2022
Nyheder

Aktivist om klimasorg: -Det er et udtryk som provokerer mange

Søndag blev der sat punktum for det årlige naturmøde i Hirtshals. I folkekirkens telt blev der blandt andet diskuteret klimasorg. Det nye begreb vækker opsigt – og også kritiske spørgsmål.

Sarah Strunge Albertsen (th.) og præst på Læsø, Eva Bernhagen, under samtalesalonen om klimasorg på Naturmødet i Hirtshals 2022. Foto: Presse og Kommunikation i Aalborg Stift

Af Sofie Klingberg

Kan danske unge tillade sig at sørge over klodens tilstand, når klimaforandringerne, på nuværende tidspunkt, rammer langt hårdere andre steder i verden?

29-årige klimaaktivist Sarah Strunge Albertsen er både blevet mødt med stor interesse, men også med skepsis, siden hun startede, hvad der formentlig er Danmarks første klimasorggruppe. Det fortalte hun til Naturmødet, hvor hun var inviteret af folkekirken i Aalborg stift.

Vi stillede hende i den forbindelse seks spørgsmål om reaktionerne på det nye fænomen:

Du fortæller, at udtrykket klimasorg godt kan provokere folk – hvorfor tror du? 

- Nogle står et sted, hvor de endnu ikke har erkendt, at klimaforandringerne overhovedet eksisterer. Og så får de pludselig at vide, at vi er nogle, der allerede er i sorg. Så tror jeg, de tænker: Hold da op, hvordan kom vi lige derhen, uden at jeg rigtigt forstod, at der var sket noget med klimaet? Det tror jeg er voldsomt for folk.

Hvordan har de konkrete reaktioner været?

- For eksempel har folk skrevet mails til mig, hvor de siger, at vi ikke kan tillade os at føle sorg over klimaet. Og så forklarer de, at de selv har mistet mennesker, de elskede, og oplevet dyb sorg, og så er logikken, at os, der føler klimasorg ikke ved, hvad rigtig sorg er. Og at vi ikke bør bruge sorg-begrebet i den her sammenhæng.

Hvordan er det at høre det for dig? At du ikke har "ret" til den sorg, du føler?

- Jamen, jeg kan godt forstå det. For det er jo ikke den samme type sorg, som når man mister et menneske. Klimasorg er mere abstrakt. Men reaktionerne har også lært mig, at vi føler det, vi føler. Andre skal ikke diktere, hvad der er svært, og hvad der ikke er. Heldigvis er mennesker forskellige og reagerer forskelligt på det, de oplever. Og jeg synes, der skal være plads til at føle klimasorg, og hvis man bliver provokeret af, at nogle har det sådan, så er det okay, men jeg vil gerne opfordre til, at man reflekterer lidt over, hvorfor det provokerer en – hvad er det, der er på spil her? For jeg synes også, det er lidt trist, hvis folk slet ikke er åbne over for, at man faktisk godt kan føle empati for verden på den her måde, og reagere på, at kloden har det mere end svært. Det kan godt gøre mig ked af det, at der ikke er flere, der lytter, for der er et større budskab bag.

Nogle har i den offentlige debat hævdet, at jer, der føler klimasorg i virkeligheden bare er bange for fremtiden generelt og dét, I ikke kan kontrollere, og at den angst er et menneskeligt vilkår, og har været det længe før klimaforandringerne blev en realitet. Hvad siger du til det?

- Jamen, jeg tænker, at det jo på en måde er helt rigtigt, at det her handler om noget eksistentielt. Det handler om fremtiden, og det har altid været usikkert at være i live. Men nu har vi bare et ekstra lag i form af klimaforandringerne - så det bliver mere voldsomt og ukontrollerbart. Tidligere har det handlet om andre store spørgsmål, nu handler det om klima. Det kan man ikke tage fra os; at vi reagerer meget på at se, hvordan verden er ved at falde fra hinanden. At der er en masseuddøen i gang. Den situation har mennesket ikke stået i nogensinde før. Hvad skal vi gøre ved det? Det er jo så voldsomt, og selvfølgelig skal vi reagere på det.

Du har fortalt her til Naturmødet, hvad du personligt har fået ud af klimasorggruppen indtil videre; større fællesskabsfølelse for eksempel. Men kan klimasorggrupper også bidrage ind i den større sammenhæng - altså i den kamp for forandringer, du selv er en del af som klimaaktivist?

- Jeg tror helt sikkert, klimasorggrupper kan bidrage til den større kamp, fordi fællesskabet er det, der styrker vores kamp. Man går jo ikke på gaden alene med sit skilt – man gør det sammen. Og hvis vi skal undgå, at klimaaktivister brænder ud, er vi også nødt til at tale sammen om, hvad klimakrisen gør ved os følelsesmæssigt? Hvad gør det ved os konstant at være i den her vrede, angst og have den her viden om klodens tilstand. Hvis man ikke får luft for de følelser, kan afmagt og apati opstå, og betyde, at man bare går hjem og lægger sig i sengen. Der har jeg selv været. Hvor jeg tænkte, at det hele kunne være lige meget. Det er for stort, det er for meget - jeg kan ikke overskue det. Men ved at dele de følelser med andre, opstår der fælles fodfæste.

Men risikerer I ikke at dyrke de negative følelser, så de vokser sig større? Hvorfor ikke bare bruge krudtet på handling i stedet?

- Det skal være et parallelløb. At snakke om det, der er svært, og så at handle på det. De to ting fodrer hinanden. Når det for eksempel er klimaaktivister, det handler om, er det klart bedre at få talt om følelserne, især når alternativet tit er, at folk ellers pludselig forsvinder i et halvt år, fordi de ikke kan være i det længere. Vi bliver stærkere af at tale sammen.

FAKTA: Hvad er en klimasorggruppe?

Folkekirken i Aalborg Stift havde inviteret Sarah Strunge Albertsen til at afholde samtalesalon om klimasorg til Naturmødet i Hirtshals. Formålet var at blive klogere på, hvilken rolle folkekirken kan spille i forhold til klimasorg.

En international undersøgelse fra september sidste år viser nemlig, at seks ud af ti unge (mellem 16 og 25 år) var meget eller ekstremt bange for klimaforandringerne. Fire ud af ti var i tvivl, om de ønskede at sætte børn i verden på grund af klodens tilstand.

 

Sarah Strunge Albertsen har sammen med Stefanskirken på Nørrebro i København startet en klimasorggruppe.

Der er pt. 12 deltagere til gruppemøderne.

 

Til møderne kan medlemmerne få luft for de svære eksistentielle følelser, som klimakrisen kan fremkalde.

 

Læs mere om baggrunden for samtalesalonen om klimasorg på Naturmødet her