2018
Nyheder

Læg vejen forbi kirken

Årets guides til Danmarks vejkirker og andre åbne kirker er udkommet. I år med et rekordstort antal kirker. Hele 50 kirker i Aalborg Stift er med i Jyllandsguiden. 

De ny brochurer for 2018 kan downloades på Kirkefondets hjemmeside, hvor man også finder tips til besøg i kirkerne. 

Ro, kulturhistorie eller bare en kop kaffe? Kirkefondet er udkommet med nye brochurer over vejkirker og andre åbne kirker, hvor man sommeren igennem kan kigge indenfor - også udenfor normal 'åbningstid'. Ikke færre end 431 kirker fordelt udover hele landet har valgt at være med i brochurerne. Det er, ifølge udgiveren Kirkefondet, et rekordstort antal.

Brochurerne findes som sædvanlig i to udgaver:

  • Én for Jylland med 217 kirker
  • Én for øerne (Sjælland, Fyn og de øvrige øer) med 214 kirker

I Aalborg Stift er hele 50 kirker nævnt i den nye guide over vejkirker og andre åbne kirker i Jylland.

Gamle og nye ruter

I 2015 introducerede Kirkefondet cykelvenlige vejkirker, der betyder, at der her vil være et sted, hvor du må stille sin cykel, få fyldt din vandflaske, og der vil være en cykelpumpe til rådighed. Der lige nu over 150 kirker, der er cykelvenlige!

I 2016 blev Den Danske Klosterrute indtegnet på kortene, og de kirker, der ligger på ruten har fået et symbol. 

Sidste år blev Hærvejen også tegnet ind, og kirkerne på den er markeret med et symbol. Som noget nyt i år er Den Danske Pilgrimsrute blevet tegnet ind på kortet i brochuren over Øerne, og kirkerne langs den har også fået et nyt symbol.

Der er også et symbol ved de kirker, der er med i Nationalmuseets lydguide om kalkmalerier "Øret til væggen", der kan downloades til smartphone via App Store eller Android Marked. 

Brochurerne oplyser om kirkernes beliggenhed. Der er kørselsvejledning og oplysninger om bl.a. kirkernes åbningstider, seværdigheder, faciliteter, koncerter og arrangementer, kontaktpersoner og hjemmesideadresser. 

Kettrup kirke i Jammerbugt Provsti er én af de mange kirker i Aalborg Stift, der er med i de nye guides over vejkirker 2018. Foto: Niels Clemmensen

Sig hej og drik kaffe

I nogle af kirkerne vil der være personale eller frivillige til rådighed med oplysninger om kirken, og måske byder de på en kop kaffe, te eller lign. I kirkerne finder man flyers med oplysninger om kirken og sognet, ligesom der vil være en bibel eller salmebog til rådighed til personlig fordybelse og andagt. 

God sommer og god tur rundt i de danske kirker!

VIL DU VIDE MERE? 

Find de nye vejkirkebrochurer i de deltagende kirker, på biblioteker, turistbureauer, tankstationer, campingpladser, vandrerhjem og museer.


Eller download folderne på Kirkefondets hjemmeside her