2020
Nyheder

Tanker i en Corona-tid

- Præster har lyttet i 2000 år, og det gør vi stadig!
Sogne- og hospicepræst Ole Raakjær reflekterer over uge 1 i den COVID-19-virkelighed, vi alle befinder os i.

I præstegårdshaven står krokusserne nu i tusindvis med deres sarte lilla og hvide farver, og påskeliljernes gule hoveder vugger i vinden. Uanset corona, smittefare og foranstaltninger, vi historisk aldrig har set mage til, er foråret på vej. Der er noget ukueligt og håbefuldt over den grokraft, vi ser i naturen omkring os, og begge dele har vi i denne skræmmende tid så meget brug for. For det er let at blive mismodig. Der er mere end rigeligt at være bange for. Alt det, vi plejer at tænke, ikke sker for os her i Danmark, udspiller sig lige nu for øjnene af os. Ja, vi er måske i familie med eller kender nogen, der er smittede og som nu er isolerede derhjemme eller indlagt på hospitalet.

Jeg ved ikke, om I har tænkt på det? Men jeg synes, det er uhyggeligt, at vi i denne situation let kommer til at se på andre, på vores medmennesker som nogen, der potentielt kan true os på livet? Når vi handler dagligvarer, er det vanskeligt at lade være med at spekulere på, hvem der tidligere har rørt ved grøntsagerne. Vi skal passe på hinanden ved at holde afstand, siger Mette Frederiksen. Og det er rationelt set selvfølgelig fuldstændig rigtig. Men det føles helt bagvendt og forkert. At passe på hinanden betyder i vores normale forståelse at give hånd, at tage om, holde om, være tæt på, se hinanden i øjnene, at vise tillid. Måske skal vi - midt i alt det forfærdelige - glæde os over, at det, vi skal gøre nu, føles forkert. For det minder os jo om, hvad der er det fundamentale, det vigtigste; at vi er dybt afhængige af hinanden; at vi hænger sammen; at vi har brug for hinanden for at kunne leve; at det sådan Gud har skabt os.

Der er ikke nogen, der kan svare på, hvorfor det her sker. Men spørgsmålene kan vi ikke lade være at stille: Hvad er meningen? Hvor er Gud henne? Hvad skal jeg håbe på? Hvad kan styrke mit håb og give mig mod til at leve? Selvom kirken ikke må holde gudstjenester og konfirmationerne er udskudt på ubestemt tid; selvom der kun må være 22 deltagere til begravelser i Sulsted kirke, og vi præster nu skal fraråde at holde dåb og vielser, så er vi her stadig og kan på mail, via telefonen, på Skype eller facetime bruges til at vende de små og store spørgsmål. Det hedder sjælesorg, og det betyder omsorg for sjælen, omsorg for det levende, for det, mennesker kæmper med og bekymrer sig om. Og det kan være lige fra praktiske ting i hverdagen til de store eksistentielle spørgsmål. Præster har lyttet i 2000 år, og det gør vi stadig!

 

Vi tror at mørke og mismod taber,

vi tror på dig, Livets Gud.

Også i os er du lysets skaber,

løfter af mørket os ud.

Derfor bære blus vi med glæde.

 

Vi tror, at Kristus har tændt os livet

tværs gennem mørke og død.

Vi tror, at håbet, som du har givet,

opstår af vinterens skød.

Derfor bære blus vi med glæde.

- Ingrid Schrøder-Hansen 1988
 

OM CORONA-KLUMMEN

Ole Raakjær er hospicepræst og sognepræst i Sulsted sogn. 
Hver uge deler han tanker og refleksioner om corona-tiden og den virkelighed, vi alle p.t. befinder os i. 
 

LÆS OGSÅ: Coronakrisen er et forstørrelsesglas