Stiftet
Kirker

4. søndag efter trinitatis

2019-07-14
Én af mine bekendte fortalte for nogen tid siden om en samtale, han havde haft med en flygtning fra 1990’ernes Balkan. Han var flygtet fra den grusomme jugoslaviske borgerkrig, hvor naboer og familiemedlemmer havde myrdet hinanden og ødelagt hinandens huse.

Nu her på mange års afstand sagde han: »Man må forstå, at ondskaben ikke kun er hos de andre. Den er også i én selv. Det er vigtigt at erkende dét. Du må acceptere og erkende din egen ondskab, inden du kan tilgive de andres ondskab. Sådan tror jeg, det er’.

For ham var dét en dyrekøbt erfaring og nogle ord, han var kommet frem til gennem lang kamp med sig selv. Ondskaben lever ikke kun hos de andre, men også hos én selv. Det tror jeg er en sandhed, der ikke kun gælder for parterne i 1990-ernes konflikt på Balkan, men for os alle sammen.

Balkanflygtningens ord kaster lys over vores alle sammens liv. Over alle de små og store krige, vi udkæmper med hinanden. Det er ikke kun er de andre, der gør det svært med deres manglende forståelse, deres stædighed eller deres helt åbenlyse fejltagelser og fejltrin. Det gør vi også selv. I en borgerkrig. I et ægteskab. Blandt vennerne. På arbejdspladsen. Det kan bare være frygteligt svært at indrømme og erkende.

Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget?
Det er nogen af de ord fra Bibelen, som jeg tror, er kendt af de fleste.
Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men ikke bjælken i dit eget?
Grib først i egen barm!
Man skal ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus.

Det er alle sammen ord, der vidner om, at det kan være rigtigt svært at stå ved vores eget ansvar. Hvis det gav sig selv, var der jo ingen grund til at minde os selv og hinanden om det med ordsprogsagtige formuleringer, som dem vi lige har hørt. Måske er det mest de andre, vi minder om dem: Måske siger vi dem mest til de andre.

Der er et sted i tegneserien Radiserne, hvor Nuser spørger Trine, hvorfor hun er blevet psykolog. ’Det er, fordi jeg har talent for at se andres fejl’, svarer hun. ’Hvad så med dine egne’, spørger Nuser. ’Dem har jeg talent for at overse’. Det talent, tror jeg vi er rigtigt mange, der deler. De fleste af os er rigtigt gode til at mene noget om andre. Ikke mindst, tror jeg, når det handler om at få øje på dét, vi mener er andres fejl. Det er som regel nemmere at få øje på de andres andel i, når vores relationer er vanskelige og konfliktfyldte end det er at få øje på vores egen rolle i de samme vanskeligheder og konflikter.

Selv om det modsatte også kan være tilfældet: i mine samtaler med studerende møder jeg alt for ofte meget voldsomme selvbebrejdelser, hvor egne begrænsninger og manglende evne til at slå til, sådan som man synes man burde: som studerende, som kæreste, som ven - kommer til at fylde hele ens verdensbillede, så man mener, man selv står med hele ansvaret. Når man har det sådan, er det ikke til at få øje på andet end bjælken i ens eget øje. Så fylder den det hele.

Men mon ikke der er andre end mig, der har gjort den erfaring, at det er de andres fejl, der er nemmest at se – og at de mangler og utilstrækkeligheder, det har været allernemmest at få øje på hos den anden har været lige præcis de mangler og utilstrækkeligheder, som jeg ikke har turdet eller villet indrømme fylder mindst lige så meget hos mig selv? Psykologien kalder det projicering: blindheden for vores egne fejl og svigt – det, at vi ikke tør se vore egne skyggesider i øjnene. Selvkritikken kan ofte være den sværeste kritik. Det er som regel nemmere at placere aben hos de andre. Jeg tror, det er derfor fjendebilleder og stereotype forestillinger ofte har så gode kår.

Paulus har i ét af sine breve til én af de allertidligste kristne menigheder for sit eget vedkommende konstateret, at ’Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg’. En meget realistisk selv-erkendelse, må vi vel sige, - som bare for de fleste af os ,tror jeg, er rigtig svær. Det er nemmere at omskrive Paulus’ ord til: »Det gode, jeg vil, det gør jeg. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør de andre«. Og dér kan vi så stå og pege fingre ad hinanden, bebrejde de andre og lege ’blame game’ og ’find fem fejl’ med hinanden.

De gange vi har prøvet det, ved vi godt, at der kun kommer én ting ud af det: at tingene går i hårdknude. Og at vi hver især forskanser os i vores egen selvretfærdigheds skyttegrave og graver os dybere og dybere ned i vores egne positioner og fastlåste holdninger. Og det tror jeg alle, der har prøvet det, véd er et ubarmhjertigt og nådesløst sted at være - for alle parter.

Et sted, hvor livet gå mere eller mindre i stå, fordi man ikke rigtigt kan nå hinanden - fordi vi hver især holder på sit og insisterer på, at der da ’må være rimelighed til’ – ’den anden må da kunne se, at han eller hun tager fejl!’. Det gode spørgsmål bliver så, hvordan vi undgår at havne dér, hvor fjendebilleder og mistro hindrer os i at nå hinanden og i at give hinanden plads. Hvis vi skal kunne undgå at havne dér, så tror jeg, det er afgørende, at vi har nogen billeder og måder at tænke om os selv og hinanden på, som modsiger vores tendens til fjendebilleder og til at pege fingre ad hinanden.

Billeder, vi kan spejle os selv i. Billeder, som udtrykker en anden virkelighed.

Her tror jeg et rigtigt godt sted at gå hen efter sådan et billede er at lytte til de allerførste ord i dagens evangelie-tekst: ’Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig…. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, topfyldt mål skal man give jer i favnen..’ For her får vi at vide, at det vigtigste og mest grundliggende blik, vi bliver set med, det er barmhjertighedens blik: ’..jeres far er barmhjertig’ – dét er udgangspunktet. Det er dét blik, der er Guds blik på os.

Udgangspunktet er det blik, der altid vil os det bedste og ikke leder efter vores fejl og mangler og utilstrækkeligheder for at bebrejde os dem. Tværtimod. Det er det blik, der altid ser på os med overbærenhedens, forståelsens og kærlighedens briller – aldrig med snæversynets, ligegyldighedens eller fjendskabets briller. Det er det blik, der giver os mulighed for at leve i barmhjertighedens rum.

Når vi siger, at det er dét blik, der er Guds blik på os, så siger vi jo dermed, at det er dét blik, der er det vigtigste blik, vi kan ses med. At det er dét blik, der er grundlaget for alle andre blikke. Det er også det, der er blevet sagt ved døbefonten i dag til Filippa. At hun – som alle vi andre – altid først og fremmest er set på med overbærenhedens, forståelsens og kærlighedens blik og at det er dét blik, der er udgangspunktet for vores liv med hinanden. Det er dét blik, der – også i vores daglige liv med hinanden - åbner barmhjertighedens rum for os som et rum, vi kan leve i.

Et rum, hvor vi virkelig ser HINANDEN og ser hinanden I ØJNENE uden at stirre os blinde på hinandens splinter og bjælker, men i stedet forsøger at bære over med hinanden, forstå hinanden og række kærligheden videre til hinanden.

Det barmhjertighedens rum har vi brug for, fordi vi alle sammen lever af at blive set og elsket
Christen Staghøj Sinding
Studenterpræst, Budolfi Sogn
750, 683, Dåb (448 + 674, v. 2 og 7), 276, 289, 400
Om at dømme andre
Luk. 6,36-42
2. Sam. 11,26-12,7a Rom. 8,18-23
Prædikener fra 4. søndag efter trinitatis Prædikener af Christen Staghøj Sinding

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.