Fortsæt til hovedindholdet
Månedsbrev
Marts 2022

Marts 2022

Læs biskoppens månedshilsen

Der er krig i Europa. Et land midt i den europæiske kulturkreds er blevet angrebet af et andet land. Rusland fører krig i Ukraine.

Det er skræmmende at opleve, og man forfærdes af de ting, man både hører og ser på diverse medier. Mennesker, der pludselig er nødt til at forlade deres vante tilværelse og rejse fra hus og hjem for at komme væk fra krigen. Det er så tæt på, at det kunne være en selv. Og hvad ville man selv have gjort? Ville man have rejst? Og hvad ville man have taget med? Det ved man nok kun, når man står i situationen.

Mange kirker har i disse dage holdt andagter og bøn for situationen og for de berørte mennesker. Vi har brug for at samles, og vi har brug for at reflektere over det, vi erfarer. Samtidig med at vi nu engagerer os i det, vi finder nødvendigt. Bøn og praktisk arbejde udelukker ikke hinanden.

Vi beder til, at krigen finder en udgang, så at freden igen må indfinde sig. Og tankerne går til de mange mennesker i Ukraine. Hvis man beder sin aftenbøn, bør man give lidt plads til dem også. Find eventuelt inspiration til bøn her

For nogle år siden rejste jeg en del i de østeuropæiske lande i forbindelse med kirkeligt arbejde, og jeg fik her lov at tale med en del mennesker, som gennem deres kirkelige tilhørsforhold havde store indsigter i også politiske forhold. Her var Ukraine også på tale. Det er et land, der på mange måde har samme kultur som os. Det er en del af den kristne kulturkreds i Europa. Også derfor føles det tæt på i disse dage.

Det er begivenhederne i Ukraine, der fylder i disse dage. Naturligvis. Vores tanker går til de mange, der er berørt.

Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen

Læs flere månedshilsner