Webinar med Lise Trap

Forleden udtalte Jarl Friis-Mikkelsen til Berlingske Tidende: "Tab, svigt og dødsfald er også med til at kvalificere en som menneske. Man bliver udfordret på nogle virkelig hårde parametre, som styrker en. Man bliver klogere, mere indsigtsfuld, mere seismografisk. Det lyder hårdt, men man kunne godt ønske sig, at man kunne nå den tilstand ved at skyde genvej. Uden at nogen døde". 

Hvis Jarl F-M har ret, har de jo også  ret, de der siger, at "der er ingenting, der er så galt, at det ikke er godt for noget". Eller at "når Gud lukker han en dør, så åbner han et vindue". Eller bare positivtænkningen i al almindelighed. Sådan opleves det imidlertid ikke nødvendigvis at miste sin kæreste, sin ægtefælle eller sit barn. Så det kan vi ikke uden videre trøste den ulykkelige med. Det er ikke let at sige, at mit barn døde, og nu skal du høre, det kom der noget godt ud af. Det er et svært landskab at navigere i både for den efterladte og for os, der står ved siden af. Derfor vil jeg gerne lægge op til, at vi besinder os på, om de gamle - incl. Jarl F-M - har ret, og hvordan vi bedst støtter dem, der efter en elskets død har mistet orienteringen.