Stiftet
Kirker

16. søndag efter trinitatis

2019-10-06
For 30 år siden – tilbage i 1989 – blev verden pludselig rystet af nogen helt igennem forfærdelige reportager og billeder af børn fra rumænske børnehjem.

Der er mange groteske elementer i den historie; i de mange, mange omsorgssvigt, som langt over 100.000 børn blev udsat for på deres børnehjem og som jeg slet ikke har lyst til at tænke på.

Men én ting, som deres historie i hvert fald har lært os på en helt ny og skræmmende måde, er, hvor dyb en del det er af vores natur som mennesker, at vi er sociale væsener.

Virkeligheden på mange af de her rumænske børnehjem var, at børnene, fra de var helt nyfødte, simpelthen blev overladt til at passe sig selv. Så godt som uden nogen form for hverken fysisk eller social kontakt med voksne. Ingen omsorg. Ingen nærhed. Og selvfølgelig blev de ødelagt. Og mange af dem kæmper stadig – nu i deres voksenliv – med eftervirkningerne; med psykiske problemer og sociale udfordringer og alt muligt andet.

For sagen er bare den, at vi mennesker, vi fungerer simpelthen ikke RIGTIGT uden omsorg – og uden nærvær. Hverken når vi er små, eller store.

Vi er skabt til fællesskab – skabt til at være i relation med hinanden – i nærkontakt med hinanden. Det er noget af det mest grundlæggende, der er at sige om os; og noget af det mest afgørende af, hvad det vil sige at være skabt i Guds billede. Vi er skabt til at elske og blive elsket. Og når det bliver taget fra os, så går vi simpelthen i stykker.

Det er også derfor, at sorgen over at miste dem, vi elsker højest, er så ubærlig. Det kan være en smerte så stor, at den ganske enkelt ikke er til at holde ud.

En af de svære ting ved sorgen er, at vi jo ikke umiddelbart kan se den. Det er ikke en fysisk smerte, der kan lindres med smertestillende medicin. Der er ikke noget sår, vi kan smøre salve på, eller vikle bandager om.

Måske er det derfor, vi nogen gange kan opleve, at efter en tid, så begynder venner og familie spørge, om det da ikke også snart er tid til at komme videre. Eller at de på et tidspunkt simpelthen helt stopper med at spørge, hvordan det går, fordi de tænker, at nu fylder det nok ikke så meget mere – eller fordi de ikke vil risikere at rode op i sorgen igen.

Nogen af os kan måske også finde på at bebrejde os selv over, at sorgen bliver ved med at fylde. ”Nu er der gået 3 måneder. 6 måneder. Et år. To år. Nu må jeg da også se at komme videre. Hvorfor sidder jeg bare fast?”

Men sorgen er der stadig. Smerten er der stadig. Fordi, når vi mister den, som vi elskede så højt, så er det ikke kun ham eller hende, vi mister. Så er det også en del af os selv, der pludselig er væk. Den kærlighed vi havde, den har vi jo stadig – men der er ikke længere noget sted at aflevere den. Og det gør ondt. Frygtelig ondt.

Over tid kan vi – i de fleste tilfælde – lære at leve med sorgen – ligesom vi kan lære at leve med et amputeret ben – men der vil for altid være en del af os selv, der mangler.

Det er sådan en situation, Jesus møder enken fra Nain i. Lige dér hvor sorgen og smerten er allerskarpest. Han ser hende i ligfølget – på vej ud af byen – på vej ud til graven. Gående efter båren, som hendes eneste søn nu ligger på. Livløs. Hun kender allerede sorgen. Hun har været der før. Hun er enke. Og nu også barnløs. Hvor skal hun gøre af al sin kærlighed?

Og så hører vi nogen ord, som vi måske nemt kan komme til at læse hen over, uden sådan rigtigt at lægge mærke til det – men som på sin vis faktisk er virkeligt overraskende, og som for mig er helt afgørende for, at jeg er en kristen – og overhovedet har lyst til at være en kristen.

Vi hører nemlig, at da Jesus så hende, så ’ynkedes han over hende’.

Vi kender selvfølgelig godt til, at vi kan få medlidenhed med dem, der lider – også selvom vi ikke kender dem. Hvad er det særlige ved det? Det er da kun menneskeligt.

Men tænk på, hvem Jesus er. Guds udtrykte billede. Gud selv, kommet i kød og blod.

Filosoffen Nietzsche – ham, der i slutningen af 1800-tallet proklamerede, at Gud er død – og mange andre med ham, ville sige, at en Gud, der lider, slet ikke er nogen Gud. At det er en latterlig forestilling, at en mægtig og ophøjet Gud overhovedet skulle kunne lide – eller være optaget af vores lidelse...

En buddhist ville sige, at det, at Jesus viser medlidenhed, lige præcis står i modsætning til det guddommelige. For det guddommelige er ifølge buddhismen netop erkendelsen af, at lidelse og smerte og alt andet i den her verden kun er en illusion – og at det guddommelige mål derfor er at distancere sig fra verden, at kunne distancere sig fra både glæde og smerte –og simpelthen være uberørt af den.

Jesus gør det modsatte. Han er ikke uberørt. Han fjerner sig ikke fra verden, men træder ind i den med kød og blod. Han distancerer sig ikke fra smerten, men styrer direkte ind i den. Både i vores – og i sin egen.

