Altertavlens hovedbillede er en figurrig golgatascene. Røverne hænger på hver side af Kristus. Den gode røver vender blikket mod himlen, mens den onde røver uden skæg ser ned i jorden, mens han vrider sig i smerte. Nederst i forgrunden står biskop Jens Andersen Beldenak, Odense, der har bekostet altertavlen. Til højre for ham står en lodden vildmand med langt hår og skæg og holder biskoppens våbenskjold og bispestav. Bag biskoppen dåner jomfru Maria, mens Johannes og en kvinde støtter hende. I højre side står Pilatus med en langskaftet økse. Til højre for ham sidder en skriver med et bånd, pen og blækhus parat til at skrive indskriften, der blev sat på korset. Til højre for Pilatus ses en mand, som måske protesterer mod teksten. Mellem de tos ansigter ses en biskop. Maria Magdalene holder om korset med begge arme.
I nordfløjen står kong Knud den hellige med løftet sværd og et våbenskjold med tre løver. I glorien står der »Sanctus Kanutus Rex«.
I sydfløjen ses - ifølge www.altertavler.dk - Skt. Antonius af Padua med et ciborium (til opbevaring af nadverbrødet) og med en bog i pose. Ifølge Karen og Jørgen Boye Petersen: Kirkelig skulptur i Danmark, bd. I, s. 87 skal det være Skt. Dominicus. Denne antagelse bygger på Jens Andersen Beldenaks nære forhold til dominikanerordenen.
To fløje, der opbevares i Nationalmuseet, menes at stamme fra denne altertavle, således at den oprindelig har været femfløjet. På den ene fløj ses Piskingen og på den anden Opstandelsen.
Tavlen menes at være udført i årene 1505-1520.
Jens Andersen Beldenak, der var født i Brøndum omkring 1468, blev biskop i Odense i 1502. Altertavlen menes at være lavet til Skt. Knuds kirke i Odense. Det er uklart, hvorfor den er kommet til Nørholm.