Allehelgensdag i efterår
Den første søndag i november er det Allehelgensdag. Det er den dag, hvor vi mindes vore afdøde og fastholder, at vi stadig er sammen med dem på trods af dødens afstand. Vi fastholder, at døden ikke får det sidste ord. Det tror vi.
I ugen op til Alle Helgen var jeg i Rom. Vi var en delegation, der var inviteret til Rom via Det mellemkirkelige Råd. I Rom mødte vi flere ledere i Vatikanet og fik også lejlighed til at hilse på pave Frans. Det var selvfølgelig en stor oplevelse, men størst indtryk gjorde dog den almindelige andagt, særligt i tiden omkring Allehelgens dag.
Der skabes et bånd mellem os og vore afdøde. Et bånd, skabt ved ham, der overskred døden: Jesus Kristus.
I min præstetid er Allehelgensdag blevet større og større, og betyder mere og mere. Vi har behov for det konkrete ting: Lystænding, blomster, og ord, der fylder noget i det tab, vi alle oplever. Så midt i den tid, hvor efteråret bliver stærkest med faldende blad og kølig vind, forsamles vi om ordet om, kærligheden er størst af alt. Det betyder, at den også er større end døden. Det er det, vi tror.
For det er et trosspørgsmål, at kærligheden er størst af alt. Det kan vi ikke erfare. Det må vi tro. Og gennem de bibelske beretninger, og mødet med Jesus ved døbefont og alterbord, fortælles dette igen og igen: At kærligheden er størst af alt.
Det er under det fortegn, at Allehelgensdag finder sted. Og derfor er det ikke kun en dag i mindets tegn, hvilket det også er, men det er også en dag i håbets tegn. Et håb om, at Gud vil række tværs gennem døden og mørket, og kalder os alle frem til lys hos sig igen. Det er det vi tror: At kærligheden er størst af alt.
Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen
