Stiftet
Kirker

8. søndag efter trinitatis

2014-08-06
Egen lykke er godt, men andres ulykke er heller ikke at foragte.

Sådan siger et af vores gamle ordsprog. Nu skal man jo ikke tillægge dem evig sandhedsværdi, men alligevel fortæller de os alligevel tit nogle sandheder, som er mere eller mindre rare at få at vide. Og det her er måske en af de værre. For hvor ofte har vi ikke oplevet at mennesker med nærmest fryd i øjnene kan fortælle om andres ulykke – sole sig i at det går vel nok skidt for dem, mens jeg har da forstået at gøre det rigtige. Vi kan jo bare kaste et blik på spisesedlerne foran kioskerne eller hylden med ugeblade. Historierne om andres ulykke og dumhed – dem elsker vi at svælge i.

I dag hører vi om to mennesker der bygger huse. Den ene bygger sit hus på sandgrund mens den anden bygger det på klippe. Men det bliver uvejr, skybruddet kommer, floderne stiger og stormene suser – og hvad sker der? jo huset som er bygget på klippen blev stående, mens det der er bygget på sandet falder sammen.

Og her kan man så måske lade sig gribe af den menneskelige skadefryd, for selvfølgelig måtte det gå sådan for den tåbelige mand. Hvem kan bygge på sand og tro at det holder?

Og læser man nøje hvad der står i evangeliet, så er den kloge mand, der havde bygget sit hus på klippen, den der rigtig har forstået at lytte til Guds ord. Ham som ikke har ladet sig besnære af falske profetier men som har Guds ord rent i sit hjerte. Mens den anden har været dum nok til at lade sig lokke på afveje af falske profeter, han er den der ikke har forstået sandheden om Gud og mennesker, måske han er den der har fortalt halve sandheder og misforståelser videre.

"Så selvfølgelig måtte det gå sådan" tænker vi måske med en snært af skadefryd "Godt det ikke er mig, jeg ved hvad der er rigtigt, jeg tror det rigtige, jeg gør det rigtige". "Det er værre for ham tåben der ovre, der ikke har forstået noget som helst, der skal ikke meget til før hans verden falder sammen".

Når vi hører evangeliet i dag om den kloge mand og den tåbelige mand, kan vi måske gribe os selv i at spekulere over hvem af dem vi kender der i grunden har bygget på klippe, og hvem der har bygget på sand, hvem af dem vi kender, der har forstået sandheden og hvem der ikke har?

Men hvordan kan vi overhovedet afsløre andre, hvordan kan vi gøre os til dommer over hvem der bygger hvordan? Hvem der har forstået Guds ord? Måske vores eget hus, vores liv, er bygget på det løseste sand, uden at vi selv er klar over det. Og måske den nabo vi går og har ondt af fordi vi ikke synes han forstår at leve sit liv på den rigtige måde, har forstået mere end vi aner.

Skadefryden og bedrevidenheden, må vi lægge på hylden, for det er ikke noget mennesker hverken kan eller skal dømme om. Når det kommer til stykket, er der kun én eneste der med sikkerhed har været klog nok til at bygge sit hus på en klippe, hvor det står urokkeligt fast, og det er Gud selv.

Huset som Gud har bygget er kirken, og den står fast og godt på sit eget fundament, som hverken kan rokkes af storme eller bølger. "Kirken den er et gammel hus, står om end tårnene falde" sådan sang vi før om den kirke der aldrig kan falde fordi dens fundament ikke er noget omskifteligt, eller forgængeligt, men er selve troen på Jesu, og derfor rummer dette hus al himmel-herligheden, men vel at mærke hernede, hvor vi selv er. Gudshuset er himlen som er sænket ned på jorden. Og selvom vores gamle kirke er bygget af de stærkeste granitblokke, så vil også den engang være blevet til småsten og støv – det eneste der består er Guds nærvær i verden, den klippefaste hånd han holder under os.

For alle vores egne bygningsværker og konstruktioner, de er her kun for en tid. Når tårnene falder, falder de. Og det uanset hvor store og prægtige de er.

Her om sommeren er der mange steder i landet sandskulpturfestivaler. Her kommer kunstnere fra nær og fjern laver de flotteste kunstværker i sand. Jeg læste på et tidspunkt et interview med en inder der var blevet verdensmester i at bygge sandskulpturer. Han var vokset op i en fattig fiskerfamilie på stranden et sted i Indien. Hver dag skulle han ud og fiske med sin far og sine brødre, men hver morgen før de tog afsted, stod han endnu tidligere op for at nå at bygge sandskulpturer på stranden, det var hans største passion. Og det havde han dyrket med en intensitet og interesse som havde gjort ham til verdens bedste, der i dag rejser rundt i hele verden og bygger sandskulpturer. Men ærgre du dig ikke" spurgte journalisten "over at dine kunstværker forsvinder så hurtigt igen". "Om de holder 3 måneder eller 1000 år, det er ligegyldigt for mig", svarede inderen, "uanset hvad, så er kunstværker forgængelige, og i lyset af evigheden holder alle kunstværker uanset hvad de er lavet af kun et øjeblik".

Og sådan er det med alt hvad vi selv bygger. Vi synes måske vores huse står længe, flere generationer, længere end vi selv lever, men i lyset af Guds evighed er det kun et øjeblik. Vi kan ikke med vores egne hænder bygge noget, hverken kunst eller huse, liv eller tilværelse, eller noget som helst andet, som kan stå evigt.

Men mange af os ønsker at stå på en klippe, solidt plantet der hvor den evige Gud holder hånden under os, så vores liv ikke falder sammen. Vi ønsker en fast forankring i vores liv, en klippe der er så stærk at den rummer selve evigheden. Og det bliver os fortalt, at den klippe findes, men at vi ikke selv skaber den, men vi kan få den skænket.

I dag er I forældre til Mathilde kommet her til kirken med jeres lille datter for at få hende døbt. Vi stod før heromkring døbefonten, omkring dette mægtige stykke granit, et symbol på den faste klippegrund, og hørte Jesu ord om at Mathilde er Guds barn. Og døbefonten er netop symbolet på den klippe, det grundlag vi kan bygge vores liv på. I dåben siger vi ja til, at vores livs grundlag er Gud selv, hans ord, som står lige så fast og urokkeligt som en granitklippe. Selvom alt andet omkring os falder sammen, alt det vi selv har bygget bliver til ingenting, uanset hvad andre mennesker mener og synes om os og det liv vi lever, så bær Guds ord os, det er den klippe som aldrig falder.

At bygge sit liv på den faste klippegrund betyder ikke, at vi undgår uvejr og storme i livet, men det betyder, at uanset hvor voldsomt et uvejr vi kastes ud i kan det ikke for alvor væltet os omkuld.

Amen
Sigrid Wilbrandt Kjær
Sognepræst, Hillerslev-Kåstrup-Sennels pastorat
750 - 448 - 323 / 331 - 192,7 - 318
Lignelsen om huset på klippen og huset på sand
Matt. 7,22-29
Mika 3,5-7 1. Joh. 4,1-6
Prædikener fra 8. søndag efter trinitatis Prædikener af Sigrid Wilbrandt Kjær

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.