2018
Nyheder

Kirke klar til Kulturmødet 

Folkekirken deltager på årets Kulturmøde, og kirkens program er spækket med alt fra debat om fremtidens kirkegårdskultur til underholdning for de mindste. Direktør for Kulturmødet, Trine Bang, mener, at kirken har en vigtig stemme i kulturdebatten. 

Folkekirken og dansk kulturliv melder klar til kulturelt topmøde på Mors d. 23. - 25. august. Foto: Lars Dahl/Kulturmødet

Af Marie Hoehl Tolstrup

Sidst i august er der igen dømt liv og glade kulturdage på Mors. Det sker, når Kulturmødet løber af stablen for 6. gang. Også i år sker det med deltagelse af folkekirken. Årets tema ’At bygge bro’ sætter fokus på, hvordan kunsten og kulturen kan skabe forandring ved at bygge bro mellem mennesker, kulturer, institutioner, brancher, byer og værdier. 

Og det tema er helt i tråd med kirkens egne visioner for Kulturmødet, mener Mette Moesgaard Jørgensen, provst på Mors og en del af kirkens hold på Kulturmødet. 

- Vi ønsker og håber, at deltagerne på Kulturmødet vil møde os i dialogen f.eks. i og omkring Kirkebussen. Her vil der være rig mulighed for spændende oplevelser og en snak om kultur set i et kirkeligt perspektiv, fortæller Mette Moesgård Jørgensen og uddyber:

- Det er vigtigt, vi som kirke kommer ud og møder folket, hvor de er. Tager debatterne om vores allesammens kulturelle fremtid og går ind i de temaer, kunsten og kulturen er optaget af. F.eks. fremtidens kirkegårdskultur. Det er vores håb, at mødet her også kan bygge bro mellem kirke og folk.

Kirkebussen byder på masser af aktiviteter både indendørs og udendørs på årets Kulturmøde. Arkivfoto. 

Kirkens rum giver kunsten nyt format

Lægger du vejen forbi Kulturmødet, kan du blandt andet møde kirken i Kirkebussen og i paneldebat på Kulturvejen. Oplev også Skoletjenesten, der fredag deltager med børnevenlige workshops ved Dueholm Kloster. Derudover danner Nykøbing Mors kirke også ramme om flere af Kulturmødets ikke-kirkelige performances.

Og netop kirkens rum kan bidrage med noget helt særligt, mener Kulturmødets direktør, Trine Bang. 

- Kunsten og kulturen er for længst rykket ud af de klassiske rammer, men vi kan godt udfordre rammerne yderligere. Og her kan kirkens arkitektur noget ganske særligt. Stemningen og intimiteten berører og bevæger - også selvom man ikke er religiøs. Kirkens rum er fantastisk til på den ene side at understøtte, på den anden side udfordre kulturoplevelsen. Der skabes nogle helt nye formater, der igen udvider vores udsyn. En litterær oplæsning på et bibliotek er en ramme, vi kender, mens en litteraturprædiken i en kirke kan noget helt andet. Samme event, men to vidt forskellige oplevelser. Kirken giver kant til kunsten og kunsten giver også kant til kirken, siger Trine Bang. 

Direktør for Kulturmødet, Trine Bang, mener kirken kan bidrage med flere væsentlige perspektiver i den danske kulturdebat. PR-foto/Kulturmødet

Kirken kan give svar på kunstens spørgsmål

Kulturmødet har i år sat aktører, der befinder sig i krydsfeltet mellem samfund, institution og kultur, stævne. Oplev derfor veltilrettelagte paneldebatter om alt fra erhverv og kultur over sundhed og kultur til kirke og kultur.

Ifølge Mette Moesgaard Jørgensen placerer kirken sig som en helt særlig brobygger mellem kulturens spørgsmål og publikums søgen efter svar.

- Vi tænker kultur med en bred pensel. Kulturen rejser ofte en masse spørgsmål, og kirken er én af de aktører, der rent faktisk tilbyder et svar. Hvis folk altså ønsker det, siger den nordvestjyske provst. 

Kulturmødets direktør, Trine Bang, peger også på, at både kirken og kunsten favner det søgende i mennesket.

- Kunsten og kulturen er - ligesom kirken - ofte optaget af spørgsmål om eksistens. Man deler en nysgerrighed på dette. Kunsten får os til at reflektere og undres, stille nye spørgsmål og søge nye svar. Kirken er én de store kulturinstitutioner, som samtidigt gerne bidrager med svar på de eksistentielle spørgsmål, kunsten og kulturen stiller. 

Trine Bang fremhæver også kirkens position i forhold til den danske kulturarv. En ikke uvæsentlig rolle, når Mors den kommende weekend omdannes til epicenter for dansk kulturdebat:

- Kirken spiller en stor rolle i forhold til den danske kulturarv. Kulturarven er det, vi som samfund står på skulderen af. Når verden bevæger sig fremad, må vi også kigge på fundamentet. Hvor kommer vi fra? Og hvor vi skal hen? Her tilbyder kirken ét perspektiv, museer et andet, osv., og derfor er kirkens inputs vigtige - også i forhold til landets fremtidige kulturelle udvikling.

Det er 3. gang, kirken deltager på Kulturmødet. 

VIL DU VIDE MERE? 

Kirkens aktiviteter på Kulturmødet 2018:

Se hele programmet for Kirkebussen her 

Læs om Folkekirkens Skoletjenestes fredagsprogram her


I Kulturmødets eget program kan du finde paneldebatter med kirken som deltager samt fuld oversigt over kulturarrangementer i Nykøbing Mors kirke

Find programmet for hele Kulturmødet her


Kulturmødet har udviklet en app, du kan downloade og sammensætte dit eget program. Her får du overblik og uddybende information om alle arrangementer, mulighed for at sammensætte dit eget personlige favoritprogram, få rutevejledning via kort m.v.
Find den i App Store (Apple) eller Google Play (Android).