2022
Nyheder

Kirkerne tager imod de ukrainske flygtninge

De første ukrainske flygtninge er kommet til Danmark, og kirker over hele landet er i fuld gang med at dele tøj ud, gøre lejligheder klar, samle ind, arrangere akut indlogering og meget mere. Mød to af initiativtagerne her.

Der er blevet samlet enorme mængder tøj, legetøj, mad, hygiejneting og medicin ind landet over. Noget er blevet sendt til nærområdet, andet ligger klar til de flygtninge, som er på vej til landet. 

Andreas Lindbjerg Nielsen

I samtlige af landets kirker har man haft Ukraine i tankerne i den seneste tid. Der er blevet tændt lys, bedt og sunget for fred. Men nu har mange ansatte og frivillige ude i sognene for alvor taget arbejdshandskerne på, for nu begynder de ukrainske flygtninge at komme til landet.

Initiativerne er så mangfoldige og talrige, at denne artikel kun kan berøre en lille del af dem. Det drejer sig mange steder om at samle ind – penge, tøj, legetøj, medicin – at lave velkomstpjecer og plakater på kyrillisk, arrangere caféer og i det hele taget forsøge at gøre opmærksom på de allerede eksisterende lokale tilbud. Og så har flere biskopper givet dispensation til, at kirkerne kan bruges til gudstjeneste af ukrainerne, som for en stor dels vedkommende tilhører den ortodokse kirke. Men de lokale kirker melder sig også på banen på mere omsiggribende områder.

Busser til Ukraine

Flere kirker har engageret sig i arbejdet med at få sendt busser til den ukrainske grænse for at hente flygtninge til Danmark. For eksempel i Næstved Provsti, hvor sognepræst Lillian Jordan Nielsen har fået rollen som koordinator.

- Det startede med, at min mands kollega fra Polen ville køre ned med nogle ting, som han havde fået at vide, at der var brug for. Det var især mad, hygiejneting og medicin. Og så tilbød jeg at bruge kirken som fysisk indsamlingssted og skrev på Facebook, at man kunne aflevere tingene i tre kasser i kirkens våbenshus. Og der blev lynhurtigt indsamlet virkelig meget, fortæller hun.

Der var faktisk så meget, at det ikke kunne være i den ellers ganske rummelige Mercedes Vitus, som oprindeligt skulle være kørt derned, siger Lillian Jordan Nielsen.

- Men så ringede de fra Fladså turistfart, som havde fået økonomisk støtte til at køre derned, så de kunne tage tingene med. Og så kunne vi jo lige så godt benytte anledningen til at få nogle mennesker med til Danmark igen.

I lørdags ankom de første 34 ukrainere til Næstved, og der er i øjeblikket endnu en bus på vej. Lillian Jordan Nielsen understreger, at hun sørgede for hele tiden at have tæt kontakt til kommunen, som har det overordnede ansvar for modtagelsen af flygtningene. Det betød, at der var helt styr på registrering og indlogering, så snart bussen ankom i Næstved. 

- Det har i det hele taget været et fantastisk samarbejde mellem alle mulige lokale aktører. Hvis der for eksempel har manglet nogle møbler til en lejlighed, så har Blå Kors og Y's Mens Club sørget for at skaffe det, siger Lillian Jordan Nielsen.

Frivillige laver kylling Kiev

Også i Frederikshavn var det en handlekraftig lokal buschauffør, Bent Christensen fra J.C. Turist i Ålbæk, der fik sat skub i tingene. Der er allerede kommet en bus med knap 50 ukrainske flygtninge fra Moldova til Frederikshavn, og torsdag aften ankom endnu en bus med cirka 100. Og de bliver taget godt imod i byen, fortæller Simon Kristian Blix Nielsen, international præst og sognepræst i Abildgård kirke i Frederikshavn, som er koordinator for provstiets arbejde med at modtage flygtningene. 

- Når bus nummer to kommer, så er der frivillige, der har lavet ”kylling Kiev” til dem. Så minder det måske om noget, de kender. Og så har alle ellers smidt alt, hvad de har i hænderne for at hjælpe til. Konfirmanderne har lavet ukrainske flag, nogle har arrangeret støttekoncert, andre laver strikkeklub. Og så har folk – private og erhvervsdrivende i byen – doneret så mange ting, at hele vores underetage ligner en genbrugsbutik. Det skete i løbet af to dage.

Ligesom Lillian Jordan Nielsen i Næstved Provsti har Simon Kristian Blix Nielsen hele vejen igennem arbejdet tæt sammen med kommunen. Det har sikret, at der har stået lejligheder klar til alle sammen, så snart de kom med bussen. Endda helt centralt i byen, lige overfor rådhuset, siger Simon Kristian Blix Nielsen.

- Vores provst, Viggo Ernst Thomsen, havde forinden sagt, at der ikke var noget til hinder for, at man kunne bruge nogle af de mange kvadratmeter i kirker og sognegårde til nødindlogering, hvis det blev nødvendigt. Men det gjorde det heldigvis ikke denne gang.

For Simon Kristian Blix Nielsen handler arbejdet med at modtage ukrainerne om noget så simpelt og selvfølgeligt som at være der for de svage og de nødstedte.

- Hvis ikke vi lægger handling bag det, som vi står og prædiker søndag efter søndag, så skal vi finde et nyt evangelium. Og så vil vi bare virkelig gerne hjælpe. Det er også mit håb, at jo mere vi gør nu, jo mere oplever folk, hvor skønt det er at hjælpe. Det kan måske blive en løftestang til næste gang, nogle mennesker har brug for hjælp. Om det så er grønlændere, hjemløse, afghanere eller syrere. Det håber jeg virkelig.

Kirkernes engagement blandt ukrainere i Danmark

Du kan læse meget mere om kirkernes arbejde blandt ukrainerne i Danmark på Folkekirkens Mellemkirkelige Råds hjemmeside, som er lavet til formålet (udbygges løbende). Her kan du læse om materialer, ressourcer og kirkelige tiltag i Danmark og internationalt som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine. Du kan også finde liturgi og bønner, hvis du som kirke skal holde forbønsgudstjeneste eller bede for fred i Ukraine. 

 

Derudover kan du følge med på Facebooksiden 'Kirkernes engagement blandt ukrainere i Danmark' (eksternt link)