Stiftet
Kirker

8. søndag efter trinitatis

2005-07-17
Bokseren Muhammed Ali sagde engang i et interview: "Det er svært for en mand af mit format at være beskeden".

Tiden siger, at vi danskere er håbløse. Vi tror for lidt på os selv og ligger under for Janteloven. Tiden kræver, at vi får lavet om på det. Vi behøver nemlig ikke at gemme os. Vi kan roligt træde frem i rampelyset. Vi behøves ikke at være flove. Vi er noget, - i alle tilfælde lige så meget som alle de andre. Vi må træde ud af vores skyggetilværelse, - den vi danskere alt for let gemmer os i, i beskedenhed. Vi må vise vores træs frugter frem, - vise hvad vi duer til, og være stolte af det. Tiden kræver det, for gør vi det ikke, er vi ikke med, og andre, der sælger sig selv bedre, kommer ind i varmen, i stedet for os.

Det er det, det drejer sig om. Der skal i alle tilfælde nok være noget om det. Beskedenhed har været en dyd i vores kultur i den grad, at det er både synd og skam. Derfor gør mange af os, hvad vi kan, for at leve op til vores tids krav. Vi opper os. Sender jobansøgninger, der fortæller, at vi er glade, udadvendte, kreative, engagerede og villige til at tage et ansvar. Og så synes vi selv, at det egentlig passer meget godt på det, vi i virkeligheden er, inde bag vores gamle beskedenhed. Vi klæder os i sjovt tøj og er ikke bange for at blive lagt mærke til med nye farver i håret. Vi rejser os op og siger noget ved enhver lejlighed, og lærer det allerede som børn i skolen, hvor projekter skal fremlægges, og forældre skal orienteres af børnene selv. Vi opper os og forsøger at leve op til tidens krav ved at lægge den forkætrede Jantelov og beskedenhed bag os.

Men vi glemmer noget: frugten.

Muhammed Ali sagde: "Det er svært for en mand af mit format at være beskeden". Og han mente det. Ingen, der bare har set ham på fjernsyn én gang,
kan være i tvivl om, at Ali ejede en endog meget stor selvtillid, og at den totalt forbød beskedenhed.
Men det, der er det spændende, er, om han har ret, når han sagde, som han gjorde til journalisten. Hvis ikke han har ret,
er det nemlig fuldstændig pinlig, det han sagde. Hvis Muhammed Ali i virkeligheden var i besiddelse af et meget lille format, krævede det i stedet en vis tilbageholdenhed for ikke at blive pinlig, og Ali har gjort sig selv helt til grin ved at komme med sin selvglade udtalelse. Det er det, som Ali er, der afgør det, og slet ikke, at han tør sige det. Ingen er vel i tvivl om,
at Muhammed Ali var i sin gode ret til at sige, som han sagde,
for han havde et stort format, - i alle tilfælde som bokser.
Og beskedenhed var ikke noget, han behøvede at tage sig af som bokser.

Men jeg leger bare med tanken, fordi vi i dag, i vores tid,
har så forfærdelig travlt med at smide vores mindreværdskomplekser af os, - så travlt, at vi glemmer at tage højde for, hvad det er, vi har at vise frem inde bag ved. Er der overhovedet noget så interessant derinde, at vi partout skal have det frem i lyset og helst foran alle de andre, så deres dyder kan blegne i vores selvpromovering? Jeg ved det ikke. Men er der ikke, er der slet ingen grund til at vise det så voldsomt frem.
Så er det vel bare pinligt, det vi gør?

For et par år siden var der en dansk sang, der var fremme, og som havde en linie, der lød sådan her:
"Vi går i de stores spor
i alt for små sko
og med alt for store ord".
Ordene blev sunget af Michael Falck, der sikkert også har skrevet dem. Hvad hjælper det, at man forsøger at leve op til tidens krav og følge i de stores spor og være som dem, hvis man i virkeligheden går rundt i alt for små sko med alt for korte skridt og råber store flotte ord uden mening?

Vi glemmer frugten. Vi glemmer at alt, vi gør, bliver til varm luft, hvis det hele kun drejer sig om at turde det og gøre det, som vi mener vores forbilleder gør, men vi ingen frugt har at give af. Vi bliver falske profeter, der, når vi smider beskedenheden af os, i stedet klæder os i andres forventninger til os. Vi bliver: glade, selvsikre, målrettede, smarte og på alle måder rigtige i alt for stort tøj med små fødder i små sko inden under. Vi bliver latterlige, - en form uden indhold. Vi glemmer frugten.

I dag taler Jesus til os, - meget alvorligt. Han er ved at afslutte sin bjergprædiken, og det gør han ikke ved at runde sådan lidt af og trøste os til sidst. Nej, det gør han ved at tale alvorligt.

Der er falske og sande profeter, og de kan kendes på frugten,
sådan som træerne kan det. Det er alvorlig snak, især ind i vores tid, men egentlig i virkeligheden ind i enhver tid. Vi kan ikke smyge os udenom. Den sande profet kendes på frugten, - ikke på om han har selvtillid eller ej, om han er beskeden eller ej, ikke om han gør sig til eller ej, - men på frugten alene.
Og frugten skal være sød og dejlig som figner og druer.

Et træ bestemmer ikke selv sin frugt, - et træ giver den frugt,
den er bestemt til at give, og som stammens kraft og saft giver at lave frugt af.

Den falske profet giver dårlig frugt og skal kastes i ilden. Den sande profet giver god frugt og skal gøre Guds vilje. Det er uafhængigt af tid og sted, - det er evigt gyldigt. Vi er bestemt til den gode frugt. Vi er Guds børn. Vi er hans kirke på jorden. Vi er hans arvinger. Det er sagt til os ved dåben.

Vi har altså frugt at vise frem. Måske forskellige hver især, måske ikke alle prangende flotte frugter. Smager figener sødt, er de dog alligevel ikke særlig kønne. Men de er gode frugter skabt af Guds kraft og ånd, og de bærer glæde og liv, hvor de bliver plukket og spist.

Vi har disse frugter som en gave fra Gud. Det er lovet os, også selvom vi ikke altid selv kan se og mærke dem. Det er dem, vi giver af, når vi græder med en nabo, der har mistet. Det er dem vi giver af, når vi i ren selvforglemmelse får det lille barn til at le og stoppe sin gråd. Det er dem, vi giver af, når vi giver af os selv, fordi vi ikke kan andet. Vi skal vide, det er sandt, for derudaf kommer en frimodighed stærkere en tidens krav om selvpromovering.

Det er alvorlig snak. Men det er alvorlig snak, Jesus har til os i dag. Bær den frugt, du som træ er beregnet til at bære.

Som der er blevet læst op i dag foran altret: "Alle, som drives af Guds and, er Guds børn. I har jo ikke fået ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og ind i den råber vi: Abba, fader!".

Som Guds børn og arvinger af ham ved hans dåb lad os derfor beriges af hans ånd og kraft og med frimodighed bære hans frugt til glæde for os selv og andre.

AMEN!
Ingeborg Bruun Sebbelin
Sognepræst , Bælum-Solbjerg pastorat
726 - 504 - 17 - 390 - 374
Om falske profeter
Matt. 7,15-21
Jer. 23,16-24 Rom. 8,14-17
Prædikener fra 8. søndag efter trinitatis Prædikener af Ingeborg Bruun Sebbelin

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.