Lejlighedskirker
Fremtiden i de små sogne

Fremtiden i de små sogne

Antallet af sogne med under 500 indbyggere stiger. Måske er det her tid til at tænke kirke på en helt ny måde og bevæge sig fra kvantitet til kvalitet. Læs her, hvordan det at være lejlighedskirke kan styrke kirkelivet og det lokale fællesskab.

Mere end hvert fjerde sogn i Danmark havde i 2016 under 500 indbyggere. Det er knapt 100 sogne mere end i 2007. 

De strukturelle forandringer betyder for mange små sogne, at der i de kommende år vil ske en fortsat affolkning.

Dette vil naturligvis også få betydning for det lokale kirkeliv. Der er færre til at betale driften af kirkerne, og der er flere steder, hvor det er svært at holde kirken i gang. Men billedet er meget varieret. Udfordringerne opstår blandt andet, hvis der ikke kommer mange i kirke, eller hvis det er svært at samle et menighedsråd.

Siden den første lejlighedskirke kom frem for 10-15 år siden, er flere kirker blevet taget delvist ud af brug. Samtidig har tilgangen til den mindre brug af kirkerne ændret sig. Hvor tomme kirker tidligere var et stort tabu, er der i dag åbnet op for at gøre noget. Mange har nået en erkendelse af, at der ikke altid er ressourcer eller mennesker til at holde kirkerne i gang på den måde, man hidtil har gjort. Der må ske en tilpasning til nutidens vilkår.

En lejlighedskirke er en levende kirke

At omdanne en kirke til lejlighedskirke er ikke det samme som at lukke kirken. Kirkeklokken ringer stadig morgen og aften, og kirken er åben efter behov. 

I lejlighedskirken er der stadig mulighed for at afholde kirkelige handlinger som bisættelse, vielse, dåb og konfirmation. Kirken lukker op, når der er brug for det.

Tilmed vil kirken stadig kunne danne rammen om gudstjenester og andre arrangementer. Det er helt op til det lokale menighedsråd, hvad der skal foregår og hvor ofte. Og sognet har stadig en præst tilknyttet, som man kan kalde ”vores præst”.

Én model er 'det lille kirkeår', hvor man udpeger 4-5 årlige anledninger til at lukke kirken op, bort set fra de kirkelige handlinger – f.eks. julekoncert, juleaften, påskegudstjeneste, høstfest, allehelgen. Der er altid mulighed for at skrue op eller ned for aktivitetsniveauet efter behov og kræfter.

Aflastning for menighedsrådet

I et lille sogn, som lider under affolkning og en trængt økonomi, er der sjældent trængsel ved valget til menighedsråd. Når menighedsrådet sammen med præsten får mulighed for at drosle ned på antallet af gudstjenester, kan det betyde en aflastning i forhold til det faktum, at der ofte kun er menighedsrådet til at fylde på kirkebænkene. Også ansvaret for ansatte, der oplever manglende besøgstal som en belastning, bliver lettet. Personalet kaldes nu kun ind, når der reelt kaldes på dem. Personalefællesskab med nabosogne vil her være nærliggende.

Samarbejde og det lokale ejerskab

Når menighedsrådet planlægger kirkelivet omkring kirken, er der rig mulighed for at inddrage andre lokale kræfter. Er der et lokalt band, som vil spille en sommeraften? Er der en spejdertrup, som gerne vil holde fastelavnsgudstjeneste? Eller slå lejr i et hjørne af den (omlagte) kirkegård? Vil borgerforeningen gerne bruge kirken som post til halvmarathonløbet? Flere i sognet kan inddrages i, hvad kirken kan bruges til, og på den måde kan hele det lokale livfaktisk styrkes. Det skaber medejerskab at signalere, at kirken er hele sognets, og at der er mange muligheder for at bruge den.

Fra kvantitet til kvalitet

Formand for Præsteforeningen Per Bucholdt Andreasen udtaler, at han er glad for, at man ved at prioritere brugen af forskellige kirker går fra kvantitet til kvalitet i præstens arbejde:

- Det er min fornemmelse, at præsterne er glade for, at de har plads til andre opgaver end gudstjenester. Det giver mere tid til samtalen og mødet med mennesker på forskellige platforme. Det er fornuftigt og gør samtidig også præstestillingerne i mindre sogne mere attraktive. 

Vorslunde Kirke er en lejlighedskirke. Det betyder, at personer med tilknytning til sognet kan få foretaget kirkelige handlinger i kirken såsom dåb, vielse og begravelse. Arkivbillede