Fortsæt til hovedindholdet
Prædikener og taler
Prædiken ved flaggudstjeneste Valdemarsdag

Prædiken ved flaggudstjeneste Valdemarsdag i Vor Frue Kirke 

Læs biskop Thomas Reinholdt Rasmussens prædiken ved flaggudstjeneste Valdemarsdag i Vor Frue Kirke 15. juni 2022.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for

Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

Der er meget tale for tiden om værdier. Der er en fornemmelse af at det er afgørende og det væsentligt. Det er afgørende og væsentligt at have værdier i livet, for at kunne navigere og for at kunne finde ud af, hvad der er op og ned.

En af de værdier, som vi samles om, og som der ikke sættes spørgsmålstegn ved, og som alle kan samles om, er vores flag. Flaget, hvis dag vi fejrer i dag.

Det er et af verdens ældste flag, og udspringer af korstoget til Tallinn. Her kan man stadig i den danske konges have finde et mindesmærke for Dannebrog.

Men en fane er ikke bare en fane, og et flag er ikke bare et flag, for det udtrykker noget bestemt. Det udtrykker noget særligt. Det gør enhver fane om det er et flag eller en fane for en sportsklub.

Der er et udtryk i enhver fane og i ethvert flag, som siger os noget særligt, og som givet en særlig værdi til livet.

Dannebrog er enkelt og smukt. Rødt og hvidt. Det røde er udtryk for livet selv. Mens det hvide er et kors.

Korset er tydeligt i flaget, og taler til os om noget andet end selvhævdende værdier og brovtende snak. Korset taler til os om, at vi har brug for nåde.

Det er korsets udtryk. Alt af nåde.

Det er således også flagets udtryk, og derved får det et særligt udtryk, der ikke er fyldt med hierarki eller magt, men fyldt med forståelse af, at vi har brug for tilgivelse og nåde.

Tilgivelsen og nåden er den afgørende værdi, hvis man kan sige det sådan.

Og et land, hvis flag er en stadig påmindelse om tilgivelse og nåde, må også hele tiden holdes sig selv fast på, at man kan fejle og ramme ved siden af skiven slev med de bedste intentioner. Det er det korset peget på. Vi kan ikke dømme hinanden til bunds. Vi kan ikke gøre tingene absolut. Vi kan ikke fælde absolutte domme, for vi står under korset. Vi kan kun gå vores skud, og stole på Guds nåde.

Det er også det Maria erfarer i det evangelium, vi hørte fra alteret. Vi hørte om en ung kvinde, der pludselig får sit liv væltet rundt og ændret på radikal vis.

Hendes liv er pludselig helt anderledes end hvad hun ellers troede. Og sådan kan vores liv for enhver af os pludselig ændre karakter, og vi kan stå i en ny situation, som ingen af os regnede med øjeblikke før.

Det kan være udefrakommende ting, der pludselig skyller ind over os, eller hændelser, som vi selv er skyld i og som gør at livet, som vi kender det, ikke kan fortsætte i samme spor.

Vi kender det alle. Vi kender det fra os selv. Og vi møder det også i fortællingen om Maria.

Hun modtaget et liv, der nu er helt anderledes. Hun kan knap rumme det. Men hendes ord er at hvile i nåden. Lad det ske mig efter dit ord, siger hun. Lad mig hvile i nåden.

Og det er sandelig også det flaget udtrykker. Lad mig i hvile nåden. Lad korset, og derved nåden, være fortegn for mit liv. Den, der har korset som fortegn for sit liv, kan aldrig være absolut eller selvhævdende, men må altid som Maria henter alt af nåde.

Det må være det, der står tilbage også på en aften som i aften, hvor vi festligholder flaget og deres store historie: at alt i sidste ende er af nåde. Det er den måde, vi skal se på hinanden på. Som mennesker under Guds nåde. Som tilgivne. Det er det, det hele peger på.

Derfor kan vi gå frit enhver til sit og stole på Guds nåde. Vi kan gå ud i verden og bygge samfund og helheder, fordi vi tror på, at hvis vi rammer ved siden af skiven, så er Guds nåde større end vores dom.

Lad det være ordene på denne gode aften, hvor vi samles under det flag, der peger på nåden og tilgivelsen som den afgørende grund og dybde i vores liv.

Det var det Maria erfarede, da hende liv blev ændret. Det er det, vi må erfare, når vi møder hændelser og oplevelser, der forandrer alt.

Og ordene til Maria var: Frygt ikke! For du har fundet nåde for Gud. Det er det, hun skulle leve på, og således også vi. Frygt ikke. Nåde fra Gud.

Amen