2018
Nyheder

Nyt kursus i skærmvaner

Folkekirkens Familiestøtte har de sidste to år ydet støtte til børnefamilier, der ønsker sparring til at håndtere hverdagens udfordringer. Nu står de klar med endnu et tilbud, som skal gøre forældre klogere på børns digitale vaner.

Kursusforløbet 'Sunde skærmvaner i familien' er for forældre med børn i alderen 8-13 år. Foto: Colourbox 

- Et kursus i børns skærmvaner? Ja, hvorfor ikke?

Ideen blev født på et personalemøde hos Folkekirkens Familiestøtte. En koordinator fortalte, at hun oplevede, at forældre i de hjem, de frivillige kommer i, ofte mangler redskaber til at skabe rammerne for et sundt skærmforbrug. Og det billede kunne resten af personalet også genkende.

- Når så mange forældre synes, det er svært, så er det en opgave for os. Vi er der, hvor forældrene har brug for os, og vi sætter fokus på det, som forældrene efterspørger, fortæller souschef i Folkekirkens Familiestøtte, Lisbeth Andreassen Ryelund, om Folkekirkens Familiestøttes nye kursusforløb 'Sunde skærmvaner i familien'. 

I samarbejde med Center for Digital Pædagogik har Folkekirkens Familiestøtte derfor udviklet forløbet, der skal hjælpe forældre til at blive klogere på børns digitale vaner og bidrage med redskaber til, hvordan man kan håndtere skærmforbruget i hjemmet. 

Ingen løftede pegefingre

Det nye kursusforløb i skærmvaner er bare et blandt mange af Folkekirkens Familiestøttes tilbud til familier, der gerne vil have sparring og redskaber til hverdagens udfordringer. Uanset om forældre får hjælp af en forældreven, kommer til et inspirationsforedrag eller har meldt sig til et kursusforløb, er målet at give forældrene viden og redskaber til selv at gå hjem og arbejde videre. Lisbeth Andreassen Ryelund uddyber:

- Vi tilbyder forældre sparring til de udfordringer, de oplever. Vi kommer ikke og fortæller forældrene, hvad de skal gøre, men vi kommer med viden og nye perspektiver, der måske kan hjælpe dem med at tage en beslutning om, hvad de selv ønsker.

Deltagerne fortæller

Flere forældre har allerede gjort brug af det nye kursusforløb 'Sunde skærmvaner i familien'. Et par af dem er Gitte og Jens Vigh, der med to voksne og fire børn havde behov for inspiration til, hvordan man sætter gode og sunde rammer for familiens skærmforbrug. Læs Familien Vighs oplevelse med det nye skærmkursus her

MERE OM FOLKEKIRKENS FAMILIESTØTTE

Folkekirkens Familiestøtte er et tilbud til alle børnefamilier, der ønsker et kærligt skub eller lidt hjælp til at skabe en god hverdag for deres børn og hele familien. 

Som forælder kan man helt uforpligtende ringe til den lokale koordinator og få en snak om de udfordringer, man oplever. Det kan være alt fra problemer med at putte børnene om aftenen til udfordringer i parforholdet og til børn, der ikke trives. 

Som familie, har man mulighed for at få personlig støtte og sparring eller deltage i et forløb sammen med andre forældre. 

 

Læs mere om Folkekirkens Familiestøtte her

 

Folkekirkens Familiestøtte er en del af kampagnen ”Der er bud efter dig”.