Fortsæt til hovedindholdet
Månedsbrev
Maj 2023

Maj 2023

Læs biskoppens månedshilsen

Kirkemusik

Her i begyndelsen af maj måned har vi opslået stillingen som rektor for Vestervig Kirkemusikskole. Kirkemusikskolen uddanner organister og kirkemusikere til kirken. Det er en af de væsentlige uddannelsesinstitutioner, for kirkemusikken er en væsentlig del af folkekirkens liv.

Men som i næsten alle andre sektorer af vores arbejdsliv, så ser vi også en fremtid, hvor mange af de nuværende organister og musikere går på pension. Der er en stor opgave for os alle at sætte unge mennesker i gang arbejdet og glæden ved musik, og pege på folkekirken som en god arbejdsplads, når det gælder musik.

For det handler ikke kun om ledsagelse til gudstjenester og kirkelige handlinger. Det handler om en central del af kirkelivets udtryk. Det handler om bevarelsen og fornyelsen af en musikkultur. I en evangelisk-luthersk kirke er musikken central. Luther selv har faktisk i tvivl om, hvad han skulle sætte højeste: musik eller teologien, og det har sat sig spor også i kirken i dag, hvor et rigt musik- og kor- og sangliv trives i folkekirken.

Alt dette skal en ny rektor ved Vestervig Kirkemusikskole være med til at forme og farve. Kirkemusikskolen har hovedsæde i Vestervig og har filialer i både Aalborg og Aarhus. 

Hvis man skulle kende en organist med flair for administration, så prik gerne til vedkommende og sig, at her er måske noget for dig. Vi har også her brug for gode ansøgere.

Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen