aalborgstift.dk
Fra frelse til well-being? En ph.d-afhandling fra hospitalspræst Ole Raakjær

Fra frelse til well-being?

Ph.d.-afhandling fra sogne- og hospicepræst Ole Raakjær sætter spot på den terapeutiske kulturs betydning for danske hospitals- og hospicepræsters tænkning, tro og praksis. 

Ole Raakjær forsvarede sin ph.d.-afhandling for en fyldt sal i Folkekirkens Hus d. 29.maj 2019. Download afhandlingen her

Det var egentlig en sætning i den norske psykolog Ole Jacob Madsens bog "Den terapeutiske kultur" (2010), der satte det hele i gang. Han skriver et sted, at den sjælesørgeriske samtale i dag mere eller mindre tager form som en psykoterapeutisk samtale, og at Gud har fået en mere underordnet og understøttende rolle og er blevet et middel til well-being. 

Det var på en gang genkendeligt og provokerende for hospitalspræst Ole Raakjær. For var det virkelig rigtigt? Den undren blev startskuddet til ph.d.-afhandlingen "Fra frelse til well-being?".

Fra praktiker til ph.d.-studerende

Ole Raakjær færdiggjorde i 2012 en masteruddannelse i Humanitisk Palliation på Aalborg Universitet og uddannelseslederen, professor Michael Hviid Jacobsen, havde dengang spurgt, om Ole ikke kunne være interesseret i at lave en ph.d. I første omgang takkede Ole nej. Han var først og fremmest praktiker. Sognepræst i Sulsted sogn siden 1987 og siden 1999 også ansat som præst på KamillianerGaardens Hospice og i Det Palliative Team. Der var umiddelbart ingen akademiske ambitioner at spore hos hospitalspræsten.

Men da Ole Jacob Madsens bog dukkede op, vendte Ole alligevel, i efteråret 2013, tilbage til professor Michael Hviid Jacobsen for at høre, om han stadig mente, hvad han tidligere havde sagt. Det gjorde han, men betingelsen var, at hospitalspræsten inden udgangen af 2013 skulle lave og have godkendt en projektbeskrivelse. 

Det mundede ud i et 4-årig ph.d-projekt med start 1. januar 2014 med professor Michael Hviid Jacobsen, Institut for sociologi og socialt arbejde, AAU, som hovedvejleder og lektor Jan Brødslev Olsen, AAU, som bivejleder. Projektet blev afleveret 2018, og afhandlingen blev forsvaret i Folkekirkens Hus d. 29. maj 2019.

Hospitalspræster i en terapeutisk kultur

"Fra frelse til well-being?" undersøger, hvordan den terapeutiske kultur har betydning for danske hospitals- og hospicepræsters tænkning, tro og praksis. Undersøgelsen sker på baggrund af den litteratur, man almindeligvis refererer til under begreber som "den terapeutiske kultur", "psykologiens tidsalder", "det psykologiske samfund" og "terapiens triumf". Denne litteratur har det til fælles, at den påviser psykologiens indflydelse på såvel samfunds- som individniveau og er stærk kritisk heroverfor. Udgangspunktet er, at psykologien har formende konsekvenser. Den er ikke en neutral eller værdifri beskrivelse af mennesket. Psykologisk sprog og forklaringer har erobret områder, som ellers ikke traditionelt formodes at høre til psykologiens teoretiske og praktiske terræn, og er blevet totalbestemmelsen af mennesket. Psykologien er blevet kulturens slang, det sprog vi bruger, når vi skal tale om mening og identitet.

Er terapeuter blevet de nye præster?

Afhandlingen tager derfor udgangspunkt i hypotesen om den terapeutiske kulturs absolutte dominans: Alle kulturens institutioner er påvirket af psykologiens indflydelse, men gennemslagskraften synes særlig tydelig i forhold til den autoritet, de religiøse institutioner, kirken og præsterne tidligere var i besiddelse af. Markedet for mening hævdes derfor at være blevet overtaget af terapeuterne. Psykologiens tilstedeværelse i det 20. århundrede sammenlignes med religionens tilstedeværelse og betydning i førmoderne samfund. Som Svend Brinkmann har formuleret det: Vi går ikke til præsten, men til coachen, terapeuten eller psykologen, og vi læser ikke Biblen, men selvhjælpsbøger. Vi går ikke til bekendelse, vi håber ikke på frelse, men vi håber på selvrealisering. Psykologien og selvet har erstattet henholdsvis religionens og Guds autoritet som det, der fastsætter individets plads i samfundet, og fortæller det, hvordan det skal leve. Terapeuterne er blevet de nye præster.

Selvom hospitalspræsterne nok svømmer i den terapeutiske kulturs vand - og endda sluger mundfulde af det - drukner de ikke i det.

Præst og ph.d. Ole Raakjær

Terapeutisk indsigt baner vejen for teologien

Gennem en række interviews med danske hospitals- og hospicepræster undersøger og afdækker ph.d.-afhandlingen hospitalspræstens virke i antaget altdominerende terapeutisk kultur. Det, der kommer til udtryk i interviewene kan imidlertid ikke bekræfte hypotesen om den terapeutiske kulturs absolutte dominans. Den terapeutiske kulturs betydning fungerer snarere som et tankesæt, der netop bidrager til at skærpe både vigtige teologiske pointer og hospitalspræsternes særlige profil i forhold til andre faggrupper. Den psykologisk indsigt og de terapeutiske erfaringer, som mange hospitalspræster har, synes at have styrket dem i deres rolle og funktion som præst. Den terapeutiske indsigt kan være med til at præcisere, hvor teologien giver mening. I modsætning til afhandlingens hypotese, ser det på flere felter ud til, at psykologien og dens forståelsesredskaber derfor går i teologiens og sjælesorgens tjeneste. 

Medvandrer fremfor behandler

Afhandlingen konkluderer derfor, at selvom patienternes well-being spiller en vigtig rolle for hospitals- og hospicepræsterne, har den terapeutiske etos ikke udraderet evangelisk luthersk kristendom eller forvandlet hospitalspræsterne til halvterapeuter. Tværtimod ser den terapeutiske kultur ud til at skærpe præsternes særlige profil, som dem, der tænker mennesket sammen og svarer på det lidende menneskes behov for at blive set, hørt og mødt med barmhjertighed og medlidenhed. 

Hospitalspræstens sjælesørgeriske samtale fungerer som et rum, hvor der er plads til afmagten, meningsløsheden, skylden og lidelsen, og hvor man kan få døden i tale. Mødet med præsten blive en slags helle - et fristed - for alle de mere eller mindre tydelige krav om at skulle magte, kontrollere, udvikle eller finde mening, som det senmoderne menneske har med sig.

De krav eller ønsker om problemløsning af skyld, magtesløshed, meningsløshed, sorg, afhængighed og lidelse, som den terapeutiske etos og dens forstærkninger i hospitalskulturen skaber hos såvel patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle, transformerer præsterne til byrder eller livsvilkår, som de ser som deres primære opgave at legitimere og dele. De ser ikke sig selv som eksperter eller behandlere, men som medvandrere samtidig med, at de også er "hilsner fra Gud", "håbs- og ritualbærere" og "manden m/k med leen", som flere af de interviewede præster betegner det. 

LÆS AFHANDLINGEN "Fra frelse til well-being?"

Find hele ph.d.-afhandlingen til gratis download her