Kampagne

Der er bud efter dig

Efterår 2020

Med kampagnen #Der er bud efter dig sætter vi spot på folkekirkens sociale arbejde. Kampagnen viser et lille udpluk af de mange aktiviteter, du som frivillig kan engagere sig i og dermed gøre en forskel i et andet menneskes liv. 

Budskabet er en opfordring til alle om at engagere sig i frivilligt socialt arbejde i sit nærområde - OG huske på de mange gratis tilbud, kirken tilbyder, når du selv eller dine pårørende har brug for støtte.

Diakohvaffornoget? 

Diakoni - betegnelsen for kirkens sociale arbejde - har altid været en del af det kristne liv. Ordet diakoni stammer fra det græske diakonìa og betyder tjeneste. I kirken er diakoni omsorg for medmennesket, og den bygger på Bibelens fortælling om Jesus' møde med mennesker.

I kirkens diakoni mødes alle med respekt, værdighed og omsorg. 
Den, som har brug for støtte, bliver ikke set som patient eller klient, men som et medmenneske, og ethvert medmenneske er værd at hjælpe.

Diakoni i praksis

Diakoni er overalt i folkekirken. Præstebesøg hos syge og ensomme er et tilbud i alle landets sogne. I Aalborg Stift - og i folkekirken generelt - tilbyder stadig flere sorggrupper.

Besøgstjeneste for ældre ensomme er meget udbredt, og tjenesterne knopskyder hele tiden med nye initiativer, f.eks. cykelpiloter, der kan tage sognets ældre og gangbesværede med på tur. Flere tilbyder også julehjælp til familier og enlige, som ikke har råd til at holde jul. Andre har en vågetjeneste, hvor døende eller pårørende til døende kan få støtte, ligesom andre igen har et tilbud for pårørende til demente.

Folkekirkens Familiestøtte, hvor frivillige støtter børnefamilier, er også i vækst både i og udenfor Nordjylland. Specifikke tilbud for flygtninge og mennesker med særlige behov skyder også frem flere steder.

Læs med her på siden og bliv klogere på nogle af de mange frivillige, sociale tilbud, som folkekirken tilbyder. Og kom endeligt og vær med! 

Der er bud efter dig. 

Kampagnen kan opleves på Facebook i hele oktober 2020. 
Kampagnevideoerne kan også ses her på siden.

OBS!

På grund af corona-restriktioner er nogle af de omtalte initiativer midlertidigt sat i bero.