Allehelgen-tema

Der er ikke noget værre end at miste helgener

af Sofie Klingberg

Det sidder på rygraden, at vi ikke må tale dårligt om de døde, hvis overhovedet tale om dem. Men det er dybt misforstået, mener hospicepræst Ole Raakjær.

Må man kalde sin afdøde far for humoristisk, men også meget manipulerende? Eller sin døde mor for omsorgsfuld, men til tider skide irriterende?

Ja, mener Ole Raakjær, der gennem mange år har arbejdet som hospicepræst i Aalborg og Nørresundby og desuden er dybt involveret i arbejdet med sorggrupper.

Det er faktisk utroligt vigtigt, at vi ikke gør de døde til halvguder, fortæller han, for dem har de efterladte ikke en chance for at leve op til.

- Omtales de døde kun i lutter positive vendinger, kan de måske nok stå som idealer eller forbilleder – men vi kan ikke have en relation til dem – vi kan kun have relationer til virkelige mennesker, der kaster skygger. For det er sådan, vi mennesker er. Ingen af os er helgener, forklarer Ole Raakjær.

Hospicepræst Ole Raakjær mener, at det er afgørende at holde liv i fortællingerne om de døde og huske dem som hele mennesker. Foto: Helle Thorngaard

"Undskyld jeg spurgte"

Den umiddelbare og nuancerede samtale om de døde har imidlertid svære vilkår, mener den nordjyske præst. Den har det med at slutte brat.

- En kvinde, hvis mor døde fra hende alt for tidligt, fortalte mig, at når hun møder nye mennesker, og samtalen falder på hendes forældre, så fortæller hun ærligt, at hun som 16-årig mistede sin mor. Og så reagerer mange med at sige: Ej, du må undskylde, at jeg spurgte ind til dine forældre. Jeg anede ikke, at din mor var død. Undskyld.

Det er rigtigt ærgerligt, at der er så stor berøringsangst med døden, mener Ole Raakjær, for ifølge ham er det afgørende, at omgivelserne hjælper den sørgende med at mindes den døde.

Det er dét, som Ole Raakjær har døbt huskehjælp, og det er én af hans helt centrale pointer, når han holder foredrag om sorg.

- Kun ved at holde liv i fortællingen om den elskede, kan den efterladte mærke, at kærligheden er sorgen værd, forklarer præsten.

Selv efter døden kan relationen til en afdød mor udvikle sig, mener Ole Raakjær. Men det kræver, at omgivelserne er villige til at fortælle, så den sørgende løbende får ny indsigt om den mistede mor:

- Nå, var min mor også sådan? Kunne hun også flirte?, forklarer Ole Raakjær.

Fejlagtig opfattelse af sorgen 

Det er imidlertid ikke kun berøringsangsten med døden, som kan få fortællingerne om de døde til at udeblive. Der hersker i befolkningen en opfattelse af, at sorgen over at have mistet en elsket, er noget, man kommer over med tiden. Den ide har rod i forældede sorgteorier, mener Ole Raakjær.

- I tidligere sorgteorier har omdrejningspunktet været, at sorg er som en tunnel med lys for enden, og skal man gøre sit sorgarbejde rigtigt, skal man først græde en masse tårer, og så give slip på relationen til den afdøde, forklarer han.

Sådan hænger det imidlertid ikke sammen, siger han med eftertryk, og han har et brændende ønske om at gøre op med den forestilling. For teorien om, at sorg går over, er for længst manet til jorden i forskerkredse.

Alt peger tværtimod på, at sorgen over at have mistet en elsket, for manges vedkommende, er en livslang følgesvend. Den kommer – livet igennem – op til overfladen med jævne mellemrum, for eksempel hvis der kommer et nyt dødsfald i familien, eller ved glædelige begivenheder, som bryllup og stiftelse af familie.

Alligevel oplever Ole Raakjær, at den gamle opfattelse af sorg ikke rigtigt vil slippe sit greb i den brede befolkning:

- Der er en udbredt opfattelse af, at bare man får de rigtige "værktøjer" eller "redskaber" eller finder den rigtige terapeut, så kan man arbejde sig gennem sorgen. Og er man rigtigt dygtig, kan man helt fjerne den.

Der er en besynderlig forventning om, at når der er gået cirka tre måneder efter et tab, så skal man være kommet ”videre”, begynde på arbejde og fungere nogenlunde, som man plejer.

Ole Raakjær, Hospicepræst og sognepræst i Sulsted Kirke

De sørgende betaler prisen

Det er belejligt at tænke sådan om sorg, medgiver Ole Raakjær, for på den måde bliver sorgen til et problem, som den sørgende kan løse. Der kan sættes et punktum for sorgen, og livet kan fortsætte som normalt. Og så kan omgivelserne ånde lettet op, for moderne mennesker vil gerne løse alting, forklarer han. Men sorg er netop ikke et problem, der kan løses, men en byrde, som man skal bære.

Det er de sørgende, der lider under den misforståede opfattelse af sorg, forklarer Ole Raakjær.

- Der er en besynderlig forventning om, at når der er gået cirka tre måneder efter et tab, så skal man være kommet ”videre”, begynde på arbejde og fungere nogenlunde, som man plejer, forklarer han, og fortsætter:

- En af mine bekendte mistede sin mand og stod tilbage med fire børn under 10 år. Et år efter mandens død sagde en af hendes venner: "Nu skal du også til at leve, som du plejer". Dertil svarede hun: "Min mand plejer ikke at være død!"

Båndene til den døde kappes 

Den gamle opfattelse af sorg har også en anden uheldig konsekvens, forklarer Ole Raakjær:

- Når låget er lagt på kisten, er alle vedkommendes historier og forbindelser til de levende gjort tavse. Men denne dagsorden har netop undermineret den bedste ressource, den sørgende har for at håndtere sorgens smerte, nemlig følelsen af en forbindelse med den afdøde, siger han.

Men hvis ikke sorgen er en tunnel med lys for enden, hvad er den så? Den er nærmere et landskab, som den sørgende skal lære at leve i, forklarer Ole Raakjær. Nogle gange sænker mørket sig, og smerten er stor. Andre gange lysner det i horisonten. Og med tiden skyder der flere nye træer frem.

- Det er ikke sorgen, der bliver mindre, men den, der bærer den, som vokser.

Kærligheden overlever døden 

Sorgen er ikke kun en fortælling om det, man har mistet, men i ligeså høj grad om det, man aldrig kan miste, mener Ole Raakjær. For nylig blev han gjort opmærksom på, at hans budskaber omkring sorg har fundet vej til højskolesangbogen, i en sang kaldet "Skybrud". Omkvædet lyder:

"Alle de mennesker, jeg har elsket, befinder sig stadig et sted i mig, et sted i mig."

Det gør Ole Raakjær stolt og glad at læse den tekst.

Han håber, at flere vil tage hans opfordring om huskehjælp til sig, så de døde bliver til hele mennesker, der kaster skygger. Sjove, skæve, temperamentsfulde og lunefulde. Mennesker, som de efterladte kan spejle sig i, og mindes, på godt og ondt.

Ole Raakjær er sognepræst i Sulsted Kirke og hospicepræst i Aalborg. Han har derudover en Ph.d, hvor han i sin afhandling sætter fokus på den terapeutiske kulturs betydning for danske hospitals- og hospicepræsters tænkning, tro og praksis.