Hvad handlede fejden om bededag om?

 Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen 

Læs debatindlægget hos Nordjyske Stiftstidende

HELLIGDAG: Da regeringen efter folketingsvalget fremlagde, at den ville afskaffe en helligdag, fulgte nogle intense måneder med sus på gangene i folkekirkens mange forgreninger.

I historisk forening protesterede folkekirkens parter over regeringens måde at ville gennemføre planen på. Vi var ærligt talt chokerede.

Vi ved alle, hvordan det hele endte, men nu, hvor støvet efter bededagsfejden har lagt sig, er det værd at genbesøge, hvad der egentlig skete i de dage.

For hvorfor al den ballade over afskaffelsen af en fridag, kan man spørge? 

Allerede i regeringsgrundlaget udtrykte regeringen, at den ville "afskaffe en helligdag". Da jeg første gang læste det, troede jeg, der var sket en fejl eller en misforståelse. 

Regeringen måtte mene en fridag. For helligdage er jo folkekirkens og en del af folkekirkens forkyndelse, som staten ikke har råderet over.

Selvfølgelig kan helligdage ændres eller ligefrem afskaffes, men det kræver en bred folkelig samtale, og det var der ikke lagt op til.

Det var ikke en samtale, som regeringen ville. Og her anfægter jeg ikke de folkevalgtes argumenter om at ville øge arbejdsudbuddet eller finde penge til forsvaret. Det er måden, de vil gøre det på, som er problematisk. 

For regeringen havde som bekendt ikke skrevet forkert. Den mente altså faktisk en helligdag, og så er det en anden sag. Så har staten en tradition og forpligtelse til at høre folkekirken.

Vi forsøgte fra folkekirkens side at råbe politikerne op og markere, at staten er nødt til at gå i dialog. Vi var nødt til at svare på vores klare oplevelse af, at her gik staten over grænsen.

Folkekirken er i grundloven defineret som evangelisk-luthersk, og det betyder, at kirken ikke har verdslig magt. Omvendt betyder det også, at staten ikke blander sig i forkyndelsen. 

Talen er med andre ord fri. Men her overtrådte staten det princip.

Det er nemlig klart, at staten kan alt. Selvfølgelig kan en stat alt, ellers er den ikke en stat i sit eget område. Men spørgsmålet er, om staten skal alt? Det mener jeg ikke, at en sekulær stat skal.

Når Grundlovens vise fædre anbragte folkekirken som statens "tvilling" i grundloven, så var det fordi, at folkekirken skulle være garant for et frit folkeligt rum, hvor staten ikke skulle blande sig i, hvad der blev sagt og gjort, og heller ikke i gudstjenesten.

Omvendt er det klart, at staten har ret til magt, men at denne magt bliver stækket ved folkekirkens placering i grundloven.

Der må være et frit rum. Et frit folkeligt rum inden for god offentlig orden.

Ved at afskaffe helligdagen (Bededag) og ikke kun en fridag, overskred staten den grænse. Der er ikke tale om grundlovsbrud, så højt skal vi ikke svinge os op, men der er tale om et brud på en fortolkning af Grundloven, hvor staten udviser skønsomhed og respekt overfor det folkelige rum.

Derfor handlede bededags-fejden ikke om et isoleret kirkeligt forhold. Det var meget bredere end det, og burde interessere enhver borger uanset tro og observans: det handler om, hvorvidt staten har ret til at definere det folkelige rum. Om den må tage magten over et rum og en helligdag, som netop er hellig og derfor ikke tilhører staten.

Da landets magthavere valgte ikke at respektere det folkekirkelige rum og vores tradition for samtale, bevægede vi os ud i et grænseløst rum. Og det er stærkt bekymrende.

Nu har staten gjort det. Den har uden om folkekirken afskaffet bededag. Derved har man statsligt defineret folkekirkens forkyndelse, og det er forhåbentligt klart for de fleste, at det ikke er en ret vej at gå.

Det er klart at staten kan det, spørgsmålet er som sagt om staten skal det? Det mener jeg ikke en sekulær stat skal.

Fra og med næste år er ingen kirker og præster forpligtede på at holde bededagsgudstjeneste. Jeg vil dog som biskop anbefale kirkerne at gøre det og derved holde gudstjenesten som en aftengudstjeneste om fredagen og eventuelt knytte det sammen med nogle varme hveder og en kop kaffe. 

Det kan sikkert godt blive både givende og hyggeligt og stadig være med til at styrke fællesskabet. Men det ændrer ikke ved, at staten har defineret det folkelige rum på en måde, som burde bekymre enhver borger i landet. 

Jeg blander mig ikke i, hvorvidt en fridag skal afskaffes eller ej, men jeg blander mig i, at vi har en stat, der ikke finder det bekymrende at overskride den folkelige frihed.

Det skulle bekymre os alle.