Stiftet
Kirker

12. søndag efter trinitatis

2019-09-08
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«
(Markusevangeliet 7,31-37)

Guds søn er flyttet ind.
I en anden tid og på et andet sted end vores.
Og alligevel også ind hos os.
Han var og er her som mere end en smuk tanke og gode historier at lade sig fortælle af.
Han var og er her som andet og mere end en øvelse for vores intellekt.
Han flyttede virkelig ind.
Som et menneske i kød og blod flyttede han ind i denne verden - med dens kød og blod, besværligheder og glæder.

Forfatteren til Markusvangeliet, som vi har læst fra i dag, er uforlignelig til at gøre os det begribeligt:
Han tager os med ud på landevejen, hvor Jesus lader til at nå vidt omkring – som i dag, hvor han vandrer rundt i det der i dag er den sydlige del af Libanon – og et område, som var mere præget af det hellenistiske end det jødiske. Men sceneriet det samme, hvor end Jesus kommer: dér er også mange andre. Mennesker, som presser sig på med deres sygdomme, problemer og sorger for sig selv og for dem, de holder af. Når Markus fortæller, kan man næsten se støvskyen, der bestandigt rejser sig omkring det sted, hvor Jesus befinder sig. Der er et leben af folk, der håber på, at her er der hjælp at finde.
Og Jesus hjælper. Tager imod, lytter og helbreder.
For Guds søn er flyttet ind. Midt i det hele.

Det kalder vi med et fint ord inkarnation – at Guds søn og ord blev kød, og som der står i Johannesevangeliet: tog bolig iblandt os.
Og selvom den norske digter Hans Børlis digt handler om noget helt andet, så kan jeg ikke lade være med at læse det som ord om, hvorfor blev nødvendigt for Gud at blive menneske.

Digtet lyder:
"Et er nødvendigt
i denne vor vanskelige verden
af husvilde og hjemløse
At tage bolig i dig selv
Gå ind i mørket og pudse sodet af lampen
sådan at mennesker på vejene
kan skimte lys i dine beboede øjne."

Sådan forestiller jeg mig, at Guds søn flytter ind – går ind i mørket, pudser sodet af lampen og lader mennesker på vejene skimte lys i hans beboede øjne.

De – og vi - får lov til at skimte håb og til at skimte Guds rige.

Og Jesus helbredte udsatte, truede og ødelagte liv. Indimellem blot med sit ord, indimellem på – for os så besynderlige – måder som her med spyt og suk og fingrene i mund og ører på den døvstumme. Og vi spekulerer måske på, hvad dét skulle til for? Eller undrer det os mest, fordi vi ikke synes, det er så guddommeligt og fint, som alene at lade ordet skabe, hvad det nævner? Måske bliver Jesus så jordbundet konkret, for at den døve kan følge med i, hvad der sker?
Måske så håndgribelig, at VI kan følge med? Og holder også os fast på, at det var i denne jordbundne verden, han flyttede ind.

Markus fortæller detaljeret, og får også med, at Jesus sukker. Og det skal vi ikke høre som et irriteret: nu igen! Tekstens græske ord betegner snarere et suk af klage, eller det støn, der lyder fra den, der helt konkret er blevet ramt.
Jesus er flyttet ind, han har stillet sig på livets side, og det der ødelægger livet i denne verden, rammer ham. Han er Guds sårbare, solidariske og frygtløse kærlighed. Og når jeg tør lægge så meget tolkning i et enkelt suk, så er det, fordi jeg, som vi alle, læser i bagklogskabens lys. Vi ved, at Jesu vandring ender på korset. Og at han tager valget om ikke at smutte udenom.

Havde vi haft dåb i dag, og havde vi fulgt Luthers dåbsritual fra 1523, så havde præsten gjort, som Jesus gjorde ved den døvstumme: nemlig spyttet på sin finger og rørt ved dåbsbarnets ører og næse og sagt: »Effatha, luk dig op. Du djævel, fly, thi Guds dom står for døren«.

Det lyder fremmed og voldsomt for os i dag. Men med det viste Luther sin forståelse af, hvad var på færde, da Jesus helbredte den døvstumme, og brugte det til at vise, hvad der også er på færde i dåben: Det er kampen mellem godt og ondt. Og i den kamp flyttede Gud i sin søn ind i verden og stillede sig side om side med mennesket.
Vi taler sjældent om dæmoner i dag, vi bruger andre begreber. Men at der er kræfter, der ødelægger livet og kræfter der værner om det, er vi vist ikke i tvivl om. De kæmper i os selv.

Når Jesus helbredte - som den døvstumme i dag -, så lå helbredelserne altid i tråd med den måde, han i øvrigt færdedes på og agerede på: Han drog mennesker ind i fællesskabet. Hvad enten det var de spedalske, der blev rene; de dæmonbesatte, der blev sat fri; de døve, der kom til at høre; eller de blinde der kom til at se; eller Jesus satte sig til bords med toldere og syndere og viste skøgerne respekt; eller han kaldte de døde ud af deres grave. Så rakte Jesus hænder og opmærksomhed derud, hvor mennesker var stødt hen af fordomme, smålighed, sygdom og død. Han lukkede op og kaldte dem ind til fællesskabet. Og hans hårde ord ramte enhver, der mente at vide, at nogen ikke hører med.

Guds søn flyttede ind i verden og tog kampen op mod det onde. Det, der ødelægger og isolerer.

Så kan det jo undre, at han denne dag i egnen omkring Dekapolis ikke sikrede sig, at den sammenstimlede folkemængde nu også ser underet ske. Han trækker den døvstumme med væk fra skaren.
Og der opdager de det jo alligevel. Og selvom Jesus forbyder dem at sige noget om det, så er det lige præcis det, de gør. Og det kan næsten blive et komisk træk igennem hele Markus-evangeliet: at Jesus gør sig store anstrengelser for at få folk til at holde mund med, hvad de har set og hørt, og hvad de har fået ud af det. Og lige lidt hjælper det. Rygtet om Jesus løber som en steppebrand og rejser nye støvskyer, hvor han kommer frem.
Men bag Messias-hemmeligheden som senere tider har kaldt dette, at Jesus forbyder folk at sige noget, dér gemmer der sig både alvor og mening:

Der skal først fortælles, når Jesus er død og opstået. Først da kan vi skelne, hvad der er vigtigt. Man kunne måske sige, at først idet Gud vælter stenen fra Jesu grav med opstandelseskaldet effatha, luk dig op, først da bliver der også sagt effatha til vores læsning om og forståelse af, hvem Jesus var og er.

Det er at gå for hurtigt frem, ville Markus sige. Nej, det er ved ham, der hænger på korset, at vi forstår. Derfor må det være hemmeligt indtil da. Så vi ikke får sat den imponerende mirakelmager i centrum, men den der tjener og sætter sit liv til for os. På korset ser vi, hvem den Gud er, der er flyttet ind som menneske blandt mennesker. Og dér er sejren over det onde. I kærligheden der var, er og bliver.

Den kærlighed bliver ved med at kalde ud til liv og fællesskab. Kalder os ud i kampen mod det, der isolerer og nedgør andre. Mod det, der ødelægger livet.

Et er nødvendigt
i denne vor vanskelige verden
af husvilde og hjemløse
At tage bolig i dig selv
Gå ind i mørket og pudse sodet af lampen
sådan at mennesker på vejene
kan skimte lys i dine beboede øjne.

Amen
Lena Margrethe Bentsen
Korshærspræst, Vor Frue Sogn
403 - 400 - 160 - 376 - 849 - 330
Helbredelsen af den døve og stumme
Mark. 7,31-37
Sl. 115,1-9 2. Kor. 3,4-9
Prædikener fra 12. søndag efter trinitatis Prædikener af Lena Margrethe Bentsen

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.