2018
Nyheder

Stor søgning til studenterpræsten

Studiestart på de videregående uddannelser byder på både nye krav og nye kammerater. Studenterpræsten sidder klar til en snak om pres og præstationer - og at det 'bare' at være menneske faktisk er et mål i sig selv. 

Studenterpræsterne medvirker ved den traditionsrige, fælles morgenkaffe for nye studerende på AAU. Foto: Aalborg Universitet

Af Lene Høg

- Vi tilbyder et trygt rum, hvor man kan være sig selv. Hvor der er fokus på andet end årsværk og præstation.

Sådan siger Christen Staghøj Sinding, den ene af Aalborgs to studenterpræster. I Aalborg har funktionen eksisteret siden 1987, og den varetages i dag af Christen og hans kollega Nanna Holm. I Hjørring startede Martin Johannes Skov i foråret 2017 i en nyoprettet stilling som studenterpræst, knyttet til UCN Hjørring. Begge steder hviler arbejdet på to søjler: samtaler og aktiviteter.

Eksamensangst og familieproblemer

I Aalborg holder studenterpræsterne i gennemsnit 4-8 samtaler om dagen, fordelt på to lokationer, Aalborg Universitets campus og Studenterhuset i midtbyen. Samtalerne kan dreje sig om alt fra eksamensangst og studiepres til familieproblemer og kærestesorger. Nogle gange er det blot en enkelt samtale med den studerende, som har brug for en, der lytter, andre gange kan det være en række samtaler med psykisk sårbare unge, hvor der skal knyttes kontakt til behandlingssystemet. Studenterpræsterne fører helt bevidst ikke timesedler eller journaler over samtalerne, som gerne skal være et åbent rum:

- Lige præcis det, at de studerende oplever, at her er et sted, hvor der ikke er noget tidspres, men tid til at udfolde og tale om dét, de har på hjerte, er for os en selvstændig pointe, fortæller Christen Staghøj Sinding. 

Mange aktiviteter

Både i Aalborg og Hjørring er der hvert semester nye, spændende aktiviteter på programmet. I Aalborg er det ofte Studenterhuset, der danner rammen om oplæsninger, koncerter, foredrag med mere. Efterårets program byder bl.a. på den færøske singer-songwriter Teitur, de ikoniske filmskabere Wikke & Rasmussen og menneskerettighedsekspert Morten Kjærum. Og så det nye tiltag Levende Læsning, hvor studenterpræst Nanna Holm er læsegruppeleder for højtlæsning kombineret med samtale om det, der bliver læst.  

I Hjørring er Martin Johannes Skov involveret i mange af de sociale aktiviteter, der finder sted på UCNs campus, bl.a. madgrupper, studiecaféer og foredrag. Studenterpræsten er også en del af planlægning og afholdelse af Etikkens dag og Æstetikkens dag – to årligt tilbagevendende, tværfaglige foredragsdage for alle uddannelsesinstitutionens studerende. Martin siger om sine visioner for studenterpræstens aktiviteter:

- Mit ønske er at udvide mængden af arrangementer, som bruger kirken, og som i højere grad henvender sig til studerende og undervisere på UCN, uden dog at være udelukkende for dem.

Mennesket et mål i sig selv
Martin Johannes Skovs oplevelse af sit relativt nye job er, at der er overraskende meget brug for studenterpræsterne i denne tid, fordi meget få kræfter arbejder for åndens frihed i dagens samfund:

- Vi er så optaget af resultater og effektivitet, at vi er i fare for at glemme, at mennesket altid kun må behandles som et mål i sig selv. Mennesket bliver i stedet et middel til vækst og fremgang, og det er en evangelisk opgave at arbejde imod denne tendens, lyder det fra studenterpræsten. 

OM STUDENTERPRÆSTERNE


  • I Aalborg Stift findes i alt tre studenterpræster i hhv. Aalborg og Hjørring.
  • I Aalborg er studenterpræsterne tilknyttet AAU og UCN, og funktionen har eksisteret siden 1987.
  • I Hjørring er studenterpræsten tilknyttet UCN (professionshøjskolen for lærere, pædagoger, sygeplejersker og natur-/kulturformidlere). 
  • Funktionen har eksisteret siden 2017.
  • På landsplan er der 15 studenterpræster.
  • Tilbuddet er gratis, og studenterpræsterne har fuld tavshedspligt og fører ikke journal.
  • Studenterpræsterne henvender sig til både studerende og ansatte. 

Læs mere om studenterpræsterne i Aalborg og find efterårets program her