Landemodeberetninger
Landemode 2015

Landemodeberetning
2015

Biskop Henning Toft Bro taler om kirken på landet, kirketællinger og diakoni i sin årlige landemodeberetning, som kan læses her.

Af Henning Toft Bro, september 2015

"Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave:
Henfarne slægter – forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv!"

Således synger vi med Johs. V. Jensen i sangen: Hvor smiler fager den danske kyst.

Sangen opstod på en rejse fra Norge til Danmark. Ved indsejlingen til Øresund skriver han de to første strofer. Sangen udviklede sig. Det, som begynder som en beskrivelse af dansk natur, får i de følgende strofer karakter af en opfordring til en besindelse på det, vi er rundet af. Vi skal bevare erindringen om fortiden.

Det kommer tydeligt til udtryk i strofe fem, hvor digteren opfordrer os til at erindre slægterne før os og bevare den arv, de har rakt hen til os.

Denne arv er foruden historien evangeliet, sproget, dannelsen og ikke mindst vore kirker.

I Aalborg stift har vi 334 kirker. Det er den arv, vi blandt andet er sat til at bevare og udvikle. Det er en stor opgave, men det er samtidig en vigtig opgave og arv, som vi skal række videre til slægterne efter os. 
Det kalder både på tradition og fornyelse. Ikke blot af kirkerummet, men først og sidst af den forkyndelse, der lyder i rummet. Vi må hele tiden stille os det spørgsmål: hvordan kan vi med afsæt i traditionen udvikle og forny os, så vi til stadighed er en levende og nærværende kirke.

Kirken på landet
Et af de tiltag, der har skabt og skaber meget opmærksomhed i tiden, er projekt “Kirken på landet”.

Ikke uden grund diskuterer vi udfordringer og problemer omkring kirken på landet, for der er mange udfordringer og problemer – akkurat som vi også oplever det i byerne. Og jeg vil se frem til den dag, hvor netop “kirken i byen” bliver taget op som emne på lige fod med “kirken på landet”.

Grundene til at debatten om kirken på landet er blevet så nærværende og aktuel, kender vi alle. Dem er der ikke grund til at gå ind i her.

Derimod er det mere interessant at overveje, hvad vi kan stille op med de udfordringer, vi står med. Også her i vort store landstift, Aalborg Stift.

I Aalborg stift har vi i knapt to år arbejdet med projekt “Folkekirkens Hus”

Vi har købt byens gamle Nationalbank på Gammeltorv i Aalborg ved siden af Domkirken. Huset er Budolfi Sogns nye sognegård og et hus til brug for hele Aalborg Stift.

Det er et visionært, ambitiøst og innovativt projekt, som forhåbentligt kan være med til at skabe en mere nærværende og vedkommende folkekirke de kommende generationer.

En af ledetrådene har fra første færd været “kirken ud på torvet”.

Bag denne formulering ligger den tanke, at vi også vil være kirke mellem søndagene på nye og overraskende måder. Vi vil i bogstavelig forstand være kirke midt i det pulserende liv, som det leves, ikke bare i Aalborg by, men i Aalborg Stift. Ambitionen er at skabe gode rammer og vilkår for kirkeudvikling. Danne og uddanne alle, der vil være med i projektet, så de kan komme til byen. Blive inspireret til at være kirke og tage hjem i sogne og kirker og inspirere videre.

Med stor interesse har jeg læst Landsforeningens rapport om kirken på landet. I rapporten er der opstillet seks sognetyper, der meget præcist tegner et billede af kirkedanmark.
Især har jeg hæftet mig ved sammenfatningen i rapporten, hvori det hedder: “kirkens udadvendthed er nøglen til at (gen)finde kirkens rolle som relevant lokal aktør”.

Det er for mig at se en anden måde at sige “kirken ud på torvet” som et sindbillede på, at vi er kirke alle dage. Også på hverdagene. Vi skal ikke give køb på søndagens gudstjeneste. Præsterne er først og sidst ansat til at prædike evangeliet. Gennem forberedelse og teologisk fordybelse forsøger vi søndag efter søndag at prædike trøst og glæde og håb. Det skal vi blive ved med. På søndage og mellem søndagene.

Rapporten beskriver også, at der spørges på synlighed fra præsterne. Det er et godt tegn, for synlighed betyder, at vores sognebørn mærker, at vi vil dem. Vi vil det folk, der blandt andet lægger navn til vores evangelisk lutherske folkekirke.

Derfor er udfordringen, at vi bliver synlige. Kommer “ud på torvet” så at sige. Det vil sige blander os i folkelivet, som det leves selv i de allermindste landsogne. For folk vil kirken. Og vi vil folket så at sige.
Som kirke skal vi indgå i så mange folkelige sammenhænge, vi magter. Vi skal vove at forlade vore trygge rammer. Være kirke med dem, der vil os. Flytte grænser for samarbejde. Turde indgå i nye konstellationer med foreninger og grupper, der er med til at løfte og bære det sogneliv, som de fleste steder er intakt og levedygtigt.

