Biskop nummer 58 takker af

Men mest af alt har han været præst

Af Hanne Mølby Henriksen
Foto: Lars Horn/Baghuset

Det var aldrig planen, at Henning Toft Bro skulle være biskop. Eller provst for den sags skyld. Som knægt drømte han kun om at blive præst og leve sit liv på kanten af havet. Det lykkedes delvist. Fiskerens søn har forkyndt evangeliet i 36 år. Han har også bragt diakonien hjem til sårbare familier og gjort sit for at sænke kirkens dørtærskel i Aalborg Stift. Nu er han klar til at gå på pension og vende tilbage til sit hjørne af Vestjylland.

En formiddag i marts satte Henning Toft Bro sig ved sit arbejdsbord i Hasseris og skrev en meddelelse til provster, præster og menighedsråd i de nordjyske sogne. 

Kære alle, begyndte han. Efter 36 år i Folkekirken, hvoraf de godt 11 år har været som biskop over Aalborg Stift, har jeg besluttet at gå på pension.

Henning Toft Bro ville trække sig tilbage sammen med sin hustru, forklarede han. Så roste han stiftets dedikerede medarbejdere og ildsjæle, udtrykte fortrøstning på folkekirkens vegne og udstyrede dokumentet med det nordjyske bispesegl og egen underskrift. 

Og så trykkede han SEND. 

- Det føltes godt, siger Henning Toft Bro et halvt år senere om den opsigelse, ingen havde set komme. 

- Ragna og jeg havde tumlet med beslutningen i et par år, så det var på alle måder en lettelse, at det nu blev offentligt. 

- Derudover er det selvfølgelig med en blanding af glæde og vemod, jeg siger farvel til embedet. Glæde over, at det er en beslutning, vi selv har fået lov at træffe. Vemod over alt det, jeg nu skal slippe.

Livstegn på langbølgesenderen

Henning Toft Bro er vokset op så langt ude vestpå, man snart kan komme. På en smal stribe land mellem fjord og hav, hvor mændene fangede fisk, og kvinderne sørgede for resten. Og hvor kirken var med til at holde sammen på det hele. 

Familien Toft Bro boede midt i Thyborøn med klitter i baghaven og en evig duft af hav, salt og natur – undtagen i østenvind, hvor der på varme dage kunne lugte fælt ude fra fiskemelsfabrikken. Indre Mission stod stærkt på den jyske vestkyst dengang. Og i nummer 2 på Manøvej bad Henning og hans brødre bordbøn og aftenbøn og lyttede til søndagsskolens bibelfortællinger. 

I familiens køkken stod en lille transistor med en rød tuschstreg, der markerede deres private frekvens. Sådan en havde de fleste i byen. Fiskerne kunne være på havet i flere uger ad gangen, og Hennings far plejede at sende en hilsen hjem over langbølgesenderen hver dag klokken 8 og klokken 18. De tidspunkter var nærmest hellige. Særligt i stormvejr kredsede drengene og deres mor om den lille transistor og skævede til uret, mens moren nynnede og sang, lavede mad og satte drengene i sving for at holde angsten på afstand. 

Så skrattede radioen. 

"1, 2, 3, 4 – 1, 2, 3, 4 – vi sender en hilsen hjem, og vi har det godt."

 Farens stemme strøg lige igennem fra Nordsøen til køkkenet derhjemme. Det tog ikke mere end et par sekunder, men lettelsen varede ved og gjorde morens sang lysere. 

- Så var han i live. Vi kunne høre, at han blev lidt forpustet, hvis de fik en ordentlig sø, og skibet krængede over, men vi hørte stemmen. Det var et livstegn, siger Henning Toft Bro. 

Sådan nogle var vigtige i det lille samfund. Det skete, at bådene kom hjem med Dannebrog på halv oppe i masten, fordi de havde mistet en mand. Andre gange var der både, der slet ikke kom hjem. Døden var en naturlig del af livet i Thyborøn. Her var man fælles om de ulykkelige fortællinger og den evige vestenvind. Og om næstekærligheden. 

Byens koner hjalp hinanden med glæder, sorger og praktiske gøremål, når mændene var væk. Og på havnen sørgede senest anduvede kutter som regel for en kurv med undermålere, der var for små at sælge på auktion. Så kunne de andre familier i byen frit hente til et måltid af friskfanget, fileteret fisk. 

- I sådan en lille havneby stod man sammen. Man havde en forståelse af, at skal det her fungere, så skal vi hjælpe hinanden, fortæller Henning Toft Bro.

Han havde (faktisk) en plan 

Den afgående biskop taler stadig om sin barndoms Thyborøn som Paradisets land. Det er 43 år siden, han flyttede fra byen uden helt at ville det. Men teologien trak. Nærmeste fakultet lå i Aarhus, og den unge vestjyde vidste, at han ville være præst i folkekirken.

- For mig har kristentroen været som at trække vejret. Det er ikke noget, man tænker over. Jeg har fået troen ind gennem min opdragelse derhjemme. I søndagsskolen. FDF. Og i kirken selvfølgelig. Det har været en naturlig del af mit liv, fra jeg blev født, siger Henning Toft Bro, der altid har befundet sig godt til gudstjeneste og fundet stor glæde ved forkyndelsen af evangeliet. 

- Det ville jeg gerne bringe videre, fortæller han.

- Evangeliet har båret mig igennem den største glæde og den dybeste sorg. Som ung ønskede jeg, at andre ville opleve samme glæde ved den kristne forkyndelse, som jeg har gjort. Og i dag kan jeg sige, at hver dag har været et privilegium. At få lov at stå op og beskæftige mig med noget, som jeg altid har haft stor interesse i, og som har fyldt i min families liv. Det har jeg glædet mig over i alle årene.

Fiskerens søn blev præst i 1985 og fik sin første stilling i Hjerm. Siden blev han ansat som præst i Nykøbing Mors og provst for Morsø Provsti. Og i 2010 rykkede han ind på bispegården i Aalborg. 

36 år som forkynder af Guds ord – næsten ligeligt fordelt på de tre embeder.

- Det er mange år, konstaterer Henning Toft Bro. 

- Men når jeg kigger tilbage, synes jeg, at det har været som at knipse med fingrene. Det har været en fantastisk tid.

Den nordjyske biskop plejer at sige, at den ene stilling afløste den anden uden at være udtrykt i nogen form for karriereplan. Det passer ikke helt. 

- Jeg havde den plan i 1978, at jeg ville være præst i den danske folkekirke. Det var det, jeg ville. Og det har været vigtigt for mig først og fremmest at være præst. Jeg har altid følt, at jeg var mest præst, når jeg stod på prædikestolen og forkyndte evangeliet. Og den gerning har så fået lagt nogle andre lag oveni i løbet af årene.

Skak som strategisk læremester

I 36 år har hver dag båret sine udfordringer, fortæller Henning Toft Bro. Og det har taget tid for både præst, provst og biskop at finde sig til rette i hvert eneste embede. Måske især for biskoppen.

- Jeg ville gerne have haft ti års bispeerfaring, før jeg begyndte, gnækker han.

- Ligesom når vi søger nye præster, og menighedsrådene med et glimt i øjet siger, at de gerne vil have en ung præst på 30 med ti års erfaring.

Heldigvis kom årene som provst på Mors ham til gode, fortæller han. De havde givet ham et indgående kendskab til folkekirkens økonomi, fortrolighed med hvordan man tænker hos menighederne ude på landet og en forståelse for de forskellige behov fra landsogn til bysogn. Det gav ham alt sammen et godt afsæt til at være biskop i landets største landstift, siger han.

Den afgående biskop har været teologisk overhoved for 221 præster, 334 kirker og en tiendedel af landets folkekirkemedlemmer uden at have læst ret mange bøger om strategisk ledelse. 

- Jeg har bare gjort det, siger han. 

Som barn spillede Henning skoleskak. Han lærte at tænke fem, seks eller syv træk frem og hele tiden overveje, hvad den anden havde tænkt sig at sige eller gøre. Og når han spillede mod sin far hjemme ved spisebordet rejste faren sig sommetider midt i et træk og meddelte, at han ville gå ud og ryge en cigar. Og at Henning så kunne tænke lidt over, om det træk nu også var klogt.

