2020
Nyheder

Mettes mor redte sengen ti gange - så forsvandt hun langsomt 

Da Mette Primdahl-Nielsens mor fik Alzheimers, blev datteren ramt af en dyb krise. Hun fik hjælp i en gruppe for pårørende til familiemedlemmer med en demenssygdom. På fem år er der kommet ni grupper i Aalborg, og den tiende er undervejs. 

Mette fik hjælp i en pårørendegruppe for familiemedlemmer med en demenssygdom. På fem år er der i Aalborg kommet ni samtalegrupper for pårørende til familiemedlemmer med en demenssygdomme, og den tiende er undervejs. De er produktet af et meget vellykket samarbejde mellem folkekirken i Aalborg Stift og Aalborg Kommune. 

Af Sofie Klingberg

Mette Primdahl-Nielsen husker, hvordan hendes mor redte sengen ti gange i træk den sommer. De var i Sverige, hvor de boede i en lejet hytte. Hele familien var samlet, og en rystet Mette forstod pludselig, hvor syg hendes mor faktisk var. 

Mette tror, det blev så tydeligt for hende, fordi moren var taget ud af sine vante omgivelser, og fordi Mette var intenst sammen med sin mor flere dage i træk. 

På det tidspunkt var det fire år siden, at Mettes mor, Inger, havde fået diagnosen. Hun havde Alzheimers.

Mette var 37 år og mor til to, da hendes verden blev rystet med diagnosen.

I de første år klamrede hun sig til en forestilling om, at hendes mor havde det nogenlunde, trods sin sygdom. Men det billede krakelerede totalt i Sverige. 

Da de året efter endnu engang tog på familieferie samme sted, havde sygdommen fået endnu mere tag i Inger, og Mette husker, hvordan hendes mor på denne tur for første gang glemte sin eneste datters navn. De sad rundt om spisebordet, og Mettes far bad moren række salatskålen til Mette. 

- "Mette hvem?", spørger min mor så, fortæller Mette.   

Ensom i sorgen

Det var en stor sorg for Mette at erkende, at hendes mors sygdom var så fremskreden. 

- Min mormor døde også af en demenssygdom, og jeg vidste jo, hvor stor en sorg det var for min mor. Nu skulle jeg igennem det samme, som min mor havde været, og jeg kunne slet ikke overskue det.  

Samtidig oplevede hun også, at det var svært for hende at tale med andre om hendes situation som pårørende.  

- Jeg tror, det er umuligt at sætte sig ind i det, hvis man ikke selv har prøvet det. Det var fuldstændig forfærdeligt at se min mor forsvinde lige så stille, indtil det næsten ikke var min mor længere.  

Omgivelserne var gode til at spørge "Hvordan har din mor det?", men knap så ofte lød spørgsmålet: "Hvordan har du det, Mette?"

- Jeg kunne fornemme, at mange var bange for at sige noget "forkert" til mig. Og måske var de også bange for, at jeg skulle begynde at græde, hvis de spurgte ind til mig. 

Men selvom Mette ofte savnede at kunne tale mere åbent om sine følelser, var der også dage, hvor hun ikke havde lyst til at sætte ord på den krise, der havde ramt hende. 

De dage tog hun tit ud til sin hest, og var en del af fællesskabet i rideklubben. Det var et frikvarter fra sorgen, selvom det ikke varede længe. Så snart hun så sin mor igen, blev hun atter konfronteret med alle de svære og modsatrettede følelser.   

- Min mor var der fysisk, men jeg kunne ikke bruge hende mere, som en datter normalt bruger sin mor. Jeg kunne ikke tale med hende om børneopdragelse, eller spørge hende om hjælp til at lave sovsen. Hver gang jeg så hende, blev jeg opmærksom på alt det, jeg havde mistet.

Søger hjælp - men afskrækkes

Til "Huskedagen" i 2015, som hvert år sætter fokus på demens-sygdomme, tog Mette en brochure med overskriften "pårørendegrupper". Et tilbud om gruppeterapi sammen med andre, der stod i den samme situation som Mette. Men da hun nærlæste brochuren, fandt hun ud af, at grupperne var et samarbejde mellem Aalborg kommune og Folkekirken, og pludselig var hun afskrækket. 

- Jeg havde ikke brug for at høre om Gud - jeg havde brug for hjælp. Jeg var i en dyb, dyb krise, fortæller Mette. 

Selvom hun var medlem af Folkekirken, havde hun ikke det store tilhørsforhold, og hun var bange for, at det hele ville komme til at handle om tro, når nu den ene af fagpersonerne i gruppen var en præst. 

Mette droppede ideen. Men et halvt år senere ombestemte hun sig. Hun ville give det en chance. Hun var nemlig presset til det yderste over sin mors sygdom og tæt på at vælte.

- Jeg ville rigtig gerne være der for min mor, men når jeg var der, skreg min krop, at jeg skulle komme væk, fordi det bare var så hårdt. Jeg er enebarn og ville så gerne passe på min mor. Og min far følte jeg også, at jeg skulle hjælpe og passe på, for han var selvfølgelig også under et stort pres. Samtidig havde jeg et arbejde, der skulle passes og to børn og en mand, jeg også skulle være noget for. Det var en umulig opgave, og jeg endte med at blive sygemeldt med belastningsstress.

Gruppen bliver Mettes ventil

Mette startede i marts 2016 i en gruppe i Nørresundby med andre pårørende til familiemedlemmer med en demenssygdom. De mødtes en gang om måneden i nogle lokaler på plejehjemmet Lions Parken. I starten var de fire pårørende i gruppen, men den voksede hurtigt. Med ved bordet sad der også en kvindelig præst og en kvinde med en demensfaglig baggrund.

I gruppen fortalte medlemmerne på skift, hvordan de havde det. Sådan rigtigt havde det. Uden omsvøb. Uden hensyntagen. Det var en kæmpe lettelse at kunne fortælle åbent om sine følelser og tanker, fortæller Mette. Gruppen blev hendes ventil, forklarer hun.

- De her to kvinder satte rammerne, og sammen fik vi i gruppen skabt et rum, hvor der var plads og tid til refleksion. Det var trygt. Og der var ikke noget, som var forkert at sige. Ingen var bange for ordene, stilheden eller tårerne.

De forbudte tanker

Selvom der i gruppen var plads til både gråd og latter, var der alligevel nogle få, men vigtige, spilleregler, fortæller Mette.

- Vi havde en helt klar regel om, at man ikke afbryder den, der taler og ikke kommer med gode råd eller belærer hinanden om, hvordan man skal handle i en given situation. Vi delte derimod gerne ud af vores erfaringer, hvis den, der fortalte, ønskede det bagefter.

Et af de temaer, som pårørende til demensramte ofte kæmper med, er følelsen af skyld og skam over at have '"forbudte" tanker. Noget, som Mette også kender til:

- Jeg har flere gange tænkt, at jeg ville ønske, at min mor måtte få fred. Fordi det simpelthen var så uværdigt for hende. Og for os. I gruppen kunne jeg sige den slags højt, fordi de andre sad i samme situation og dermed forstod. De sad måske ligefrem med lignende tanker. 

I gruppen udvekslede de også praktiske erfaringer. Det kunne handle om, hvordan man søger om værgemål, og hvordan man rent praktisk får den syge godt på plejehjem, når, eller hvis, det bliver aktuelt. På et tidspunkt fik de også besøg af en bedemand, fordi mange i gruppen havde praktiske spørgsmål omkring døden. 

Præsten turde stille de svære spørgsmål

Mette, som i starten var skeptisk over for, at der var en præst med i gruppen, ændrede hurtigt mening.

- Præsten var fantastisk til at håndtere mennesker i sorg og krise. Hun turde stille mig de spørgsmål, som gjorde ondt, men som fik mig til at reflektere.

Mette endte med at gå i gruppen i knap fire år.

I december 2019 døde hendes mor på plejehjem i en alder af 73. På det tidspunkt havde hun været syg med Alzheimers i otte år. Mette er lettet over, at hendes mor ikke skal lide mere, men samtidig savner hun sin mor enormt meget. 

- Det kan være en bestemt lyd, som får minderne frem, eller en duft. Og når det sker, husker jeg på noget, som præsten sagde til mig. Hun kan godt nok ikke selv huske, at hun sagde det, griner Mette, men det gjorde hun altså. Hun sagde, at man skal give plads til sorgen, når den melder sig. Man skal ikke dyrke den, men man skal give den plads, når den melder sig.

LÆS OGSÅ: Kirke og kommune indgår nyt samarbejde