2018
Nyheder

Ny app til konfirmanden?

Ny teknologi kan hjælpe landets præster med at nå ud til deres konfirmander. 

Det kommende års konfirmander er allerede i fuld gang med konfirmationsforberedelserne. Måske fremtidens konfirmander også kan bruge en app i konfirmationsplanlægningen. Arkivfoto

Af Pernilla Abildgaard

I dagens Danmark er det svært at se sig fri for teknologi i hverdagen, og det begynder også at kunne mærkes i den danske folkekirke: Præster benytter de sociale medier til at skabe debat, kirkens begivenheder bliver delt på Facebook, og måske går der heller ikke længe, før landets præster bruger en app til at kommunikere med deres konfirmander. Det er i hvert fald et ønske, sognepræst i Sulsted og uddannelseskonsulent i Aalborg Stift, Ane Stoltze Katborg, har.

Hun er derfor gået sammen med religionspædagogisk konsulent i Aalborg Stift, Anna Døssing Gunnertoft, leder af Folkekirkens Konfirmandcenter, Finn Andsbjerg Larsen, og udviklingspartnere Uffe Koch, Jan Frederiksen og Morten Larsen, for at rejse penge til at udvikle appen 'Konfirmandens bog'.

Behov for Konfirmandens bog

Ane Stoltze Katborg står for konfirmandundervisningen i Vestbjerg Kirkecenter, og hun har for første gang i år ikke oprettet en Facebook-gruppe som redskab til at kommunikere med sine konfirmander. Hun oplever nemlig, at det er med til at udelukke en stor procentdel af konfirmanderne, da det ikke er alle, som har Facebook. Hun mangler derfor et redskab, som gør det lettere at nå direkte ud til konfirmanderne. Hun fortæller:

- Jeg har en oplevelse af, at det ikke er mere end 60 procent af de unge, der har Facebook. Og opretter jeg så et eller andet, udelukker det de sidste 40 procent, og det er jeg egentlig ikke så begejstret for. Så jeg ville virkelig gerne, at der var en eller anden form for kommunikationsværktøj, der kunne hjælpe mig der.

Ane Stoltze Katborg ser netop en app som en ideel løsning til at nå ud til sine konfirmander. Hun forklarer:

- De er jo vant til at bruge den telefon. De snapper, og de lægger op på Instagram, og derfor møder vi dem mere på deres banehalvdel gennem en app.

Kirken bliver mere digital

Ane Stoltze Katborg har en fornemmelse af, at ideen om en app bliver taget godt imod hos stiftets præster. Alligevel er hun godt klar over, at teknologi og Folkekirken ikke er de ord, man oftest sætter i samme sætning. Ifølge Ane Stoltze Katborg er teknologien dog en nødvendighed for at kunne følge med samfundet. Hun forklarer:

- De fleste præster, jeg har snakket med, synes, det lyder fedt. Så er der selvfølgelig også en del af det folkekirkelige landskab, som ikke synes, teknologi hører til i folkekirken. Men jeg tænker, at vi jo ikke kan stille os uden for samfundet, når resten af samfundet har fundet ud af, at teknologi er rimelig væsentligt.

Ifølge Ane Stoltze Katborg er teknologien faktisk allerede implementeret i Folkekirken, men i sådan en grad, at man måske ikke tænker over det. Det fornemmer hun i hvert fald i sin egen dagligdag som sognepræst. Hun fortæller:

- Det er jo ikke noget, der hedder en tør gammel kirkebog mere, og jeg tror ikke, jeg kender nogen præster, der sidder og skriver deres taler i hånden. Så på den måde er det jo elektronisk. Det er bare, fordi folk har en fornemmelse af, at vi gør tingene på en anden måde i Folkekirken, men det gør vi jo ikke. Min normale arbejdsdag består da enormt meget af teknologi og sociale medier. Jeg finder eksempelvis artikler på Facebook, som jeg kan bruge i min prædiken. På den måde tænker jeg ikke, at vi arbejder så meget anderledes end resten af samfundet, men der er måske også nogen, som gør en ære ud af, at teknologi ikke må få lov at fylde. Jeg tænker dog, det ikke er noget, vi kan komme uden om, slutter Ane Stoltze Katborg. 


Video: Introduktion til appen Konfirmandens Bog


LÆS MERE OG STØT

Konfirmandens Bog er oprettet som crowdfunding-projekt.

Læs mere om projektet og se, hvordan du kan støtte projektet her