Premiere på nyt tv-program
På søndag kan seerne opleve noget helt nyt på TV2s sendeflade. Det sker, når Aalborg stifts spritnye program EFTERTANKE har premiere på TV2 Nord og TV MIDTVEST.

I første afsnit af EFTERTANKE møder vi Liv, der i en alder af blot 21 år har været ramt af kræft tre gange. Temaet for første program er 'Håb'.
Af Marie Hoehl Tolstrup
"EFTERTANKE går tæt på livet og de store spørgsmål. Det handler om tro, håb og kærlighed. Det handler om tvivl, angst og sorg. Det handler om dig og mig og om de tanker og følelser, der er en del af det at være menneske."
Sådan lyder programteksten til det nye tv-program, der 3. marts har premiere på TV2 Nord og TV MIDTVEST. Programmet vil hver måned stille skarpt på et af livets store temaer, hvor mennesker både i og udenfor kirken vil dykke ned i temaet og dele deres personlige erfaringer og historier. Programmet erstatter det hidtidige tv-program fra Aalborg stift 'Vorherre Bevares', der blev sendt for sidste gang i februar 2019.

3 hurtige til redaktionen bag EFTERTANKE
1. Hvorfor bliver magasinprogrammet Vorherre Bevares erstattet af et nyt program?
Vorherre Bevares har været sendt i syv år og både mediebilledet, samfundet og kirken har rykket sig. Vi skriver nu 2019, og tiden var inde til at gentænke konceptet for et tv-program fra Aalborg stift. Nu har vi igennem mange år givet et grundigt indblik i de forskellige kirker i stiftet - i deres historie og arkitektur og livet i kirken. Nu er det på tide, at vi også tv-mæssigt går fra at invitere folk ind i kirken til at rykke kirken ud, hvor folket er. Med alle de tanker og følelser og livstemaer, der hører med til det at være menneske anno 2019.
2. Hvad er formålet med det nye program?
Med EFTERTANKE vil vi gerne et spadestik dybere og kradse lidt i livets overflade. Programmet dykker ned i nogle temaer, historier og fortællinger, der ikke altid er pæne. Vi møder folk, der har været i situationer, hvor alt håb er ude, men også historier, hvor vi som mennesker rykker tættere sammen og finder lys i mørket. Folkekirken har relevans på så mange plan i menneskets liv og følger mennesket fra fødsel til død og alt derimellem. Derfor virker det også helt oplagt at tage fat i de mange livstemaer, vi alle møder på vores vej. Hvis ikke kirken kan sætte spot på livets store temaer, hvem kan så? Programmet sigter ikke efter at give svar på spørgsmål, men derimod at skabe refleksion og give perspektiv - kirkeligt og menneskeligt. At give stof til...ja, eftertanke.
3. Hvem er målgruppen for det nye program?
Programmet er for alle, men i modsætning til Vorherre Bevares har EFTERTANKE en lidt større appel til den yngre målgruppe. Blandt andet vil vi i hvert afsnit møde et ungepanel, ligesom der vil optræde yngre 'cases' i hvert program. Men programmet er så absolut ikke kun henvendt til de unge. Det har relevans for et bredt publikum, og programmets temaer vil være nogle, vi alle er i berøring med igennem livet.
Og så lige et ekstra spørgsmål:
Kan man komme med ris, ros og idéer til programmet?
Ja, vi er altid åbne for tilbagemeldinger og inputs fra seerne.
Send en mail til sarp@km.dk
EFTERTANKE bliver sendt den første søndag i hver måned på TV2 Nord Salto kl. 17.30 og TV MIDTVEST MOKKA kl. 22.00 (på TV MIDTVEST MOKKA sendes programmet også lørdag kl.20.45). Programmet bliver også publiceret digitalt her på aalborgstift.dk og på tv2nord.dk