2018
Nyheder

Biskoppens julehilsen

Hvorfor skal der være en anledning til gavmildhed? Det spørgmål stiller biskop Henning Toft Bro i sin julehilsen 2018. Se eller læs den her.

 

Biskoppens julehilsen 2018
 

En af de mere sælsomme historier i mands minde, var den med den gavmilde person fra Skanderborg.

Kort fortalt havde en person sat sig for at uddele 100 kr. til 750 personer. Blot for at sprede lidt glæde og varme, som der stod at læse i det brev, der fulgte med pengene. Vedkommende ville være anonym og gik selv rundt og puttede gaven i folks postkasser. Mange af dem, der var blevet betænkt med 100 kr., ringede bestyrtet til politiet. De mente bestemt, der gik en sindsforvirret person rundt i området, og de bad politiet rykke ud.

Politiet rykkede ud. De fandt også frem til personen. Det viste sig, at det ikke var en sindsforvirret person. Blot et menneske, som gerne ville sprede lidt glæde og varme, som det jo netop fremgik af brevet. Nok blev han på papiret 75.000,- kr. fattigere. Men selv mente han eller hun også blev beriget for 75.000,- kr.

Historien er et skræmmende eksempel på, hvad et samfund kan udvikle sig til. Hvorfor bliver vi mistænksomme, blot fordi vi møder lidt overrumplende godhed? Hvorfor bliver vi mistroiske, når vi møder venlighed? Hvorfor skal der være en anledning til gavmildhed?

Spørgsmålet er påtrængende aktuelt i disse dage, hvor vi forbereder sind og hjerte på at fejre jul.

I juledagene er der tradition for, at vi mødes med familie og venner. Vi spiser og nyder samværet omkring bordet med efterfølgende hygge og gode samtaler. Her deler vi gavmildt ud af varme, nærvær og godhed.

En gang imellem tænker jeg, hvorfor det efterhånden kun er i juledagene, man sender hilsener, mødes, sender varme smil og spreder lidt glæde?

Hvorfor ikke strække godheden og glæden og varmen og smilet til at gælde hele året? Hvorfor ikke gå rundt og - i overført betydning - putte lidt glæde ind ad folks brevsprække? Der er mange, der trænger til det!

Johannes Møllehave skriver om det i én af sine sange, hvor det hedder:

Du er det lys som blev tændt
du skal varme og lyse.

Slukkes det lys som blev tændt,
er der fler’ der må fryse.

Du er det lys som blev bragt
trods de tungeste dage.

Husk hvad der en gang blev sagt
sæt dit lys i en stage.

Julens budskab er, at Jesus blev menneske for at dele liv og død og opstandelse med os. For at han skulle række Guds kærlighed rundt til alle mennesker. Også os. Og vi kan også række kærlighed rundt til hinanden. Ikke kun til jul, men hver dag.

Lad os leve julen ud og strække dens budskab om glæde og varme til at gælde hele året. Lad os være det lys, vi alle er - på hver vores måde. Og lad dét lys - i juledagene, nytårsdagene, ja, hver dag året rundt - lyse klart for vore medmennesker, så flere kan føle sig som det elskede og dyrebare menneske, vi hver især er.

Glædelig jul i både kirke og hjem.

Henning Toft Bro