2017
Nyheder

Biskoppens prædiken til reformationsgudstjenesten

500-året for reformationen blev fejret i en fyldt domkirke med festlig musik, salmesang og en prædiken af biskop Henning Toft Bro. Læs biskoppens prædiken her.

Der var sat skærme op i sideskibene, så alle kunne følge med i hvad der skete under gudstjenesten.

Af Biskop Henning Toft Bro

Enhver der er krøbet ud af dåben… og andet godtfolk for den sags skyld må efterhånden være godt orienteret om Martin Luther og   Reformationsjubilæet.

Ordret sagde Luther: Thi hvad der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave, selv om det ikke sømmer sig for enhver at udøve et sådant embede.

Jeg tænker det er en af de mest citerede sætninger af Martin Luther. Også i jubilæumsåret.

På mange måder rammer citatet da også ind i kernen af Luthers tanker: alle døbte er lige for Gud. Ingen har fortrinsret. Ingen har mere ret end andre til at fortolke skriften. Der findes ingen melleminstans mellem Gud og det enkelte menneske.

Dermed understreger dåben, at vi alle er lige for Vorherre. I barnedåben bliver det åbenbaret, at vi ikke kan gøre os fortjent til Guds nåde og retfærdighed. Vi får begge dele ufortjent og gratis.

Det var en årelang kamp der førte Luther frem til det synspunkt.
I sin kamp efter at finde en nådig Gud læser Luther de forjættende ord i Romerbrevet: Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er en Guds kraft til frelse for enhver som tror, både for jøde først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: Den retfærdige skal leve af tro.

I sit desperate forsøg på at finde en nådig Gud, blev Luther overbevist om, at troen ikke er en menneskelig kraftanstrengelse, der har til formål at bevæge Gud. Tro er at hvile i dette, at Gud handler med og i os. Troen er et resultat af evangeliet selv, et resultat af Guds retfærdiggørende nåde. Tro er først og sidst at lade sig gribe af Guds handling i Jesus Kristus, hans lidelse død og opstandelse.

Jesus sender disciplene ud i verden. Blandt andet siger han:

”Gør alle folkeslagene til mine disciple…døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn…lær dem alt holde alt det, som jeg har befalet jer,” siger Jesus.

På den befaling går disciplene. Fortrøstningsfuldt, frimodigt og med en eventyrlig dristighed uden at vide, hvad der møder dem. Men de gik. De døbte. De lærte og mærkede, at Jesus var med dem, som han lovede.  

For omtrent 45 år siden sad vi ved søndagsmiddagen i mit barndomshjem. Som altid om søndagen i stuen og med hvid dug på bordet. Jeg tænker vi som vanligt fik kylling og citronfromage.

Pludselig brød en forstyrrende lyd ind og ødelagde den gode stemning omkring bordet.

Det var lyden af en helikopter.

Straks blev der stille. Ingen ved havet bryder sig om at høre lyden af en helikopter, for det kunne jo være,- det kunne jo være en redningshelikopter.

Det var en redningshelikopter. 

Vi styrtede ud af huset. Op i klitterne hvor lyden fra himlen allerede havde lokket snesevis af mennesker til.

Rygtet gik: Tre unge mænd er meldt savnet.

Desværre talte rygtet sandt. Tre unge mænd i tyve-års alderen var sejlet ud søndag morgen.   Båden havde fået en forkert sø. Den var kæntret. De tre var druknet. De blev alle fundet. Den sidste efter et halvt år på Norges vestkyst.
 
Vand er både livgivende og dødbringende.

Vand giver liv. Vand flyder til liv. Fra jordens kilder strømmer det ud. Levende og livgivende strømmer det til os. For uden vand ville vi dø. Uden vand intet liv.

Vand betyder som sagt også død.

I kristen forstand betyder vand både liv og død og nyt liv.

Det er dåbens vand jeg tænker på.

Det dåbens vand som vi øser over vore børns hoved for også på synlig, håndgribelig vis at sætte børnene ind i et forhold til Gud. I dåben kommer den døbte til at tilhøre Gud i liv og i død.
    
Dåben betyder, at alt vort eget skal drukne, dø og gå til grunde, men også at noget nyt opstår.  

Selv siger Luther i sin lille Katekismus: … den gamle Adam i os skal druknes… med alle synder og onde lyster..og der skal  fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.

Det nye liv står op med Jesus, akkurat som han stop op af graven påskemorgen. Og efter dåben kan vi nu leve i det nye liv, dåbslivet i Jesus Kristus.

Salmedigteren Hans Anker Jørgensen siger det på en enkel og fyndig måde i salmen ”Sov du lille sov nu godt”:

I strofe 1 hedder det:

Sov du lille, sov nu godt,
du er døbt dit hår er vådt.
Nu er livet godt begyndt
dødens nederlag forkyndt...

Og videre i strofe to:

Gennem dødens dybe vand
kom du her til livets land,
druknet, død og stået op
som en del af Kristi krop.

I dåben er vand både symbol på liv og død og opstandelse.
I dåben døbes vi ind i Kristus. Vi indpodes i ham, som det hedder i fadder- og forældretiltalen.  Eller vi kunne sige det med digteren; i dåben står vi op som en del af Kristi krop.

Til sidst blot dette: 

Reformationsjubilæet har nået sit højdepunkt på denne den 31. oktober 2017 her 500 år efter Luther opslog sine 95 teser på kirkedøren i Wittenberg.

Over det ganske land har vi fejret Luthers betydning for evangelisk teologi. Og det med rette.

Lad os bruge jubilæumsåret til at besinde os på og reflektere over, hvilken betydning Luther spiller for vores evangelisk-lutherske Folkekirke i både nutid og fremtid. Dermed bliver jubilæet ikke bagud skuende men et jubilæum med blik på fremtiden.

Alt har haft og har sin betydning, men Reformationsjubilæet har ikke til hensigt at helgenkåre Luther, hvad han også ville have modsat sig. 

Om dette har han i øvrigt sagt:

”Først og fremmest beder jeg om, at man vil tie med mit navn, og ikke kalde sig lutherske, men kristne. Hvad er Luther? Læren er dog ikke min… hvordan er det kommet så vidt med mig elendige, stinkende ormesæk, at man har opkaldt Kristi børn med mit ulyksalige navn? Lad være, kære venner, lad os slette partinavnene. Jeg vil ikke være nogens mester,,, Kristus alene er vores mester.”

Kristus som Herre og mester. Ja, det er gennem ham vi i dåben skænkes synders forladelse og det evige liv.

Og det er gennem vores synders nådige forladelse vi skænkes mod, kraft og glæde ved at leve vort brogede menneskeliv i både storm og stille vejr. 

Og skænket syndernes forladelse går vi hver levet dag og vores fremtid i møde, fordi vi ved, vi ikke vandrer alene. Gud er med os alle dage indtil verdens ende.