gik godt? Hvad kan jeg takke Gud for af glæder, som jeg har erfaret i årets løb? Og hvad slap jeg skidt ad sted med at gøre? Hvad kan jeg bede om tilgivelse eller hjælp og styrke til at være i? Med andre ord: Vi kan i adventstiden gøre ligesom mange gør op mod kalenderårets nytår: Vi kan tænke tilbage på tiden, der er gået og vi kan se frem mod det nye kirkeår, hvad det vil bringe. Og i begge tilfælde kan vi gøre det i tillid til Gud. Og det er reelt det, vi gør, når vi begge ved årsskift synger 'Vær velkommen Herrens' år i henholdsvis advents- og nytårsudgaverne. Vi siger velkommen til det nye år i troen på, at Gud er med os ind i den nye tid.

Advent er en forberedelsestid og ladet med store forventninger. Vi kan også se den som en besindelsestid. Advent er da ikke blot nedtælling til jul, som kalenderlyset ellers indikerer, ikke blot gaveindkøb og juletravlhed, men advent er tiden, hvor vi kan tænke over, hvad det betyder for os i 2019, at Gud lod høre fra sig, da han sendte Jesus til os. Det kan vi besinde os på. På den måde kan vi forberede os på jul. Så modvirker vi, at julen blot bliver en ramme for en fest uden indhold og hvor vi mere eller mindre mekanisk holder traditioner i hævd. At besinde sig på meningen med, at Jesus blev født i Betlehem, gør, at det bliver mere end et æde- og gaveorgie. Julen lades med betydning og får indhold. Traditionerne får nyt liv. De bliver levende. Det ligger lige til højrebenet, at det kan vi bruge adventsdagene til.

I evangeliet til i dag, befinder vi os også ved begyndelsen af noget nyt, en ny tid. Jesus er kort tid forinden blevet døbt i Jordanfloden. Han er efterfølgende blevet fristet i 40 dage i ørkenen. Nu står han offentligt frem i synagogen i sin hjemby Nazareth og læser højt fra Esajas´ bog:

"Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren."

Så lukker Jesus bogen og siger:
"I dag er det skriftord, som lød i jeres ører gået i opfyldelse."

Med de ord giver Jesus udtryk for sin selvforståelse og hvad der er hans opgave: han er kommet for at opfylde de forventninger, som mennesker gennem århundreder har haft til Gud, at han skulle sende Messias til verden. Det sker nu. Nu opfyldes forventningerne af Gud gennem Jesus. Det sker i det øjeblik, at Jesus står frem og taler om Guds rige og gør Guds rigets gerninger: Helbreder syge og sætter mennesker fri af deres skyldfiksering. I DAG siger Jesus til de måbende synagogegængere. I DAG.

Det, som skete i til gudstjenesten i Nazareth, er faktisk det, som sker ved hver eneste gudstjeneste hele kirkeåret: der bliver læst højt for bibelen og det læste bliver udlagt, så det forhåbentlig kan høres som noget, der siger mig noget i mit liv.

Det kendetegner en kristen gudstjeneste. Vi skal ikke lede efter, hvad er skal læses højt fra.

Vi skal læse fra bibelen. Men kirken er ikke en læseklub, som blot læser højt. Det læste skal udlægges og oversættes, så det siger os noget i dag. Det sker ved hver eneste gudstjeneste. Og helt centralt er det, at jeg bliver sat fri af det som undertrykker mig og det kan være mine selvbebrejdelser, min skyld, det som jeg burde have gjort, men ikke gjorde, og det onde, som jeg skulle have afholdt mig fra. Det tilgiver Gud mig og det gør, at jeg igen kan forstå mig som et frit menneske i dag.

I DAG. I DAG. Det kan ikke siges nok. Det er det afgørende, ikke hvad det betød i en fjern fortid, men hvad det betyder for os i dag. Da kan troen springe frem i os, når vi hører budskabet og forstår, at det gælder os, men det, at ordene fænger og troen springer frem som en levende kilde i tilhøreren, kan selv den dygtigste retoriker, det mest veltalende menneske ikke sørge for. Han er altid kun anledning til, at hans ord bliver levende ord, kun anledning til at troen springer frem i tilhøreren eller at troen liver op og næres. Det er Gud, som ved Helligånden puster liv i de spinkle og fattige menneskeord. Troen er således noget, som Gud lader ske, men mennesket kan modsætte sig. Det kan bevidst lukke af og sætte sig for, at det ikke må få nogen betydning. Og da kan selv den dygtigste taler stå på hænder, hoppe eller danse for sit budskab, det hjælper ikke spor.

Det ser vi jo ganske tydeligt ved folks reaktion i Nazareth. Først reagerede de forsamlede i synagogen med stor glæde, hvor var det godt, at Gud endelig opfyldte messiasforventningerne. Hvor var det godt! Det havde de længtes efter i generationer. Endelig kom vendingen, endelig kom Messias. Men begejstringen var kortvarig, den fordampede i næste øjeblik, da de tænkte og mumlede: Jamen, er det ikke Josefs søn? De så Jesus som Josefs søn og ikke som Guds søn. Begejstringen slog over i afvisning. De anerkendte ikke, at Jesus er Messias, Guds søn. Det, som vi ser meget tydeligt, er, at de bevidst ikke ville tage imod. De lukkede af. Så kunne glæden være nok så stor. Man kan ikke tvinge glæden igennem, her gælder det som med kærligheden: Den kan ikke påtvinges.

Messias er kommet. Gud har opfyldt sit løfte om at sende ham til verden. Det er ikke ensbetydende med, at det er sivet ind på lystavlen. Men det rokker ikke ved det, at Messias er kommet, hvad enten han tros eller ej. Hans komme er ikke afhængig af, hvor mange der tror på ham. Om så kun en håndfuld troede ham, så er han stadig kommet til verden.

Gud har sendt Messias, uanset om han tros eller ej.

Det svarer til, at faren i et hjem træder ind ad døren og siger højt og tydeligt: "Nu er jeg hjemme fra arbejde." Måske han banker på, og åbner døren ind til barneværelset og siger højt: "Hej, jeg er hjemme. Har du haft det godt?". Men barnet kan være optaget af at spille på sin playstation. Det ser nok faren, at han er kommet hjem, nikker lige, men det får ikke nogen videre betydning, da det er så optaget af spillet, som det er i gang med. Senere kommer barnet ud og siger til faren: "Hvornår er du kommet hjem? Hvorfor gav du ikke lyd fra dig?". Det samme kan gentage sig, når forældrene senere kalder til aftensmad: "Hvorfor var der ingen, der kaldte på mig?"

Messias er kommet hjem til os, men vi kan som barnet i sit spil være så optagede af vores eget, at vi ikke bemærker det og ikke begriber, hvor betydningsfyldt det er. Her er det opgaven for os, at vi løfter blikket fra vores eget, det vi har så travlt med, så vi kan glæde os over, at Messias er kommet. Gud er kommet til verden. Han er kommet for vores skyld. Hvor er det stort og godt!
Niels Christian Scheel Lassen
Sognepræst (kirkebogsfører), Sejlflod Sogn, Storvorde Sogn
Jesus i Nazarets synagoge
Luk. 4,16-30
Es. 42,1-9 Rom. 13,11-14
Prædikener fra 1. søndag i advent Prædikener af Niels Christian Scheel Lassen

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.