- Så sad jeg der og grublede. På den måde var far en god pædagog uden at vide det. Han lærte mig at tænke strategisk, og det har hjulpet mig i mange situationer og forhandlinger efterfølgende.

Kirken skal ud til folket

Nogen har omtalt Henning Toft Bro som Den stille biskop. Andre påpeger, at han har opnået resultater ved at holde fokus på projektet og skabe synlighed om folkekirken snarere end sig selv. 

Han gik til valg i 2009 på tre mærkesager: Diakoni. Religionspædagogik. Og kommunikation. Og har fra dag 1 arbejdet for at styrke nordjydernes bevidsthed om kirken. 

Henning Toft Bro har været med til at oprette Folkekirkens Familiestøtte, der bringer diakonien ud af kirken og hjem til sårbare børnefamilier via koordinatorer og frivillige hjælpere. Aalborg Stift fik satspuljemidler til projektet, ligesom Trygfonden og Lars Larsen spyttede i kassen. Og ude i sognene tager flere og flere familier imod kirkens hjælp. 

LÆS OGSÅ: Biskoppens 12. og sidste Landemodeberetning

Han har været med til at skabe Folkekirkens Hus, et slags kirkeligt eksperimentarium, der åbnede i 2015 og lægger rum til foredrag, koncerter, verdensmiddage, filosofiske samtalesaloner og en årlig festival for over 800 gymnasieelever med fokus på teologi og naturvidenskab. 

Han har været med til at etablere et kirkerum på det nye universitetshospital i Aalborg. Rummet bliver udsmykket af Bjørn Nørgaard, integreret i sygehuset og vil være åbent for alle til andagter, gudstjenester og stille stunder – ligesom alle andre kirkerum i Aalborg Stift.

Og han har været med til at stå i spidsen for projektet Sjælesorg på nettet, hvor alle danskere kan tale med en præst om livets op- og nedture. Og hvor kirken især bliver opsøgt af de yngre generationer, der ikke skelner mellem det virkelige og det virtuelle rum og måske har lettere ved at skrive om det, der trykker, end at tale om det. 

Under samtlige projekter ligger den samme grundlæggende tanke, fortæller Henning Toft Bro: 

- Vi vil gerne åbne os mod det omgivende samfund. Styrke folks bevidsthed om kirken. Og udvikle og forfine den måde, vi er kirke på.

Det er stiftet godt på vej til, mener han.

- Jeg synes da, at vi i fællesskab har nået nogle delresultater. Og her er det vigtigt for mig at få sagt, at der jo ikke er tale om en enmandshær. Det er klart, at man som biskop har stor indflydelse på dagsordenen, men det er der ikke meget ved, hvis der ikke er nogen til at fylde den dagsorden ud. Og der har jeg altså været privilegeret at have en hel hær af medarbejdere, præster, menighedsråd, frivillige og andre ildsjæle rundt om i Aalborg Stift, som ville gå med ad den vej, jeg gerne ville.

Henning Toft Bro har i sin tid som biskop sat en ære i at komme ud til både små og store anledninger i hele stiftet. Her i Folkekirkens telt på Nibe festival. Foto: Lars Horn/Baghuset

30.000 kilometer i en Opel Mokka

Det er den hær, Henning Toft Bro kommer til at savne mest, når han forlader bispegården. Menighederne. Den afgående biskop har i sine 11 år på posten kørt rundt i Nordjylland og deltaget i gudstjenester, prædiket og talt med præster, provster og menighedsråd hver eneste uge året rundt.

- Det vil jeg komme til at savne. At komme ud, hvor menighederne lever i deres søndagsdragter har været højtidsstunder for mig. Og så vil jeg komme til at savne den tætte kontakt til provsterne, som har været med til at bære mig igennem min bispetid.

Biskoppen har kørt et sted mellem 30.000 og 35.000 kilometer om året i sin Opel Mokka de seneste år. Meget ofte med Ragna ved sin side. Når hun var med i bilen, fik de tid til at tale om stort og småt på de nordjyske landeveje. Og nu følges de to så helt ud af arbejdslivet sammen – hun som børnehaveklasseleder på efterløn, han som pensioneret biskop. 

Henning Toft Bro er klar, siger han. Og tilfreds med den kirke, han rækker videre til næste generation. 

- Det synes jeg, at jeg er. Kirken i Aalborg Stift står meget stærkt i folks bevidsthed. De bruger kirken og har stor kærlighed til den. Og hele vejen igennem er der en ildhu, der er med til at få kirken til at leve ude i hjørnerne.

Sin egen indsats låner han ord til at beskrive, ord fra Erik Berthelsens digt, Kølvandet glitrer, som han holder meget af. I sidste vers står der: 

Det eneste jeg ønsker er dette
At være min livskurs bekendt
Ærligt at passe min rortørn
Indtil sejladsen er endt. 

- Nu er mit arbejdsliv nået til vejs ende. Jeg har forsøgt at være mig selv og ærligt passet min rortørn. Og så må andre vurdere, om det er lykkedes.

Hvis Henning Toft Bro bliver bedt om at pege på et enkelt sted i Biblen, som han især holder af, peger han på Johannes Evangeliet, kapitel 3, vers 16: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
- I de ord er der sagt det, der skal siges om kristendommen, siger han. - Det samler det hele i en sum for mig. Foto: Lars Horn/Baghuset

Nu bliver tiden hans egen

Når Henning Toft Bro har holdt sin sidste prædiken som biskop i Budolfi Domkirke den 3. oktober 2021 klokken 10 flytter han tilbage til Vestjylland.

- Jeg glæder mig sådan til blæsten, siger han. 

- Her i Aalborg blæser det ikke. Det puster bare lidt engang i mellem. Jeg kan godt lide den rå natur og det at blive blæst godt igennem og rusket lidt i. Også i sindet. Så bliver der plads til nye tanker.

Sammen med Ragna købte han et sommerhus i Gjellerodde i 1994. Med 180 graders udsigt til himmel og hav – eller fjord, teknisk set – og kun 21 km fra Hennings barndomshjem i Thyborøn. Her skal de bo. Så kan de bare sidde og vegetere og kigge ud over fjorden og tale sammen – uden at de behøver sætte sig ud i bilen med motoren tændt. 

- Det ser vi frem til, siger Henning Toft Bro. 

Han glæder sig også til at bruge mere tid med sine børn og børnebørn. Til at genoptage sine ture rundt i landet og optræde med viser og røverhistorier til sogneaftener med sin søn Christian. Og til – måske – at få sneget sig lidt tættere på Tørfisk – landets vel nok ældste boyband, som han før har været en del af. Han stiller sig i hvert fald gerne til rådighed, siger han, hvis de mangler en til at stemme guitarer i pausen. 

Og endelig glæder han sig til at få en blank kalender og få sammenhængende tid til at skrive. Fiskerens søn har altid holdt af at fælde ord ned på papir. Salmer. Sange. Viser. Og bøger. Men mest af alt prædikener og taler selvfølgelig. Kirkelige tekster i tusindvis sat i punktstørrelse 12 og printet på hvidt A4-papir.

De mange prædikener, begravelsestaler, bryllupstaler og foredrag har ligget gemt i et af værelserne på bispegården. I to flyttekasser, der med årene er blevet tungere og tungere af ord. En dag i begyndelsen af foråret tog Henning Toft Bro fat i dem. Han havde netop sendt sin opsigelse og var begyndt at rydde lidt op i de gamle gemmer. Nu hankede han op i sine gamle tekster, bar dem ud i bilen og kørte af sted. 

- De blev sendt på forbrændingen hver og en, siger han. 

- Jamen hvad skulle jeg da med dem?

Henning Toft Bro griner fornøjet.

- Jeg er et helt andet sted både teologisk og menneskeligt end for 36 år siden. Og prædikener skal høres, ikke læses. De blev til i en tid, der var deres. Og levede i 12-15 minutter. Det er jo så håbet, at jeg har sået nogle frø derude. Og så må Helligånden tage sig af resten.

Biskop Henning Toft Bro holdt sin afskedsgudstjeneste i Aalborg Domkirke den 3. oktober 2021. Se billeder og optagelse fra dagen.