2018
Nyheder

Folkekirken skal have en stemme i naturdebatten

Naturen er en helt essentiel del af kristendommen, og derfor står Folkekirken også klar som deltager på årets naturmøde i Hirtshals. Her er fokus for kirken på håb for naturen såvel som for mennesket, fortæller sognepræst i Hirtshals sogn, Bjarne Hougaard.

Folkekirken har stand nr. 46 i The Village på Naturmødet 2018 i Hirtshals. Foto: Naturmoedet.dk 

Af Louise Graa Christensen

Blandt det virvar af politiske partier, interesseorganisationer og diverse foreninger, der kommer til at færdes på årets naturmøde i Hirtshals, kan deltagerne vælge at besøge Folkekirkens stand. Igen i år har kirken nemlig valgt at deltage aktivt på det årlige folkemøde om og i naturen. Et møde, der bliver et epicenter for dansk naturdebat og naturoplevelser. Og for Bjarne Hougaard, der er sognepræst i Hirtshals og initiativtageren til at få Folkekirken repræsenteret på mødet, er der gode grunde til at deltage for netop Folkekirken.

”Jeg tror, at Folkekirken har et vigtigt budskab i naturdebatten og måske en anderledes stemme i kraft af skabelsestroen og den kristne tanke om, at vi som mennesker er sat til at bruge naturen, men også at passe på naturen. Det er en del af kirkens lære, som jeg gerne vil have fremmet,” siger han og peger på, at naturen er med i skabelsesberetningen og dermed er en helt essentiel del af kristendommen:

”Allerede i Første Mosebog indfinder naturen sig. Vi mennesker skal ”herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden”, som der står. Vi får overgivet ansvaret for naturen til at leve af og i, og samtidig er det begyndelsen på kulturen,” siger han.

Med håbet som fortegn

Spændingsfeltet mellem natur og kultur går også igen i de workshops, Folkekirken vil stå bag i løbet af naturmødet. Blandt andet et oplæg om, hvordan den kristne tro kan spille ind, når vi snakker om naturen og om nye og gamle begravelsesskikke. Fortegnet for det hele bliver et budskab om håb, fortæller Bjarne Hougaard.

”Naturmødet har ”natur, fortid eller fremtid” som overordnet tema, og for os er håb en vigtig faktor uanset om vi befinder os i fortiden eller fremtiden. Vi tror på, at Gud vil genoprette alt det, der er ødelagt, hvad enten det er i naturen eller hos mennesket,” siger han.

I forbindelse med temaet om håb, har arrangørgruppen bag Folkekirkens deltagelse valgt blandt andet at fokusere på begravelser.

”Vi kom til at tænke på, at et af de tidspunkter, mennesker har allermest brug for håb, er i forbindelse med begravelser. Både tanker om ens egen død og begravelse og andres kan fylde meget” siger Bjarne Hougaard og tilføjer, at i forbindelse med en begravelse er der dels hele det menneskelige aspekt, hvor der er grund til at reflektere over sin egen dødelighed, men faktisk også et aspekt, der handler om naturen:

”Vi ser en kraftig bevægelse i, hvordan begravelser finder sted. Hvor det for få år siden – i hvert fald i vores område - var sådan, at langt størstedelen af begravelserne var kistebegravelser i jord, er det nu blevet en sjældenhed. I dag er det langt hyppigere kremering, og det kan også være for eksempel at få sin aske spredt ud over havet,” siger han og uddyber:

”I forbindelse med de nye begravelsesformer kan man også tænke over, hvordan og om de forskellige former er i pagt med naturen. Er det i pagt med naturen, at man begraver en kiste? Kan varmen fra krematoriet bruges til at opvarme huset, og hvad sker der med asken, der spredes? Som kirke har vi ikke klare svar, men det er interessante spørgsmål.”

Mødet mellem mennesker er det vigtigste

Ligesom Folkekirkens workshop om begravelser kan føre til spændende diskussioner, håber Bjarne Hougaard også, at kristendommens rolle i forhold til naturen vil blive debatteret i det hele taget. Og heriblandt debatter om skabelsestroen versus en naturvidenskabelig overbevisning. Det var diskussioner, der opstod i kølvandet af Folkekirkens workshops sidste år, og Bjarne Hougaard håber på gode snakke igen i år:

”Det er en vigtig debat at få op at køre, dels for at afdramatiseret forskellen mellem de to standpunkter og finde fællesnævnere, og dels fordi den naturvidenskabelige fortælling, hvor Gud kobles helt ud, fylder meget. Derfor er det vigtig at byde ind med, at vi tror på, at der er en styrende magt bag det hele.”

Netop mødet mellem mennesker og udveksling af holdninger er det vigtigste, Folkekirken kan få ud af deltagelsen på mødet, mener Bjarne Hougaard:

”Vi har lagt vægt få at få folk til at reflektere og på at aktivere dem. Det er en del af hele ideen med naturmødet og for os handler det helt konkret om at få folk til at tænke over deres forhold til naturen, og hvad den kristne tro betyder i den sammenhæng. For Folkekirken er det vigtigt at møde mennesker og lade dem komme til med deres tolkning og tro,”.

Folkekirkens aktiviteter på Naturmødet 2018


Håbets Anker ved Skole Kirke tjenesten

Få en snak om, hvad håb betyder og hør forskellige beretninger om håb.

Til Jord skal du blive
Der er mange forskellige måder at blive begravet på. Hvordan ønsker du selv at blive begravet?

Kristentro og natur
Oplæg til debat og samtale om Kristentro og natur

Solnedgangsandagt ved Hirtshals fyr
Solen synges ned og dagen rundes af med sang, musik og ord til eftertanke.

Besøg på Emmersbæk Kirkegård
Besøg en af landets smukkeste kirkegårde, hvor traditionel kirkegårdskultur er i samspil med naturen.


Du kan alle dage møde Folkekirken på stand nr. 46 i The Village.

Hent kort her


Naturmødet har udviklet en app med vejviser og oversigt over det omfattende program. Hent den gratis i App Store eller i Google Play.

Fakta om naturmødet

Naturmødet er et årligt nationalt folkemøde om og i naturen. Gennem tre dage omdannes den nordjyske by Hirtshals til epicenter for dansk naturdebat og naturoplevelser. Naturmødet afholdes for tredje gang den 24.-26. maj 2018 i Hirtshals, og Folkekirken har deltaget alle årene. Der vil være debat, aktiviteter og folkefest og her mødes økologer, konventionelle, nysgerrige, naturvejleder, børn, politikere, videnskabsfolk, vinterbadere og mountainbikere. Naturmødet er – ligesom naturen – for alle.


Kilde: naturmoedet.dk og www.hirtshals sogn.dk/naturmoede