Han ’ynkes’, da han ser enkens sorg. På græsk er der faktisk brugt et ord her, som er en hel del stærkere, end det vi måske forbinder med at ’ynkes’.

Så nu kan I lige lære et godt græsk ord – nemlig ordet ’splangknizomai’ – det er et udsagnsord, der kommer af navneordet ’splangknon’, som betyder indvolde – eller organer.

Og det vil sige, at når Jesus ’splangknizomai’er – når han ’ynkes’ – så er det ikke bare sådan en overfladisk ynk. Nej, så er det noget, han mærker helt ind i indvoldene – helt ind i sit inderste. Det er en virkelig og dyb MED-lidenhed. Han lider MED os. Han gør VORES smerte til SIN smerte.

Og DET er afgørende: At vi i Jesus får lov at se, at Gud er en Gud, der lader sig røre af den lidelse og smerte og sorg, som vi bærer på.

Vi ser det i hans møde med enken uden for Nain, men det er på korset, at vi ser hans MED-lidenhed tydeligere end noget andet sted.

På korset ser vi, at Gud OGSÅ ved, hvad det vil sige, at miste en søn – at miste en elsket.

Og mere end det: Vi ser den Gud, der SELV, og FRIVILLIGT, gik ind i lidelse og død, og bogstavelig talt gjorde
VORES lidelse til SIN lidelse – VORES død til SIN død. Han led ikke bare MED os – men FOR os – i VORES STED.

Er det ikke lige præcis en Gud, der er værd at have med at gøre?

Som den engelske præst, John Stott, skrev det i en bog om korset fra 2009: ”Jeg kunne aldrig selv tro på Gud, hvis ikke det var for korset. [...] I den virkelige verden – med al dens smerte – hvordan skulle man så
kunne tilbede en Gud, der var immun over for det? [...] Han trådte ind i vores verden af kød og blod, tårer og død. Han led for os. [...] Kristi kors er Guds eneste måde at retfærdiggøre sig selv på i en verden som vores.”

Jeg kan kun være enig. Kun den Gud, der lader sig mærke og bevæge af den lidelse og smerte, der er i verden – og selv er villig til at gå ind i den – er en Gud, der er værd at have med at gøre.

For det betyder, at Gud ikke bare er en urokkelig stenstøtte. At han ikke bare har sat verden i gang som et guddommeligt eksperiment, som han så ellers kan stå på afstand og studere. Nej, for Gud lider MED os.

Det betyder også, at med sådan en Gud, så behøver vi aldrig stå alene med smerten. Så er der et sted, hvor vi altid kan komme af med vores klage. For der er én, der kender den, og aldrig bliver træt af at høre på den, uanset, om den kommer i form af protester, eller ordstrømme, eller råb eller gråd, eller bare som et stille suk fra dybet.

Det er stærkt – og stort.

Men samtidig må vi sige, at hvis ikke Jesus havde gjort MERE den dag i Nain, end blot at dele smerten og sorgen over enkens døde søn – jo, så ville det da have været fint og stærkt – og måske endda en lille trøst. Men der ville ikke have været meget guddommeligt over det. Eller håb i det. Akkurat som der ikke ville have været det, hvis langfredags kors havde været slutningen på Jesu egen historie.

Derfor må vi også have den anden del med. Jesus, der midt i sorgen, lader sit ord lyde. Det ord, som ved verdens begyndelse, havde kraft i sig til at skabe, hvad det nævnte. Skaberordet.

Det er dét ord, som nu igen, i en lille ubetydelig landsby i det nordlige Israel, skaber NYT liv. Nyt liv – ikke kun i den døde krop, som lå dér på båren, og som pludselig bliver til en ’søn’ igen. Men også ind i kvindens sorg, i den del af HENDE, som var død – og videre endnu ind i al den frygt og sorg og smerte, som VI kan gå rundt med.

For han, der har selveste skaberordet i sin magt, og vækker det døde til live igen, han lader sig bevæge af vores smerte og sorg. Og han handler på det.

Det er ikke til at forestille sig den glæde og forløsning, som det, der jo ellers var en sorgens dag i Nain, endte ud med.

Og alligevel så var den dag kun et lille tegn på den kraft, der i Jesu ord. Kun en lille forsmag på den glæde og forløsning, som Gud har i vente til enhver, som hører hans ord. For langfredag var IKKE den sidste dag i påsken. Påskemorgens under fulgte efter – med løftet om, at VORES påskemorgen venter foran os.

Den dag, hvor kærligheden aldrig mere skal høre op. Hvor vi aldrig skal blive forladt eller efterladt.

Vi forstår stadig ikke lidelsen i det her liv. Men med det håb, som vokser ud af mødet med Jesu ord, kan vi få hjælp og styrke til at bære den. Fordi vi ikke bærer den alene. Og fordi vi ved, hvad der venter os forude.

Som Paulus siger det et sted i 1. Korintherbrev: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.”

Amen
Jan Pahus Nissen
Sognepræst (kirkebogsfører), Hvorup Sogn
408, 644, 305 // 224, 192 v7-8, 569
Opvækkelsen af enkens søn i Nain
Luk. 7,11-17
Job 19,23-27a eller Job 3,11-22 Ef. 3,13-21
Prædikener fra 16. søndag efter trinitatis Prædikener af Jan Pahus Nissen

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.