2018
Nyheder

Sjælesorgssamtalen hjælper mænd midt i livet

Benytter man sig af kirkens tilbud om sjælesorgssamtaler, finder man i præsten en samtalepartner med stor erfaring og indføling, når det kommer til livets svære spørgsmål. Det gjorde 53-årige Michael Cargufeldt, og han håber, flere vil gøre det og få hjælp. 

I stedet for at mure sig inde, skal man række hånden ud. Det valgte jeg at gøre, og den blev modtaget, siger Michael Cargufeldt om sjælesorgssamtalen. Foto: Lars Horn

Af Louise Graa Christensen

Det føltes som om, problemerne var uløselige. Som om han var ved at drukne. Han blev mere og mere indesluttet, irritabel og depressiv. Sådan beskriver 53-årige tidligere lærer og nu førtidspensionist Michael Cargufeldt den situation, han stod i, da han i 2011 opsøgte en præst for at få hjælp til at komme oven vande. Michael Cargufeldt lider af en alvorlig kredsløbssygdom, som blev forværret ved stresspåvirkning, og derfor måtte han droppe sin lærerkarriere. Samtidig haltede parforholdet på grund af hans mentale tilstand. Han valgte derfor at henvende sig til en præst, han kendte i forvejen.

”Det føltes meget uformelt samtidig med, at det langt fra var en sludder for en sladder. Der var ikke nogen dagsorden, så samtalen kunne flyde frit, og jeg følte virkelig, at Viggo (Michael Cargufeldts præst, red.) var forstående. Den medmenneskelighed og indføling, som jeg mener, de fleste præster besidder, er givende,” siger han.

En samtale menneske til menneske

Michael Cargufeldt er selv religiøs og involveret i kirkeligt arbejde, idet han sidder i menighedsrådet i Bangsbostrand Kirke i Frederikshavn, men han mener bestemt ikke, at det kun er troende, der kan få noget ud af sjælesorgssamtaler.

”Det er en samtale menneske til menneske og ikke menneske til kirke. Samtalerne kan handle om alt muligt forskelligt, men i mit tilfælde kom vi rundt om de helt store spørgsmål – det gode og det onde og min angst for døden blandt andet,” siger han og fortsætter:

”Jeg fandt ud af, at jeg ikke står alene med mine udfordringer. Det fleste præster hopper ikke bare over i en bøn og begynder at tale om religion. Det er medmenneskelighed, der er på dagsorden under en sjælesorgssamtale,” siger Michael Cargufeldt og fortæller, at samtalerne fik ham til at tænke anderledes:

”Jeg har fået bearbejdet nogle ting, og det gør faktisk, at jeg får mere ud af livet. Noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at tage mig selv alvorligt. At acceptere mine følelser, forholde sig til dem og vide, at det er okay at have det skidt, når man står midt i en krise”.

Samtidig med, at man skal tage sig selv alvorligt, er det også vigtigt at kunne grine af sig selv, understreger Michael Cargufeldt:

”Man skal lære at sige pyt og vælge sine kampe. Alting handler ikke om at være seriøs og pligtopfyldende.”

Sjælesorg på nettet

Ifølge en rapport fra Center for Selvmordsforskning fra 2018 begår midaldrende danske mænd oftere selvmord end næsten alle andre aldersgrupper. Og Michael Cargufeldt oplever da også, at det kan være svært for mænd i hans alder at række ud efter hjælp:

”Min oplevelse er, at mange mænd på min alder mener, at mænd ikke skal græde, at man skal klare sig selv og ikke tale om problemerne,” siger han og fortæller om, hvordan en af hans gode mandlige venner går en omvej, når han skal til psykolog, så han ikke risikerer at blive opdaget.

Med kirkens initiativ "Sjælesorg på nettet" kan alle henvende sig anonymt, og selvom Michael Cargufeldt ikke selv har noget problem med at åbne op omkring sine problemer ser han det som en fordel at kunne være anonym. Måske især for mænd i hans alder, reflekterer han. Derfor synes han også, at det er positivt, at man kan benytte sig af en virtuel samtale.

”Måske mænd på den måde kan finde ud af, at det ikke er så farligt. At det kan betale sig at henvende sig, når problemerne bliver uløselige. I stedet for at mure sig inde, skal man række hånden ud. Det valgte jeg at gøre, og den blev modtaget,” slutter han.

FAKTA

På sjælesorg.nu kan du chatte med en præst om eksistentielle temaer, tab, sorg, mobning, kærlighed, skilsmisse, ensomhed, præstations- og eksamensangst, følelsen af ikke at være god nok eller svære personlige valg. Det er en mulighed for at chatte med et andet menneske om lige præcis det, som du går og tumler med. Præsten er en erfaren samtalepartner, et medmenneske som lytter, trøster og tager dig alvorligt. Præsten har tavshedspligt, og samtalen er gratis. Du behøver ikke være medlem af folkekirken, kristen, eller tro på Gud for at tale med en præst.


Læs mere her: http://www.sjaelesorg.nu/