Det er en opgave for os alle. Præster, menighedsråd, ansatte og frivillige.

Kirken og alle engagerede kirkefolk kan ikke redde de små sogne alene, men sammen med lokale foreninger og institutioner kan vi være med til at holde sammen på det liv, der også leves i landdistrikterne. Det kan gøres ved at indgå i forpligtende samarbejde om både folkelige og kirkelige arrangementer og være en del af folkelivet, så det skinner klart og tydeligt igennem, at kirken også vil være kirke i og for hele sognet.

Jeg ser forskellige muligheder. Muligheder som også er i spil mange steder i dag.

Lad mig nævne:
1. samarbejde på tværs af sognegrænserne, så vi anvender vores resurser både de menneskelige og økonomiske bedst muligt
2. overvejelse over om kirken indenfor lovens rammer kan anvendes og indrettes på nye måder ud over gudstjenester og kirkelige handlinger.
3. arbejde på større synlighed og blive endnu bedre til at inkludere folk, der står på tærsklen til kirken 
4. gør dørtærsklen til kirken mindre ved så at sige at gå ud på torvet
5. forkynde som præsten Ole Juul skriver i sin bog: “At være til stede. Af en landsbypræsts dagbog.”

Heri hedder det et sted: “Øvelsen er at omsætte det, man har læst i bibelsk sammenhæng ind i en folkelig sammenhæng, forstået sådan, at det, der kan siges evangelisk, også skal kunne høres folkeligt. Ellers er det intet værd”.

Kirketællinger

De første tal på det kirkelige liv i stiftet lå klar lige før sommerferien.

Jeg vil gerne rette en stor tak til alle jer, der har haft ansvaret for kirketællingerne. Uden jer havde vi ikke haft det redskab til fortsat udvikling af kirkelivet i Aalborg Stift, som vi nu står med. Tak fordi I har sørget for, at vi i dag kan sige, at vi har et dækkende billede af, hvor mange der deltager i det rige kirkeliv i stiftet.

Min hovedkonklusion er nemlig, at vi har grund til at glæde os over resultatet af tællingerne.

Der har været over 1.105.000 deltagere til mere end 23.000 aktiviteter i vores kirker og sognegårde. Det svarer til, at hver eneste nordjyde i løbet af et år har deltaget i vores aktiviteter mere end tre gange.
Og det svarer til, at der i gennemsnit har været 46 deltagere til hver eneste aktivitet: fra babysalmesang over studiekredse, begravelser, sogneaftener, stille- og meditationsgudstjenester og konfirmationer til højmesser.

Det har vi grund til at glæde os over.

Ser vi på gudstjenesterne og de kirkelige handlinger for sig selv, så har der i gennemsnit været 54 deltagere hver gang, der er fejret gudstjeneste eller holdt en kirkelig handling.

Tallene viser, at der er opbakning til de aktiviteter, vi som menighedsråd og præster, ansatte og frivillige i stiftet indbyder til.

Det er af allerstørste vigtighed at sige, at vi også tilbyder en række aktiviteter, hvor der helt naturligt er et begrænset antal deltagere. Det er vigtige aktiviteter, som ikke kan og ikke skal have mange deltagere, men hvis kvalitet blandt andet ligger i en begrænset deltagerkreds. Det skal vi værne om og holde fast i.

Nu skal vi så i gang med at analysere og arbejde mere med tallene, så vi kan bruge dem konstruktivt og fremadrettet i arbejdet for at skabe liv og vækst i kirkelivet i stiftets sogne. Tallene skal i spil i drøftelserne på sogne-, provsti- og stiftsplan om, hvordan vi bedst kan være folkekirke i Aalborg Stift. Det er en opgave, vi allerede er godt i gang med i stiftets strukturudvalg i samarbejde med Kirkefondet og en forsker på Københavns Universitet.

Hele øvelsen går ud på, at vi hjælper hinanden med at skabe liv og vækst i alle sogne i Aalborg Stift.

Folkekirkens Familiestøtte
I sidste års landemodeberetning fortalte jeg om stiftets store satsning på diakonien de kommende år. Projektet hedder nu “Folkekirkens Familiestøtte”. Alle provstier og Stiftsrådet bakker op om projektet. Kirkeministeriet og Stiftsrådet har bevilget økonomisk støtte. Fonde har givet en stor håndsrækning, og vi venter svar fra enkelte fonde endnu.

I august måned havde vi et møde med Kirkeminister Bertel Haarder, der viste stor interesse for projektet, og der er nu sendt en ansøgning om at få økonomisk støtte fraSATS-puljemidlerne.

Lige meget hvor vi vender os hen, vises der stor interesse for “Folkekirkens Familiestøtte”. Vi regner med at løbe projektet i gang i januar 2016, og planen er, at det skal køre foreløbig 4 år. Alt efter udviklingen og økonomien er ambitionen, at det fortsætter ud over disse fire år.

Når vi er godt i gang, vil vi stille os til rådighed for andre interesserede stifter. Nogle har vist interesse, og flere vil følge trop.

Det er der grund til at glæde sig over. Glæde sig over at vi som kirke tager vores opgave om diakoni alvorligt, men først og sidst glæden over, at vi forhåbentlig kan hjælpe familier, der har hjælp behov.
Der bliver brug for mange frivilliges varme hænder, og inden længe ruller vi projektet ud på stiftets hjemmeside, hvor man kan læse med og se, hvad man kan gøre, hvis man vil være en del af noget nyt og stort.

Konfirmationsforberedelse
Vi er nu begyndt på andet år med den nye folkeskolelov. Det er ingen hemmelighed, at forhandlingerne mellem provster og præster og kommunerne nogle steder har været vanskelige. Vanskeligheden har bestået i, at det nogle steder har været umuligt at få placeret konfirmationsforberedelsen i normal skoletid, det vil sige mellem kl. 8 og 16. Der er fundet løsninger, men ikke tilfredsstillende løsninger alle steder.
Vi biskopper har haft møder både med den tidligere undervisningsminister og kirkeminister. Senest har vi haft møder med den nuværende kirkeminister om problemet.

Endelig lytter man nu til os. Det har medført, at undervisningsminister Ellen Trane Nørby den 10. september i år har udsendt et “Notat om rammeforsøg med konfirmationsforberedelse”. Dette notat følger stort set vores ønsker, idet der nu skabes mulighed for, at man kan inddrage 2 timer af det, der kaldes understøttende undervisning, til konfirmationsforberedelse på henholdsvis 7. og 8. klassetrin.

Forsøget kaldes et inspirationsrammeforsøg, og det kan sættes i værk allerede i indeværende skoleår. Betingelsen for at det sættes i værk er, at mindst to kommuner melder sig til forsøget.

Det er et stort fremskridt og kan give konfirmationsforberedelsen bedre vilkår med en placering inden for skoletiden. Ligeledes lægger det også op til, at der kan skabes et mere jævnt og sammenhængende forløb for præster og konfirmander.

Ifølge dagspressen er der allerede to kommuner, der har meldt sig til forsøget. Jeg vil kraftigt opfordre provster og præster til at gå ind i forsøget, hvor behovet er, og dermed få rettet op på de utilsigtede virkninger, skolereformen medførte for os.

Menighedsrådsvalg
2016 bliver også et spændende år for Folkekirken. Den 8. november er der menighedsrådsvalg. Jeg vil på det kraftigste opfordre til, at menighedsråd og præster allerede nu begynder at lede efter kandidater.

Al erfaring viser, at hvis man først begynder dagen før et opstillingsmøde, er det for sent. Derfor opfordrer jeg til, at man allerede nu begynder at kontakte personer, som måske har vist interesse i kirkeligt arbejde. At invitere dem med til et menighedsrådsmøde, så de kan få et indblik i de spændende og mangeartede opgaver, et menighedsråd arbejder med.

Året har også budt på spændende debatter og udfordringer i Stiftsrådet. Der skal lyde en stor tak til Stiftsrådet for engagement og medleven i stiftets mange udfordringer og en særlig tak til formanden for Stiftsrådet, Ejnar Haugaard Thomsen for samarbejdet og formandsskab.

Tak til jer alle!
Tak også til Stiftskontorchef Jørgen Lützau Larsen for dagligt samarbejde, opmuntring, sparring og både juridiske og menneskelige råd om de udfordringer, vi står med i stiftsadministrationen.

På stiftsadministrationen øver alle ansatte en forbilledlig indsats for at understøtte og hjælpe præster og menighedsråd i det daglige arbejde.

Tak for jeres indsats og støtte til mig i hverdagen.

Tak til provster, præster, menighedsråd, provstiudvalg, Stiftsrådet, ansatte og frivillige i Aalborg stift. I er på hver jeres måde frontkæmpere og lever kirkelivet derude, hvor det hele har sit udspring og kilde, nemlig i menigheden. I er med til at værne om evangeliets frie løb, og dermed er I garanter for, at evangeliet om Jesus Kristus, som er vores grundlag, har gode kår for liv og vækst.

Sidst men ikke mindst skal der lyde en tak til jer alle, fordi I bakker op om årets landemode både her og i Domkirken. Det styrker fællesskabet og tjenesten, og det giver mig et rygstød i hverdagen.