Som ny biskop er der rimeligt mange ting at sætte sig i ind. Man må sige, at der er en stejl indlæringskurve. Men det går det hele, og spændende er det.
Hele omdrejningspunktet for folkekirken er søndagens gudstjeneste. Det er her, vi henter kraft og mening til alle de andre gode ting, som ugen byder på. Det er her, de fleste af os møder folkekirken ved almindelige gudstjenestedeltagelse og som deltager ved dåb.
I de sidste måneder har jeg haft glæden af at deltage i flere gudstjenester rundt om i stiftet. Det har været som almindelig kirkegænger på kirkebænken, og alle steder har jeg mødt velforberedte præster og personale, der gør deres for at evangeliet kan lyde forståeligt og vedkommende. Man føler sig velkommen.
Det pudsige er, at jeg ikke har oplevet den samme gudstjeneste to steder. Alle steder har der være variationer med lokalt særpræg. Variationer, som måske ikke ville fungere andre steder, men som lige på dette sted giver fuld mening.
Det er tankevækkende. For jeg er slet ikke i tvivl om, at det er den samme gudstjeneste. Selvom jeg ikke oplever helt den samme gudstjeneste to steder, er jeg slet ikke i tvivl om sammenhængen. Det hænger sammen med en rød tråd, og med ånd, rum og væremåde.
Biskopperne har nedsat en række udvalg og kommissioner til at udrede liturgien. Måske er det væsentlig, at vi netop ikke autoriserer ritualer og gudstjenesten for hårdt. Den nuværende ritualbog indeholder jo heller ikke mange præcise angivelse for, hvordan og hvorledes man skal gøre tingene. Mange få steder står der præcis, hvordan man skal gå og stå, og mange steder overlades det til et skøn.
Det er i det skøn, at det lokale lever, for her gives der plads til de variationer, der betyder, at vi netop kan gøre dette særlige på vores sted. Det skal der være plads til. Måske er variationen netop en del af sammenhængen.
Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen
