Velkommen til en god stund i kirken

Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Læs debatindlægget hos Nordjyske Stiftstidende

BEDEDAG: Bededag har været en fast del af kirkeåret og en fast del af forårets helligdage, siden Sjællands biskop Hans Bager indførte den i 1686 og senere ved stadfæstelse i Struenses helligdagsreform i 1770.

Det er en dag, hvortil der knytter sig mange gode traditioner, som gudstjeneste, varme hvede aftenen før og gåture i det spirende forår.

Grundlæggende handler bededag om bønnen, og selvom den således ikke har direkte fodfæste i den bibelske fortælling, må man sige, at bønnen er en central del af det kirkelige liv.

Samtidig ved vi fra undersøgelser, at mange mennesker beder på den ene eller anden måde. Bønnen er en del af det at være menneske, og det er bededag også med til at vise, og med til at tage hånd om. Bønnen er et at det mest væsentligste udtryk for, at mennesket ikke er sig selv nok. Dagen viser således også, at vi mennesker ikke kan være os selv nok.

Men i år er det sidste gang, vi officielt kan fejre bededag.

Sandt er det, at vi selvfølgelig kan holde alle de bededage vi vil, men det er sidste gang, at bededag optræder som helligdag i vores kalender, og præster og folkekirker er forpligtede på at holde den.

For ved regeringens afskaffelse af helligdagen på tværs af alle ønsker og protester, bliver vores århundrede lange tradition nu med et slag fjernet.

Folkekirken skal nok værne om bønnen, så afskaffelsen af bededag handler selvsagt om mere end tradition og en dag til bøn og fordybelse.

Med regeringens egenhændige beslutning viste staten en grænseløshed. Det er klart, at en stat kan alt inden for grundlovens rammer, men det betyder ikke, at en stat skal alt. Det var derfor, at grundlovens vise fædre anbragte folkekirken som også en grænsedragning for statens magt.

Og læserne må her undskylde mig de mere tekniske udredninger og oprids af danmarkshistorien, men det er nødvendigt for at forklare sagens alvor.

I Grundlovens § 4 defineres folkekirken som evangeliskluthersk.

Det defineres i bekendelsen, som kaldes " Confession Augustana" fra 1530, hvor artikel 28 beskriver, at forkyndelsen er kirkens område og ikke statens område. Statens område er lovgivning over kroppene, men ikke over sjælene.

Denne adskillelse er altså til for at adskille fysisk magt og forkyndelse.

Kirken har ingen fysisk magt over mennesker, den kan ikke tvinge, men kun forkynde evangeliet til frihed, og staten, der har fysisk magt, må ikke forkynde.

Men når staten i regeringens skikkelse afskaffer helligdagen, så blander staten sig i forkyndelsen. Staten bliver så at sige til kirke, og så skal vi reagere. For det er et brud med Confessio Augustana artikel 28, som altså definerer folkekirken i Grundlovens § 4.

Man kunne sige, at den ensidige beslutning om at afskaffe bededag bryder med grundloven. Så højt mener jeg ikke, man skal svinge sig op, men det synes dog at være en smule tæt på.

Processen vedrørende bededags afskaffelse er derfor ikke først og fremmest et folkekirkeligt problem, men bør optage hele befolkningen.

Det rejser spørgsmålet om, hvad en stat må, og hvad en stat kan. Det handler om hvad en stat er. Det, vi har oplevet, er bekymrende. Og de kommende år vil den manglende officielle bededag hele tiden påminde os om den grænseløshed, som vi skal være på vagt over for.

Så i dag er den sidste officielle bededag siden 1686.

Mange kirker holder gudstjeneste i dag, og i Aalborg domkirke Budolfi holder vi en musikgudstjeneste kl. 14.00, hvor jeg prædiker, og enhver er hjertelig velkommen.

Denne bededagsgudstjeneste er ikke en politisk manifestation, men den er ment som en ordentlig måde at afrunde og afslutte en helligdag i vores kirkeliv og historie. En dag til bøn, musik og fordybelse.

Velkommen til enhver til en god stund i kirken.