2020
Nyheder

Nedlukning i Nordjylland: Sjælesorg på Nettet udvider åbningstiderne

Chat-tjenesten Sjælesorg på Nettet har siden nedlukningen i Nordjylland modtaget henvendelser fra folk i de berørte egne. Derfor udvider chat-tjenesten åbningstiderne yderligere. 

hænder på tastatur

www.sjaelesorg.nu kan alle chatte gratis og fortroligt med en professionel sjælesørger. Arkivfoto

Folkekirkens chat-tjeneste Sjælesorg På Nettet har nu valgt at udvide åbningstiderne yderligere.

Det sker på baggrund af de henvendelser, der, igennem den seneste uges tid, er kommet i kølvandet på nedlukningen i Nordjylland. 

Coronakrisen har siden marts måned præget danskernes tilværelse, og det oplever folkene på Sjælesorg på Nettet, hvor sjælesørgerne sidder parate til at lytte og kaste nyt lys og perspektiv på det, den enkelte har på hjerte og har brug for at vende.

LÆS OGSÅ: Sjælesorg på Nettet holder ekstraordinært åbent

Nordjyderne savner kolleger og familie

I den aktuelle situation i Nordjylland bliver hverdagen i de kommende uger fortsat udfordrende for nordjyderne. Det mærker man allerede nu hos Sjælesorg på Nettet, fortæller projektleder Pernille Hornum.

- På Sjælesorg på Nettet mærker vi det på henvendelserne, hvor folk bl.a. har brug for at tale om de frustrationer, de nuværende restriktioner fører med sig: Ensomhed, frygt, savnet af ens arbejde, af kolleger og ens daglige rytme, som man kender. Flere savner også deres familie, der måske bor på den anden side af en kommunegrænse.

Trænede sjælesørgere med tavshedspligt

På Sjælesorg på Nettet sidder sjælesørgere, der er uddannede og trænede i at møde det menneske, der henvender sig. Sjælesørgerne ved, hvornår de skal lytte, og hvornår de skal spørge ind til tanker og følelser.

Alle sjælesørgere har tavshedspligt, så vi kan ikke gå i detaljer med de henvendelser, chat-tjenesten modtager. Pernille Hornum skitserer dog lidt flere af de temaer, den seneste uges henvendelser har omhandlet:

- Udfordringen er for nogens vedkommende at være hjemme sammen med sin familie det meste af døgnet. For andre at være endnu mere alene end man plejer, da der ikke er nogle sociale aktiviteter, hvor man kan mødes med andre mennesker. Og, ikke mindst, er det utrygt med uvisheden om, hvad der kommer til at ske - og hvor længe restriktionerne varer ved.

Fakta: Om Sjælesorg på Nettet

Folkekirken står bag chat-tjenesten Sjælesorg på Nettet.

Chat-tjenesten er et gratis tilbud til alle uanset religiøs overbevisning, alder og andre forhold. 

 

Du kan chatte om alt det, du har på hjertet. 

Både du og præsten er anonyme. 
Læs mere om Sjælesorg på Nettet her

 

Åbningstider:

Mandag-torsdag kl.12-22
Lørdage kl.12-18

Søndag kl.19-22

 

Gå til chatten her