2021
Nyheder

De særlige corona-retningslinjer for folkekirken er ophørt

Nu kan der holdes gudstjeneste, bryllup og menighedsaktiviteter uden særlige begrænsninger. Der gælder kun de generelle råd fra sundhedsmyndighederne om at forebygge smitte.

Der ikke længere er specifikke restriktioner for folkekirken om fx arealkrav og afstandsanbefalinger. Arkivfoto

Af Ulla Haahr

Fra 1. september gælder ikke længere særlige restriktioner for folkekirken i forbindelse med corona. Det vil sige, at gudstjenester, religiøse handlinger og andre menighedsaktiviteter nu kan holdes uden særlige begrænsninger.

Den seneste tids udfasning af restriktioner og anbefalinger om corona har betydet, at der ikke længere er specifikke restriktioner for folkekirken om fx arealkrav og afstandsanbefalinger. Derfor har regeringen altså besluttet, at de retningslinjer, der er udarbejdet for folkekirken (og trossamfund i det hele taget) også er ophørt fra 1. september.

Det vil sige, at der ikke længere er retningslinjer på kirkeministeriets hjemmesider www.km.dk og www.folkekirkenspersonale.dk

Det er derfor sundhedsmyndighedernes generelle råd til at forebygge smitte, der nu gælder. Dem kan man læse om på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: https://coronasmitte.dk/raad-og-regler

Kirkeministeriets FAQ vil fortsat blive opdateret.