Prædiken 3.s.HtK 2023; Matt. 8,1-13
Flere af salmerne i dag handler om håb. De kredser om håbet som en afgørende forudsætning for livet og som en helt afgørende horisont for det liv, vi lever sammen.
Håbet kan ikke holdes nede, men må være levende iblandt os.
Det er væsentligt at tale om håbet i vor tid, hvor som mange taler om krise og krisetider. Og sandt er det at der er krig i Europa og energipriser med mere tager på himmelflugt. Der kan sagtens tales om krise og der kan sagtens tales en krise op.
Men at tale kriser op, er ikke en tilgang her i dette hus. Her vil vi tale om håbet, for håb er faktisk det eneste, vi kan leve på, når verden bliver for lille og tiden bliver for trang.
Vi må ikke taler kriser op. Vi skal tage kriser alvorligt, men vi skal tale dem ned med håb om at det kan blive bedre. Vi skal ikke tale kriser ned med mangel på realitetssans, men vi skal tale kriser ned ved at fylde dem med håb.
Vi skal tale om håbet midt i kriser. Vi skal tale om håbet midt i nederlag. Vi skal tale om håbet midt i våbenbrag. For vi er døbt, som vi også hørte det i dag, til et levende håb. Det er håbet, der er vores fundament.
Og håb har der sandelig også have været i dagens evangelium. Selvfølgelig håb hos de mennesker, der nærmere sig Jesus, for at blive fri for deres trængsler. Der var et håb i selve bevægelsen. Men der må sandelig også have været et håb hos den romerske officer, der kommer til Jesus i Kapernaum, og beder for sin tjener, der ligger syg derhjemme og lider forfærdeligt.
Han beder for ham i håb.
Og hvis vi prøver at følge beretningen lidt længere end den er fortalt, så prøv at forestille jer hvilken tur denne officer har haft hjem. Han har fået at vide, at hans tjener er helbredt. Han kan ikke vide det. Han kan håbe det, og måske har han haft en lang tur hjem. Måske har han gået bakke op og bakke ned, og måske har håbet steget og sunket i ham på samme vis.
Fremad er han gået på det ord, som han har fået af Jesus. Og Ordet har fyldt ham med håb. Og det har drevet ham hjem. Håbet har levet i ham, men måske har det til tider kun været en lille flamme.
Sådan er håbet. Vi går på ordet med håbet i livet. Det var det den romerske officer gjorde og det er det, vi skal gøre. Gå på ordet med håbet i livet.
Og det var det de utallige missionærer gjorde, der blev udsendt til fjerne egne gjorde. Gik på ordet med håbet i livet. Vi fejrer i dag også Danmissions 200-års dag. Godt er det 202 år, for fejring har måttet udsætte på grund af coronatiden, men 202 år er da flottere endnu.
Og man læser de mange beretninger om arbejdet i Afrika, Østen og Asien, så gribes jeg umiddelbart af tre ting:
Først at de vitterligt gik på ordet med ordet i livet. De ville give et liv til mennesker, de ikke havde mødt og mødet blev ofte og naturligvis gensidigt, hvor kulturer mødte og blev en del af hinanden. Det var berigende og ofte meget respektfuldt.
Dernæst at missionsarbejdet og de beretninger, der blev sendt hjem, gjorde at folk herhjemme fik et vældigt udblik på verden. Det har ofte slået mig hvor internationalt orienteret det kirkelige liv var i forhold til tiden ellers, også særlig med blik for sociale forhold, fattigdom og undertrykkelse.
Og endelig en ting, som slår mig meget, når jeg læser de mange beretninger: hvor er der i missionshistorien mange stærke kvinder! Hvis man vil lede efter stærke kvinder, så kig i den historie. Kvinder, der leder skoler og sygehuse. Kvinder, der alene i meget fjerne egne tager sig af hjemløse børn, og kvinder, der i den grad tør at tale ordet mod magt og vælde. Det er imponerende. Hvis man spørger efter de stærke kvinder, så se på missionshistorien.
Meget mere kan vi sige om den utroligt facetterede historie. Og også i dag er det er omfattende arbejde fra. Danmission til glæde for mange. Men grundlæggende handler det jo om, at man gjorde som den romerske officer i dagens evangelium: Man gik på ordet man havde hørt med håbet i livet, så andre også kunne leve i det håb. Leve i det håb, at krise er ikke livets kerne. Håb er livets kerne.
Håbet om at kærligheden sker fyldest. Håbet om at livet kan åbne sig både her og siden hen. Håbet om Guds nåde til alle.
Så lad os lytte til dagens evangelium med den glæde, at vi alle har fået ordet at høre og vi alle er er del af det levende håb. Også vi skal gå både i bogstavelig og overført forstand bakke op og bakke ned, før vi kommer hjem. Men vi går på ordet med ordet i livet. Det er det den romerske officer gjorde. Det er det mennesker før os har gjort. Og nu skal vi også gøre det: gå på ordet med håbet i livet.
Amen
