Landemodeberetninger
Landemode 2014

Landemodeberetning 2014

Kirker, kommunikation og udsatte familier er blandt temaerne i biskop Henning Toft Bros årsberetning, den såkaldte landemode, som kan læses her.

Af Henning Toft Bro, oktober 2014

Om vore kirker
Forleden havde jeg et ærinde i Domkirken. På parkeringspladsen holdt der en bil. En stor hvid kassevogn. Da jeg kom nærmere kunne jeg se, det var en håndværkerbil. En firmabil fra et firma i Juelsminde. Med store bogstaver stod der på siden: Dansk Kirkestabilisering.
Navnet satte tankerne i sving.

Nu ved jeg godt, at firmaet arbejder med den fysiske kirke, men jeg tænkte videre: kan man forestille sig et firma der kaldte sig: Dansk Sognestabilisering. Næppe. Men med de store udfordringer vi står i i den danske Folkekirke, er der unægtelig brug for stabilisering af både land- og bysogne.

På den anden side er vi godt i gang med at stabilisere sognene, så de med deres egenart og identitet kan skabe bæredygtige enheder og præsteembeder, som kalder på indhold og udvikling.
Det er et langt sejt træk. Men sådan har det altid været. Sådan er det endnu. Og sådan vil det også være i fremtiden.

Præster, menighedsråd, ansatte og frivillige gør en ihærdig indsats for at skabe en levende og en nærværende folkekirke. Det kalder på respekt og anerkendelse. Begge dele være hermed givet.
Jeg tænker ofte på, at vi har fået overgivet vore kirker fra slægterne før os. Vi har fået dem for intet. Der har ikke været nogen klausuler forbundet med overdragelsen. Nu har vi dem, og vi skal indrette os, så de fremstår som de gudshuse de er, så slægterne efter os kan glæde sig over, at vi tog denne opgave på os.

To overvejelser 
Menighedsrådet ved Kallerup kirke i Thisted provsti arbejder på at skabe det, der er benævnt: et eksperimentarium. Kort fortalt vil man omskabe kirkerummet for at skabe muligheder for nye samværsformer. Inventaret i skibet tænkes ud af rummet. I stedet for vil man møblere kirkerummet med cafeborde og stole. Alene denne fysiske forandring kan give muligheder for nye måde at være menighed på: samtaleprædikener, debatprædikener, sogneaftener, filmaftener m.m.m. Jeg tænker: hvorfor ikke også lade områdets dagplejemødre mødes i det anderledes rum. De lokale foreninger, som mange steder ikke har deres forsamlingshuse at møde i. Meget mere kunne nævnes, men det handler om, at kirken åbner sig mod, ikke bare lokalsamfundet, men lokalområdet så de mennesker der bl.a. lægger navn til kirken oplever, at kirken vil dem på ny måder og med nye fællesskaber.

Kirken er et indviet rum. Ikke alt kan foregå i vores gudshuse, men vi skal både vove og turde gå nye veje og som kirke være fyrtårne i områder og på egne, hvor kirken efterhånden er den eneste offentlige institution på stedet. Sagt på en anden måde: vi skal turde forlade vore bygninger og gå ud, om ikke i al verden som Jesus sagde vi skulle, men så dog ud i sognet, vores nærområder og være kirker med vores menigheder.
For nylig var jeg til klokkeindvielse i Gærum kirke. Den gamle klokke fra 1100-tallet er blevet udskiftet med en ny støbt i år. Og jeg tænkte: skal den nye klokke måske hænge de næste 1100 år? Hvis det sker, vil det være et historisk tidsspænd over 2200 år. Som årene tilbage til Jesu fødsel.

Der sker en stor folkevandring fra land til by disse år. Institutioner lukker omkring os. I utallige sogne, også i Aalborg stift, ligger kirken der stadig. Vi kan ikke redde de små landsogne fra fraflytning, men vi har en vigtig opgave i, at skabe levende kirker, levende gudshuse, som vi kan mødes i i alle de dragter vi bærer fra den dybeste sorg til den højeste glæde. Derfor må vi tænke nyt.

Folkekirkens Hus
Det forsøger vi også i Folkekirkens Hus. Altså at tænke nyt og anderledes. Og i bogstavelig forstand ud af huset. Ud af kirkehuset.

Muligheden for at erhverve huset, og ideen med projektet kan man læse om på stiftets hjemmeside.

Da vi lancerede ideen med og visionerne for huset, sagde jeg bl.a.:

Jeg vil arbejde for at det nye hus på én gang kan blive et kraftcenter for udviklingen af Folkekirken i Aalborg Stift – og også blive et folkeligt og kirkeligt mødested på Torvet midt i Aalborg.

Jeg forestiller mig kursusvirksomhed i forhold til stiftet, udvikling af Folkekirken, Kirkemusik, Korarbejde, Informationstjeneste, Ungdomskirke, Cafémiljø, Udvikling af religionspædagogik, Konfirmandarbejde, Minikonfirmander, Teologisk voksenundervisning og meget mere.

Endelig forestiller jeg mig, at vi med denne satsning får mulighed for at være kirke på Torvet. At vi kan lave et mødested, hvor tærsklen ikke er høj, og hvor det er samtalen og åbenheden, der er det vigtige.

Jeg tror Folkekirkens Hus kan være til stor gavn for Folkekirken i Aalborg stift. Og jeg vil pege på konfirmandarbejdet. Det er en central og væsentlig del af Folkekirkens arbejde i hele stiftet.
I fremtiden vil vi opleve, at konfirmandundervisningen blandt andet vil rumme halve og hele temadage for konfirmanderne. Her vil præsterne kunne få stor glæde af Folkekirkens Hus. Præsten kan tage et konfirmandhold med til Aalborg, hvor de kan møde:
Historien i form af kloster og domkirke, kirkemusikliv, korliv, ungdomskirke, diakoni, bl.a. Kirkens Korshær, pressetjeneste, kreativitet, undervisning, forskning og udvikling.

Nogle har spurgt om det her er en centralisering af folkekirken?

Jeg vil sige tvært imod. Folkekirken er den offentlige institution, der i dag når længst ud i hele landet. Vi er i alle sammenhænge i hele landet. Vi er så afgjort også den institution, der når længst ud med de højst uddannede medarbejdere og med forskellige typer af medarbejdere.
Vi har undervisere, pædagoger, musikfolk og akademikere, der er ansat og bor helt ude ved den mindste kirke i Danmark. Vi har også menighedsrådene – som et folkevalgt demokrati i de allermindste sammenhænge i de tyndest befolkede egne og lige så langt ud, som der bor folk. På den måde er vi måske det mest decentrale, der findes i Danmark.

Med Folkekirkens Hus kan vi styrke denne decentralisering! Vi vil lave et center, hvorfra vi kan hente inspiration og styrke til at fortsætte sognenes arbejde decentralt. 
Det er vi slet ikke færdige med at udvikle. Bestyrelsen er først lige begyndt. Men det er en væsentlig tanke, at Folkekirkens Hus skal være en styrkelse af alt det decentrale i folkekirken. En kerne i centrum, hvor man kan udvikle på det decentrale.
Bestyrelsen for Folkekirkens Hus arbejder på højtryk for at få ansat en daglig leder. Et forsigtigt gæt, at vi kan tage huset, eller dele af huset i brug om et år. 
En af de store udfordringer er at få gjort Folkekirkens Hus til hele stiftets hus. Altså et hus der benyttes af alle med interesse for og kærlighed til kirken og dens fremtid.

Diakoniprojekt
I stiftsudvalget for diakoni arbejdes der lige nu på et meget stort og ambitiøst projekt med navnet: Sårbare familier.

Projektet er i sin vorden, men kort fortalt går det ud på at sætte fokus på vores kristne ansvar for vores næste. Allerede i Apostlenes Gerninger kapitel 6 fortælles der om, hvorledes disciplene kaldes sammen fordi enkerne iblandt dem blev “tilsidesat ved den daglige uddeling”, som det hedder. Det blev enkerne blandt andet fordi disciplene ikke ville eller kunne forsømme forkyndelsen. Derfor finder de syv velanskrevne mænd, som skal varetage denne opgave. Allerede i de første menigheder tog man diakonien alvorlig. Det er på den baggrund, den fortælling, det kristne ansvar for vores næste, at vi nu forsøger med dette projekt.

Projektet har et foreløbigt budget på omkring 6 mill. kroner. Den største del af financieringen skal komme fra forskellige fonde. Flere er kontaktet. Ligeledes forestiller vi os at både provstier og stiftsråd bidrager. Tanken er, at vi vil uddanne frivillige fra forskellige sogne i stiftet, og klæde dem på til en social og diakonal opgave i vore menigheder. Vi tænker meget lavpraktisk. Det handler om at genopdage den måde vi levede på for en til to generationer siden, altså dette enkle, at man blot går til den eller dem der i vores midte savner varme hænder, et bankende hjerte og næstekærlighed.

I begyndelsen af det nye år vil vi orientere nærmere om projektet, som begynder her i Aalborg stift, men, jeg er overbevist om at det, som Folkekirkens Hus, vil brede sig til hele Folkekirken i de kommende år. Andre stiftet har allerede vist endog meget stor interesse for projekt: sårbare familier.

Strukturdebat
I disse uger arbejdes der politisk på et kompromis vedr. vedtagelse af en ny styringsreform for Folkekirken. Forløbet har været broget og, synes jeg, forceret. Vi er ved at ommøblere Folkekirkens struktur i et omfang vi ikke har set før. Jeg kender ikke Kirkeministerens forligspapir, men jeg vil sige, som jeg har gjort det i talrige sammenhænge: at jeg kan tilslutte mig, at der oprettes et Folkekirkens Fællesudvalg som tillægges kompetence til at fastlægge fællesfondens budget og landskirkeskattens størrelse efter overordnende retningslinjer som er fastlagt af Kirkeministeren.

I betænkningen foreslår et flertal at statens tilskud til folkekirken omlægges til et bloktilskud. Dette forslag kan jeg ikke tilslutte mig, da et bloktilskud let kan gå hen og blive en sårbar størrelse i det økonomiske og politiske spil. Jeg vil ligeledes pointere, at da spørgsmålet var til drøftelse i 2010, hvor der var en massiv modstand mod tanken, og jeg kan i den nuværende situation ikke se, at forudsætningerne har ændret sig.

Konfirmationsanordning
En ny konfirmationsanordning er på trapperne. Jeg hilser den velkommen, da vi har brug for en præcisering af Folkekirkens indsats på dette område. Alle ved vi at Folkekirken skal tilbyde konfirmationsforberedelse på 7. eller 8. klassetrin. I den nye anordning lægges der op til at alle menighedsråd har ansvaret for, at alle børn på 3. eller 4. klassetrin får et tilbud om, det der kommer til at hedde, børnekonfirmandundervisning. Anordningen er et udtryk for, at vi nu skal tilbyde en elementær indføring i kristendommen i børneårene og at der til stadighed er et undervisningsforløb frem mod konfirmationen.

Jeg hilser det velkomment at menighedsrådene nu skal skabe mulighed for, at der etableres børnekonfirmandundervisning. Det er, og vil altid være, en af kirkens kerneopgave at hjælpe unge forældre med dåbsoplæring. 
I tirsdags kom nyheden om at 25% af unge familier deltager i babysalmesang. Det viser for mig, at der både er et behov og et ønske om at kirken imødekommer børnefamiliernes ønske om at være en del af Folkekirken. Det forpligter, og den forpligtelse synes jeg I, præster og menighedsråd og ansatte tager på jer på fornemmeste vis.

Kommunikation
Som det vil være mange bekendt søsatte Stiftsrådet i samarbejde med Informationstjenesten og vore kommunikative platforme et storstilet projekt der kort fortalt handler om Stiftets kommunikation både internt og eksternt. Det har allerede sat sig spor i Stiftsavisen. Stiftsårbogen kommer også til at afspejle visionen for en vedkommende og visionært indsats på kommunikationsområdet. Og i dag udgiver vi et nyt magasin om frivillige. Ligeledes indstifter jeg en pris til årets kirkefrivillig. Man kan læse mere om projektet på stiftets hjemmeside.

Kirkeklokken
Lad mig vende tilbage til udgangspunktet for denne beretning.

De sidste to søndag har jeg været til klokkeindvielse i henholdsvis Gærum og Jerup kirke.

Jeg ser det som en af mine fornemste opgaver, at være fysisk til stede og deltager i menighedernes liv og glæde.

Jeg vil her rette en stor og hjertelig tak for det samarbejde der opstår, når jeg besøger kirker og sogne. Det er en stor glæde at være en del af kirkelivet i Aalborg stift, og på den måde blive fasthold i det egentlige: at forkynde evangeliet om Jesus Kristus.

Som skik er, får de fleste nye kirkeklokker indstøbt ord eller sætninger, som udtrykker menighedens glæde ved deres nye klokke.
Jerup kirkes nye klokke har fået indstøbt en del af et digt af Søren Ulrik Thomsen. Det lyder i al sin enkelthed, men også til eftertanke og refleksion: “Hvis der ikke var nogen, som kaldte, hvad skulle jeg så svare?”

Sætningen kræver netop refleksion. Når man først har fået sætningen ind i hjertet, bliver den ved med at udfordre.

For hvad skal man svare, hvis ingen kalder? Og hvad skal man svare, når nogen nu kalder. I dette tilfælde kirkeklokken.

Det må enhver afgøre med sig selv. Men nu kalder kirkeklokken rundt omkring fra landets kirker. Den kalder til gudstjeneste og eftertanke. Og vores svar må vi selv give. Men med henblik på talen om vore kirker, kan vi tilføje, at der i hvert fald kaldes på os. Hvad vi vil svare på dens kalden? Om vi vil svare, og om vi vil følge dens kalden, er op til os selv. Vi kan komme. Vi kan udeblive. Men vi kan aldrig undskylde os med, at der ikke bliver kaldt på os. Og inskriptionen udfordrer: “Hvis der ikke var nogen, som kaldte, hvad skulle jeg så svare?”

Tak
Afslutningsvist vil jeg her rette en stor tak til formanden for Stiftsrådet, Ejnar Haugaard Thomsen for et forbilledligt samarbejde og samtale om Aalborg stift.

Tillige skal der lyde en hjertelig tak til Stiftskontorchef Jørgen Lützau Larsen for daglig sparring og gode juridiske og menneskelige råd om både store og små sager der optager os i hverdagen.

Stiftets ansatte gør en på alle måder stor indsats for kirkelivet i Aalborg stift, og de gør på hver deres måde hverdagen lettere for mig på alle mulige måder. Tak for det!

Tak til alle jer, der er mødt op i dag og dermed har været med til at styrke fællesskabet og glæden i tjenesten.

Tak også til provster, præster, menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd, ansatte og frivillige i Aalborg stift. Uden jer var vi ikke den levende og nærværende kirke vi er. 
Det er i samvirke og fællesskab. For vi vil alle det samme: Liv og vækst for vores elskede Folkekirke i Aalborg stift, med det ene formål som vi er sat i verden for: At forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser.