Vi kommer nu til adventstiden igen. Dagene bliver korte, og mørket bliver tæt. Når vi bevæger os ind decembermørket, nærmer vi os også julen og det lys, der skinner der. I år må vi igen tage højde for coronarestriktioner. Dem kommer vi ikke uden om. Men vi nærmer os lyset, der skinner i mørket. Vi skal tale om håb og om lys. Også hos os i Aalborg Stift.
Aalborg Stift er et stort og smukt stift. Der spænder vidt fra Hadsund i øst til Vestervig i vest, og fra Skagen i nord til Rebild i syd. Og som stiftet spænder vidt geografisk, spænder det også vidt kirkeligt. Vi har forskellige måder at forkynde det kristne evangelium på, og det skal der være plads til. Der skal være plads til den forskellighed, som folkekirken rummer.
Forskelligheden er nemlig en del af evangeliet. Den kristne grundfortælling er beretningen om kvinderne ved den tomme grav. Graven er ikke tom, fordi de har gjort det rigtige. Graven er tom på trods af dem. Derfor forudsætter evangeliet ikke en særlig holdning eller livsindstilling. Det kommer til os uanset hvad. Uanset, hvorledes vi er og lever. Uanset vores forskellighed. Forskelligheden er forudsat i selve evangeliet. Det er den forskellighed, vi skal værne om. Det anser jeg for en af de væsentligste opgaver som biskop: At værne om den folkekirkelige frihed og at give den gode betingelser. Det handler altid om et kristent menneskes frihed.
Folkekirken er den lokale kirke. Det er her, folkekirken lever og ånde. Det er her, den betyder noget for os mennesker. Her kommer vi med vores små og får dem døbt. Her kommer unge og bliver konfirmeret. Her kommer lidt ældre unge og bliver viet. Og her begraver vi vores gamle. Det er alle handlinger, der betyder noget for os. Noget, som præster og personale skal have tid til at udføre ordentligt. Folkekirken har meget dygtige, veluddannede og dedikerede ansatte. Det skal vi blive ved med at have, og det har vi kun, hvis vi og andre efterspørger faglighed.
Vi skal have øje for, at de kirkelige handlinger bruges. Vi skal altid kunne stå på mål for, hvad vi tror og gør. Det er ikke lige meget, om børn bliver døbt eller ej. Eller at dåbsoplæringen følges ved minikonfirmand og konfirmandundervisning. Vi tror på, at det er afgørende, at et menneske bliver døbt, og at dåben efterfølges af viden om, hvad der er sket. Man kan godt forstå udsagnet om, at barnet for eksempel først skal døbes, når det er ældre og selv forstår det. Men det er ikke et udsagn, der giver mening i dåbens sammenhæng. Her er vi alle sammen altid småbørn for vor Herre, og kaldes, uanset alder, 'Guds barn' i dåben. Derfor er alder og viden ikke en forudsætning for dåb.
De kirkelige handlinger skal vi værne om. Folkekirken er samtidig også en af landets største kulturelle organisationer med foredrag, koncerter og arrangementer. Her varetager folkekirken en god tradition. Her møder vi store tanker og følelser i vores fælles kultur. Ting, der kan sætter overvejelser i gang hos den enkelte. Oplevelser, der først og fremmest er skabt af de mange, der dagligt løfter opgaven med at gøre vores folkekirke i nord tilgængelig og vedkommende. Jeg vil i den forbindelse gerne sige tak til menighedsråd, præster og personale i Aalborg Stift for et godt arbejde. Jeg ser frem til samarbejdet med jer alle.
Nu er det er adventstid, og vi nærmer os julen. Adventstiden er fra gammel tid en domstid, og teksterne, som høres i kirken, kredser om dommen. Men når dommen kommer julenat, så er det ikke en høj herre med sværd i hånd. Det er et barn i en krybbe.
Det er værd at tro på - også i vore dages samfund: At dommen er et barn, der er svøbt og ligger i en krybbe. Derfor er livets dom ikke hård og ubarmhjertig, men livsomvæltende og ny som et spædbarn er. Det er det, vi tror på.
Jeg vil ønske alle i Aalborg Stift en glædelig adventstid.
Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen
