Gud er kilden til evig lykke og glæde - eller er han?


Af Sofie Klingberg

Jakob har altid været en del af det, han med et glimt i øjet har døbt "klub kristen". Men hvor han som helt ung var overbevist om, at der kun er en sandhed, så favner han i dag tvivl og forskellige måder at opfatte verden på.

Da Jakob Askholm skulle på gymnasiet, stod han ved en skillevej. Han kunne vælge at søge om optagelse ved det kristne gymnasium i Ringkøbing.

Det ville være det sikre valg, og på papiret virkede det som en logisk forlængelse af en barndom i en meget kristen familie i Holstebro, skolegang på en kristen friskole, efterfulgt af et ophold på en kristen efterskole. Men Jakob valgte i stedet at gå på det almene gymnasium i Holstebro. Ikke for at bryde med sin kristne opvækst, men for at lære mennesker med en anden baggrund at kende. 

"Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle vikles alt for meget ind i klub kristen", fortæller han.

Konfronteres med tvivl

Dét, at gå på gymnasiet, blev for Jakob mødet med andre menneskers blik på den sandhed, han mente at have fundet. Det var ikke et fordømmende blik, påpeger han, men det var kritisk, og det såede tvivl. Et af de spørgsmål, han tit fik, var, hvordan det hænger sammen, at verden ifølge biblen er skabt på seks dage, når videnskaben, og udviklingsteorien hævder, at det har taget flere millioner år?

"Når jeg fik den slags spørgsmål, gik jeg i defensiven. Og jeg brød mig ikke om, hvis jeg ikke kunne give et godt modsvar, så jeg blev optaget af at grave efter de gode modargumenter i bibelhistorien. Jeg ville forsvare min sandhed, i stedet for bare at lytte", forklarer Jakob.

Jakob Askholm kommer fast i Aalborg Valgmenighed, hvor han finder plads til både tvivl og tro. Præst i Aalborg Valgmenighed, Pelle Kviesgaard, fortæller i videoen her, hvordan valgmenigheden er folkekirke på nye måder.

Mennesket før tro og religion

Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden, husker Jakob tilbage. Men han stoppede med krampagtigt at forsvare sin sandhed.

"Hvad var det, der ændrede din tilgang til det?", spørger jeg ham.

"Relationerne", forklarer Jakob og fortsætter: "Jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at lytte til dem, men også at jeg egentlig gerne ville lytte."

Da han siden hen startede på universitetet, tog den udvikling endnu mere fart, forklarer han:

"På universitetet blev jeg endnu bedre til at lytte til andre. Det er sådan noget, man netop også lærer på uni. At vores verdensbilleder er forskellige, og det må vi acceptere, og vi må lære af hinanden."

I dag er Jakob af den opfattelse, at mennesket kommer før troen og religionen. Og han kan sagtens rumme, at andre mener noget andet end ham, og at de for eksempel både tror på Gud og udviklingsteorien.

"Med alderen er jeg nok også blevet meget mindre optaget af altid at have et svar på folks spørgsmål. Jeg har det helt fint med, at jeg ikke kan svare på alting", griner han.

Tvivlen styrker min tro

Den tvivl, som Jakob tidligt i livet forkastede, byder han nu velkommen, når den melder sig.

"Jeg kan have et billede af Gud som en kilde til evig lykke og glæde, men så konfronteres jeg måske med sygdom og død, og så bliver billedet smadret - med andre ord dukker tvivlen op. Så det udfordrer min tro på den korte bane, men styrker den på den lange bane, fordi jeg bliver tvunget til at revurdere mit billede af Gud".

Han kommer fast i Aalborg Valgmenighed, og han finder styrke i at have et kirkeligt fællesskab, hvor han har nogen at dele sin tvivl med.

"Ofte cirkulerer det i ring, hvis jeg sidder alene med tvivlen. Kirkefællesskabet har lært mig meget, når tvivlen udfordrer min tro, og det er ligesom med til at sparke mig videre. Det indgyder mod, at der er et fællesskab, hvor vi bakker hinanden op."

Se mere i september-udgaven af programmet EFTERTANKE